I relation til omsorgen for de, der objektivt set godt kan arbejde, men ikke gør det, bliver vi ægte liberale ofte hængt ud for ikke at ville gøre noget for dem, der kaldes de svageste. Men intet er mere forkert.
I min verden er det ikke at hjælpe en medborger at fastholde vedkommende i bistandssystemet, på det evige foderbræt. Og det er nok her vejene skilles mellem os, der tror på det personlige ansvar og alle dem, der ikke gør.
Velfærd, selvrespekt og selvværd måles ikke på størrelsen af den check, du kan få for ikke at yde noget, måske i virkeligheden tvært om. Det, der rykker her, er at give muligheden tilbage for selv igen at tage ansvar for eget liv. Jeg vil gå så vidt som at sige, at ingen, der har muligheden for at yde, forsørge sig selv og bidrage positivt til samfundet, på sigt kan opretholde selvrespekten på offentlig forsørgelse. Og skulle der være enkelte undtagelser, må årsagen søges i en umanerlig dårlig opdragelse. Kortvarig understøttelse eller anden forsørgelse som følge af uforskyldt arbejdsløshed og lign. naturligvis undtaget her.
Jeg hørte bogaktuelle Peter Bastian i et radiointerview, som faktisk satte ord på nogle følelser, jeg længe har gået med. De går på, at vi kan se verden i enten det horisontale perspektiv, det er der hvor vi prioriterer omsorg, livets opretholdelse og dagligdagen, men hvor der ingen udvikling sker. I hjemmet er det der, hvor vi hygger os i stuen, bliver trøstet når verden er i mod os, får mad, men i det hele taget ikke udvikler os, verden står stille.
Vi også kan se verden i det vertikale perspektiv, det er der, hvor vi udvikler os. Der hvor vi søger at blive et bedre menneske, dygtigere til vores fag, smider de ekstra kg., uddanner os og i det hele taget rykker fra ét niveau til et bedre.
De to perspektiver er i et vist omfang i modstrid med hinanden, f.eks. skal der slides for at blive bedre, og det gør ondt. Det er hårdt for den studerende at høvle i bøgerne til langt ud på natten, og så nytter det jo ikke, mor kommer og siger, ihhh hvor er det synd for dig, læg nu de bøger væk og slap af, så skal mor nok trøste dig og her er 500 kr., gå nu ud og mor dig. Hvis man skal i form, nytter det jo heller ikke at løbe 3 meter og så stå og pive over, at det hele er så hårdt.
På samme måde må vi, som et eksempel, erkende, at vi ikke bare kan rende rundt og sige ihhh, hvor er det synd for hende der bistandsklienten; vi må da også sørge for, at hun og hendes børn ikke mangler noget, her er nogle penge. Det må da være bedre at fortælle hende, at hvis hun virkeligt vil opnå varig forbedring af livskvaliteten, må hun (undskyld udtrykket) få fingeren ud og få et arbejde, uddannelse, eller hvad der nu skal til. Og aftenskolen er vel ikke helt afskaffet.
Vi må skrue ned for bestræbelserne i det horisontale perspektiv og op for det vertikale, hvor vi finder udvikling, vækst og varige forbedringer, selv om det gør lidt ondt, mens det står på.
Ville vi lægge de samme anskuelser til grund for udviklingen af samfundet som helhed, ville det også være nemmere for vores før omtalte kvidelige bistandsklient at få det arbejde. For ja, det gør ondt at ændre på tingenes tilstand. Det er da sikkert irriterende for de mange skattenydere, at skatteyderne nu ikke gider at se på, at pengene går til, at de mange kan nyde livet i det horisontale perspektiv med uendelige såkaldte velfærdsgoder, læs gaver, fra de få skatteydere. I øvrigt er det en umulighed at opretholde et system, hvor den enkelte er uden ansvar for sig selv og for samfundet som helhed. Et samfund hvor 1/3 forsørger de 2/3 er en fysisk umulighed, hvis der ikke er grænser for den moder-pylrende omsorg og delen ud fra den fælles kasse.
Vi må aldrig glemme, at det er i skattenydernes egen interesse, at vi snarest får gjort op med det moder-pylrende socialsamfund, vi har bygget op, og som er gået grassat de seneste årtier. Det er nu engang i alles egen interesse at indse og glæde sig over fordelen ved at tage ansvar for eget liv.
Vi skal gøre det interessant at yde. Det skal være umagen værd at knokle, at give den en ekstra skalle. På den måde kan vi, i det vertikale perspektiv, skabe vækst, udvikling og varig velfærd.
Jeg vil ikke remse de nødvendige tiltag op her, men et rigtigt godt bud kan søges i LA's reformprogram. Og lad mig med det samme understrege, at programmet ikke går ud på afskaffe det sociale sikkerhedsnet, men dreje fokus fra det horisontale evige foderbræts misforståede omsorg til det vertikale udviklende, vækstperspektiv med fokus på det personlige ansvar.
