Pressenævnet har i en sag kritiseret BT for i en artikel, at have oplyst om religiøs bekendelse i en krim-artikel. Det har jeg tidligere bebudet lidt mere om.
Dem der har truffet "kendelsen" (det burde ret beset hedde en "udtalelse" eventuelt "afgørelse"- men man vil vel gerne smykke sig med noget der lugter lidt han ad "domme"- (med den retsvirkning, at den skal offentliggøres af den den retter sig imod)) er:
Martin Lavesen (jurist), Inger Bach, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen (journalister).
Afgørelsen kan læses her.
BT artiklen det handler om kan læses her
Der er et par defekter ved afgørelsen/udtalelsen.
1.
BT påberåber sig Den Europæiske Menneskerettigheds hutlihut, EMRK, artikel 10 + praksis. Nævnet får det til, at de påstår de har ret til, at bringe sande og ikke krænkende oplysninger, og kommer på den måde uden om, at forklarer hvorfor de presseetiske regler skulle stå over EMRK. Nævnet vil vel sagtens henholde sig til, at der er ”fri bevisbedømmelse” . a) beviser vedrører sagens fakta, det her er reglerne. b) fra det forvalningsretlig princip om afgørelsers begrundelse, så skal det nævnes, at et bestemt fakta, som er eksplicit udtrykt af en part, afvises fx pga af manglende relevans.
2.
En god krimi-artikel må nødvendigvis indeholde en person karakteristik af de involverede. Bl.a. for at borgerne i påkommende tilfælde kan udøve deres demokratiske pligter og rettigheder, så som at undlade at stemme på politikere, der ikke adressere kriminalitet på adækvat vis.
Religiøs bekendelse, som jo netop vender sig mod offentligheden, er selvindlysende vigtig i den sammenhæng. Jehovas vidner missionere, de deler blade ud (BT kunne have skåret den pointe meget skarpere ud for nævnet). Det samme gør islam, bl.a. ved at kvinderne ifølge de toneangivende imamerne bør/skal bære tørklæde. De kristne bimler med klokker .
Som en eller anden har formuleret det, cirka: religion ender i kultur og kultur ender i religion. I øvrigt har man vist aldrig haft problemer med, ligefrem at fremhæve, hudfarven på atleter, forfatteres religion eller pædofiles tilknytning til bestemte kirker. Vel at bemærke kirker, der netop ikke har noget som helst pædofilt i bekendelses grundlaget.
Det har BT så ikke gjort gældende overfor Pressenævnet, hvilket de burde. Det kan de så gøre næste gang.
Eller endnu bedre: Med henvisning til sagsbehandlings fejl (manglende begrundelse ift EMRK artikel 10) manglende hensyntagen til relevant fakta (hvad en krimi-artikel bør indeholde m.v. forlange at Pressenævnet genoptager sagen.
---
Det slemme her er ikke, at BT har lagt papir og server til noget sludder fra pressenævnet, det kan dårligt kaldes en straf, ikke for andre end dem der truffet afgørelsen, men derimod, at jurister og sjovnalister opdrages til at tage det alvorligt, samt at diverse godhedstosser, eksempelvis redaktører og journalister, der mangler en undskyldning for selv-censur, kan henvise til sagen.
Kuriøst kan det så nævnes om Pressenævnets egen praksis, at de ikke selv er karige når det handler om person følsomme oplysninger. I forbindelse med afvisning af en sag på grund af forældelse, så finder nævnet det nødvendigt, næsten på forsiden, at gøre klagers erhverv, luder, til en del af sagen...
http://www.pressenaevnet.dk/Kendelser/2012.aspx rul ned til 12-70-00211 og 212
I en anden sag, jeg antager det beror på en hændelig fejl, men alligvel, har man i forbindelse med en ansøgning om aktindsigt, oplyst om en klagers identitet til et terrormistænkt vestrerabiat medlem af Enhedslisten/SFs milits AFA.
Det spørgsmål der kan stilles: Har Pressenævnet en særlig udspekuleret måde, chikane, at behandle visse klagere på?
