USA må godt, Israel må ikke.
Efter den aldeles glimrende aflivining af Osama Bin Laden har politikere verden over nærmest stået på nakken af hinanden for at lovprise USA. Der er ingen grænser for de positive tilkendegivelser og den anerkendelse, der er strømmet ud fra så at sige alle verdens hjørner. De positive adjektiver er føget gennem æteren som projektilerne gjorde det mod den fascistiske massemorder.
Naturligvis. Verden er da ubetinget blevet et bedre sted efter massemorderen fik et ukendt antal SEAL-kugler placeret lige midt i ansigtet. Ingen tvivl om det, og derfor ingen kritik herfra af den positive modtagelse amerikanernes imponerende aktion har affødt.
Men, men, men … der er et eller andet galt. Der er en dissonans tilstede, som skurer slemt. Amerikanerne afliver en gal islasmistisk massemorder og modtager fortjent hæder for deres gerning. Da Israel gjorde nøjagtigt det samme i 2004 – og aflivede Hamas åndelige leder, Sheikh Ahmed Yassin – der var direkte ansvarlig for et utal af selvmordsbomber, der var reaktionen fra verdensopinionen og fra de politiske ledere ganske anderledes. For nu at sige det mildt. Ja, faktisk så blev Israel massiv fordømt, sågar af flere EU-lande, og det skyldtes udelukkende et amerikansk veto i FN, at der ikke udkom en official FN-fordømmelse.
Men ret beset er forskellen mellem Bin Laden og Yassin nærmest usynlig. Både kvalitativt og kvantitativt. De var lige moralsk fordærvede og de var begge ansvarlige for tusinder af uskyldige menneskers død.
Hvorfor lovpriser man USA for noget, som man fordømmer Israel for? Hvori ligger den store forskel mellem massemorderen Sheik Yassin og Osama Bin Laden?
Spørgsmålet kan logisk set kun besvares med, at der helt ubestrideligt er en kolossal dobbeltstandard, så snart Israel er indblandet.
Lovprisningen af USA – hvor korrekt den end måtte være – er i den grad med til at udstille verdensopinionens hykleri og antisemtisme.
Ganske enkelt!
