Løkke: Politik er som en cykeltur

Detgår op og, og det går ned – sådan er det både i politik, og når man cykler ibjergene på Tenerife, som Lars Løkke Rasmussen har gjort i den forga...

Ole Birk Olesen,

09/02/2010

Detgår op og, og det går ned – sådan er det både i politik, og når man cykler ibjergene på Tenerife, som Lars Løkke Rasmussen har gjort i den forgangneuge. Det var budskabet til pressenfra statsministeren på hans ugentlige pressemøde her til formiddag.

Lars Løkke Rasmussen sagde på mødet, at han har læst mange gode råd i medierne om, hvad han bør gøre i den aktuelle krise for ham og hans regering, men at han fastholder sit eget tråd op ad bakken og ikke vil lade sig overtale til at skifte til den store klinge med fare for at gå død halvvejs.

Den næste udfordring er at komme med en plan for dansk økonomi, det såkaldte ”konvergensprogram”, som skal afleveres til EU, sagde statsministeren, og det program vil snart blive fremlagt, forsikrede han.

”Som jeg har læst aviserne, både under min ferie og efter min ferie, så kan jeg sagtens se, at det er op ad bakke. Jeg kan sagtens se, at jeg er udfordret, og jeg kan sagtens se, at regeringen er udfordret. Men jeg ved også med mig selv, hvilken plan jeg kører efter, og det afgørende for mig og for regeringen nu er at nå op på den næste bakketop. Og hvad er den næste bakketop? Det er det konvergensprogram, som vi i øjeblikket regner intensivt på, og som vi i øjeblikket bruger meget tid på at diskutere politisk i regeringen. Jeg kan oplyse, at det fremlægges enten sidst på denne uge eller først i uge otte. Ikke i næste uge hvor der er vinterferie, og ferierne skal man jo respektere,” sagde Lars Løkke Rasmussen og fortsatte:

”Hvorfor er det vigtigt? Fordi det er her, vi får det præcise billede på den aktuelle økonomiske situation, som Danmark er i. Og den situation skal vi have klarlagt og identificeret, og så skal vi selvfølgelig give vores politiske svar på, hvordan vi kommer videre. Men vi er nødt til at tage tingene i den rigtige rækkefølge: Identificere problemerne og udfordringen, før vi kan give vores svar.”

De politiske svar på udfordringerne vil komme samtidig med fremlæggelsen af konvergensprogrammet, sagde Lars Løkke Rasmussen:

”Vi vil fremlæge konvergensprogrammet, og der vil regeringen naturligvis også give vores politiske svar på, hvordan vi bringer os videre. I mellemtiden kommer alle til at væbne sig med tålmodighed.”

Herefter fremhævede Lars Løkke Rasmussen regeringens hidtidige indsats.

”Da jeg blev statsminister, sagde jeg, at det, jeg betragtede som min vigtigste mission, var at bringe Danmark sikkert gennem krisen på en måde, hvor vi minimerer de menneskelige omkostninger og sørger for, at Danmark står stærkt på den anden side af krisen. Det er det, vi har forfulgt. Det er derfor vi fører noget nær Europas mest ekspansive økonomiske politik. Det er derfor, vi har fremrykket offentlige investeringer i milliardklassen, så man skal tilbage til mit fødselsår for sidst at se så stor en stigning. Det er derfor, vi har indfaset den største skatteomlægning i nyere tid på en måde, så vi i år stimulerer familiernes købekraft for at give dem optimismen tilbage. Men det er jo også en krisepolitik, som har gjort, at vi henover et år har forvandlet et stort overskud til et meget markant underskud – 154 mia. kr. henover et år. Det, vi arbejder på nu i regeringen, er præcist at kortlægge omfanget af den udfordring med henblik på at kunne give vores svar på, hvordan vi kommer videre,” sagde han.

Og så pointerede Lars Løkke Rasmussen, at de kommende års politiske diskussion mellem regeringen og oppositionen vil handle om økonomien, og hvad der skal gøres i den økonomiske politik.

”Det, vi har brug for nu for at få mere substans i den politiske debat, er at få kortlagt præcist, hvilken økonomisk udfordring Danmark er i. Så må den politiske kamp stå om, hvem der bedst kan håndtere den økonomiske udfordring,” sagde statsministeren.

Kilde: