I sin anmeldelse af den nye portrætbog af Tøger Seidenfaden skriver chefredaktør Bo Lidegaard 18.06., at Seidenfaden definerede sig selv som liberal, og tilføjer: »vel at mærke ikke i den dogmatiske og dermed dybest set antiliberale udgave, som tænketanken Cepos«. Ifølge Lidegaard er jeg og mine kolleger altså dogmatiske og antiliberale.
Her kaster Lidegaard sig tilsyneladende ud i et Foghsk projekt. Fårene skal skilles fra bukkene - de liberale (Bo og Tøger) fra de antiliberale i Cepos.
Jeg undrer mig over to ting. For det første, at Lidegaard har et behov for at sætte en sådan skillelinje op. Og for det andet undrer det mig, at jeg og mine kolleger skal placeres på den forkerte side af den.
Jeg kan personligt til fulde tilslutte mig det citat, hvormed Lidegaard i samme afsnit - og med Tøgers egne ord - beskriver Seidenfadens liberalisme, nemlig opbakningen til »de grundlæggende værdier, der ligger ud over selve flertalsprincippet i demokratiet«. »Det er et begreb som ligeværdighed, og det er for eksempel frihedsrettigheder. I den forstand vil jeg kalde mig selv socialliberal eller kulturliberal. Med det liberale som det centrale«.
MEN BO VIL HAVE Tøger for sig selv. Jeg må ikke lege med. Bo siger, at det er, fordi jeg er »dogmatisk«. Ifølge ordbogen betyder det, at jeg »ledes af visse læresætninger (uden hensyn til de virkelige forhold)«. Det må være det i parentesen, der er det egentlige problem med at være dogmatisk.
Visse læresætninger må vi alle lade os guide af. Det gjorde Tøger jo også, for eksempel - som vi lige har læst - at der er visse grundlæggende værdier, der ligger ud over selve flertalsprincippet i demokratiet, for eksempel ligeværdighed og frihedsrettigheder.
At have visse læresætninger er nødvendigt for at kunne navigere i tilværelsen. De er vores kompas.
Dogmatisk bliver man først, hvis man sejler blindt efter kompasset. Man må også have øjnene åbne for at se, om der lurer farer langs sejlruten.
Modsætningen til dogmatisme er ikke pragmatisme, men principløshed. Og det er som regel - måske altid - den farlige kombination af ledernes dogmatisme og medløbernes principløshed, som fører til ekstremisme, forfølgelse og undertrykkelse. Som den liberal-konservative tænker Edmund Burke skal have sagt: »Alt hvad der kræves for, at ondskaben skal sejre, er, at gode mennesker intet foretager sig«. Principløshed er lige så farligt som dogmatisme.
Hvis der er noget, som plager demokratiet i disse år, er det ikke dogmatisme, men netop partiernes principløse positionering for at tækkes midtervælgerne.
Pragmatismen ligger midt imellem disse to ekstremer.
Den indebærer, at man bruger både sit kompas, altså lader sig styre af visse principper, og sine sanser og sunde fornuft, når man navigerer. En principiel pragmatisme.
BO LIDEGAARD beskylder mig og mine kolleger i Cepos for at være dogmatikere. På hvilket grundlag? Cepos har blandt andet fokus på den offentlige sektors størrelse og på skattetrykket. Det er ikke dogmatisk verdensfjernt. Det udspringer netop af virkeligheden - nemlig det faktum, at Danmark har verdens største offentlige sektor og verdens højeste skattetryk.
Det er ikke dogmatisk at have fokus på verdens største offentlige sektor og at forfægte det synspunkt, at den ikke bør vokse yderligere. Tværtimod har dagbladet Politiken for nylig - lidt sent - tilsluttet sig det synspunkt, at det offentlige forbrug under VK-regeringen er vokset alt for hurtigt. Noget Cepos har advaret imod siden undfangelsen i 2005. Velkommen i klubben, Politiken.
Det er ikke dogmatisk, men bare principfast at insistere på, at retssikkerhed også bør omfatte demonstranter, hvilket førte til Cepos-kritik af den såkaldte 'lømmelpakke'. Det er ikke dogmatisk, men principfast at kritisere, at vidtgående beføjelser til politiet, som blev begrundet og indført som et værn mod terror, pludselig bruges i opklaring af sager, som ikke er relateret til terror.
SEIDENFADEN DISKUTEREDE i 2009 frihed og liberalisme ved et Cepos-arrangement. Her kom han med et blændende forsvar for markedsøkonomi, men markerede også på nogle punkter en uenighed med Cepos (et uddrag af hans indledende tale ligger på vores hjemmeside).
Det er Lidegaard og ikke Seidenfaden, der kalder Cepos dogmatisk og antiliberal. I bogen nøjes Tøger med at konstatere, at det, som Cepos beskæftiger sig med, »ikke er den del af liberalismen, der interesserer mig«. Med andre ord ser han netop Cepos' projekt som liberalt, ikke antiliberalt. Han har blot andre interesser.
Se, dét er liberalt frisind.
(Denne artikel blev bragt i Politiken 25. juni 2011 som min fast klumme Modpol)
