Det er åbenbart rigtigt svært for socialisterne at erkende deres ansvar for at det liberale danske demokrati er blevet forvandlet til et totalitært demokrati. Lissom det i DDR. Så jeg kan godt forstå de forsøger at tørre ansvaret for denne udvikling af på os borgerlige.
Men jeg synes sig bare man må stå ved, hvad man har gjort.
Men for nu at tage den en gang til for Astrid Kragh, Søvndahl, Kjærsgård og alle de andre der ikke kan skelne: det var venstrefløjen der formede Danmark som en tro kopi af DDR ved at institutionalisere alle, børn som voksne, i fagforenings og venstrefløjs-styrede sociale sammenhænge.
Sådan at venstrefløjens folk kunne komme til at forme folk med de rigtige røde holdninger.
Børneinstitutioner, folkeskoler, aftensskoler, ledigheds-kurser, erhvervsskoler, gymnasier, universiteter, interesseforeninger, væresteder for ældre og unge og syge og anderledes, somatiske sygehuse, psykiatriske sygehuse, hjemmepleje, plejehjem, efterskoler og herberger. Samt specialskoler for stort set hver eneste lille særhed vi mennesker kan have.
Med mere.
Det er en svær erkendelse for de fleste, men hvis man tænker over det så er der ikke nogen sociale sammenhænge tilbage i det danske samfund, som ikke styres af socialisterne og fagforeningerne.
End ikke familien er fri, idet voksne mennesker hvis børn er i pædagogernes varetægt, nødvendigvis må være positive overfor de mennesker der kontrollerer deres børns hverdag. Ja, selv sportsklubberne styres stort set kun af pædagoger.
Jeg tror det bedste vi kan gøre fra borgerlig side ved påstande som dem Ole Riisgård fra SF kommer med, er at besinde os på hvori det totalitære består:
Det totalitære samfund opstår når civilsamfundet infiltreres af det offentlige på måder så det offentlige kan nærlæse og nærstyre borgerne både socialt, informationsmæssigt, økonomisk, psykologisk og politisk.
Med hensyn til Kjærsgårds krav om indgreb i frie borgeres ret til at følge udenlandske tv-stationer, så må man se det som en del af den 30-årige symbiotiske samtale mellem venstrefløjen og DF.
Denne samtale har med Kjærsgårds mellemkomst medført, at tolerante borgerlige der argumenterede mod alt for stor en indvandring blev stemplet som racister, hvilket blokerede den saglige debat.
Derfor har der i 30 år ikke kunnet skabes politisk flertal for at bremse indvandringen.
Og den store indvandring har politisk set været meget indbringende for både DF og venstrefløjen.
Pia Kjærsgård har fået magt og indflydelse. Og venstrefløjen har kunnet bruge den til at udvide og konsolidere socialstatens magt og indflydelse i det danske civilsamfund.
Og for mange år siden hjalp indvandringen endda Kjærsgård med at afvikle Glistrups hjertesag: en væsentlig mindre offentlig sektor.
Det giver da stof til eftertanke, synes jeg.
Hvis Kjærsgård vil betragtes som borgerlig må hun altså trække forslaget tilbage.
Ellers må hun finde sig i at blive betragtet som en af dem der bruger den store indvandring til at argumentere for mere socialstat og mindre civilsamfund, altså som socialist.
