Liberal Alliances har haft en lang tilblivelsesproces og partiet er bevæget sig langt fra stifternes oprindelige tilhørs forhold. Det har været spændende at følge. Vi er mange borgerlige, der har været for skuffede over V og K, mange er med god grund utilfredse med, at VK politik har været meget svær at skelne fra den politik som Socialdemokraterne ville føre.
Utilfredsheden hos mange VK vælgere og formodentlig også hos nogle DF vælgere er dog ikke entydig, men skyldes forskellige forhold. De utilfredse er ikke en homogen masse.
Der findes tilsvarende også en utilfredshed hos midtsøgende vælgere, der traditionelt ville stemme socialdemokratisk eller radikal.
Det har været spændende at følge og tolke, hvilke af disse vælgere LA vil forsøge at samle op. Er det højrefløjen fra De Radikale eller er det de VK vælgere, der er skuffede over, at VK ikke har kunnet styre de offentlige udgifter og dermed ladet skatterne vokse. Det kunne også være VK vælgere, der er utilfredse med indvandringspolitikken, men finder DF for socialdemokratisk.
Vi er mange, der med interesse har set på, hvad er LA egentlig for en størrelse? Har vi her svaret på vores frustrationer over VK eller er det blot De Radikale i en ny og mere spiselig udgave. Det eneste, vi som vælgere, kan forholde sig til, er, hvad de siger, hvad deres politik er, hvad de gør og hvem de er.
Deres fire klare politiske målsætninger har ramt lige i hjertet af mange utilfredse borgerlige, men det er ikke nok til at give det fulde billede af, hvad vi får. Der har for nylig været udmeldinger fra LA omkring indvandringspolitik, der har givet en del af os tiltro til, at LA nok ikke sender os tilbage i 90ernes katastrofale politik. Med hensyn til EU politik, har man valgt at formulere en politik, der mest ligner et forsøg på at tilfredsstille de betingelsesløse tilhængere og skeptikerne på engang, her er rigtig meget uld i mund, det betyder at vi som potentielle vælgere må gætte, hvor er de egentlig på vej hen?
Med hensyn til det de gør, da har vi af gode grunde ikke så meget at forholde sig til. De har valgt at følge den borgerlige regering og det er med deres aktuelle styrke også forståeligt. Det ville på nuværende tidspunkt være politisk selvmord, at forsøge, at trumfe deres politik igennem, men et valg, der giver dem præsentation vel over spærregrænsen, vil give vælgerne en forventning om større liberale fingeraftryk. Vi får således næppe mange pejlemærker at gå efter med hensyn til deres aktuelt gennemførte politik.
Hvem er de egentlig, her har vi meget mere at forholde os til. De to frontfigurer, der har markeret sig stærkt som ærkeliberale, mange af os havde nok en skepsis, om de var radikale i ny forklædning. Den skepsis var det lykkedes dem at fjerne, det var derfor imødeset med spænding, hvem de ville opstille. Det ville være endnu et pejlepunkt for potentielle vælgere. Ser vi endelig set lyset, må vi igen opgive dem som et alternativ eller er det blot status quo, hvor de nye kandidater fortsat må kæmpe for at få os til at give LA, deres stemme til os?
Det blev desværre ikke det store skridt frem, overraskelserne udeblev.
Joachim B. Olsen er vel den eneste store overraskelse på listen, det var nok en større overraskelse, da han for kort tid siden støttede socialdemokraterne. Han har aldrig lignet en socialdemokrat. Kandidaterne i øvrigt vil mange af os nok mere opfatte mere som socialliberale end liberale, det er skuffende, da der ligenetop er det, vi har for meget af. Nu må vi se hvordan de agerer frem til valget. Den eneste i gruppen, der er kendt for at være rendyrket liberal, er Ole B.Olesen. Vil han sikre at LA fortsat fremstår som et liberalt parti eller ender vi med et nyradikalt midtsøgende socialliberalt parti? LA har stadig muligheden for at overtage rollen som Danmarks liberale parti, men kandidatlisten sikrer dem bestemt ikke en fribillet.
Personligt havde jeg gerne set Torben Mark Pedersen på listen, Asger Aamund ville også have været et scoop, den konservative Mie Harder eller Kurrild Klitgaard kunne have pyntet på listen. Fraværret af tunge erhvervsfolk er også skuffende.
Kandidatlisten er således hverken et skridt frem eller et skridt tilbage for Liberal Alliance, men fastholder partiet i position, hvor de fortsat skal arbejde hårdt for at overbevise os om, at det ikke er lunken caffé latte i nye kopper.
Øv.
Utilfredsheden hos mange VK vælgere og formodentlig også hos nogle DF vælgere er dog ikke entydig, men skyldes forskellige forhold. De utilfredse er ikke en homogen masse.
Der findes tilsvarende også en utilfredshed hos midtsøgende vælgere, der traditionelt ville stemme socialdemokratisk eller radikal.
Det har været spændende at følge og tolke, hvilke af disse vælgere LA vil forsøge at samle op. Er det højrefløjen fra De Radikale eller er det de VK vælgere, der er skuffede over, at VK ikke har kunnet styre de offentlige udgifter og dermed ladet skatterne vokse. Det kunne også være VK vælgere, der er utilfredse med indvandringspolitikken, men finder DF for socialdemokratisk.
Vi er mange, der med interesse har set på, hvad er LA egentlig for en størrelse? Har vi her svaret på vores frustrationer over VK eller er det blot De Radikale i en ny og mere spiselig udgave. Det eneste, vi som vælgere, kan forholde sig til, er, hvad de siger, hvad deres politik er, hvad de gør og hvem de er.
Deres fire klare politiske målsætninger har ramt lige i hjertet af mange utilfredse borgerlige, men det er ikke nok til at give det fulde billede af, hvad vi får. Der har for nylig været udmeldinger fra LA omkring indvandringspolitik, der har givet en del af os tiltro til, at LA nok ikke sender os tilbage i 90ernes katastrofale politik. Med hensyn til EU politik, har man valgt at formulere en politik, der mest ligner et forsøg på at tilfredsstille de betingelsesløse tilhængere og skeptikerne på engang, her er rigtig meget uld i mund, det betyder at vi som potentielle vælgere må gætte, hvor er de egentlig på vej hen?
Med hensyn til det de gør, da har vi af gode grunde ikke så meget at forholde sig til. De har valgt at følge den borgerlige regering og det er med deres aktuelle styrke også forståeligt. Det ville på nuværende tidspunkt være politisk selvmord, at forsøge, at trumfe deres politik igennem, men et valg, der giver dem præsentation vel over spærregrænsen, vil give vælgerne en forventning om større liberale fingeraftryk. Vi får således næppe mange pejlemærker at gå efter med hensyn til deres aktuelt gennemførte politik.
Hvem er de egentlig, her har vi meget mere at forholde os til. De to frontfigurer, der har markeret sig stærkt som ærkeliberale, mange af os havde nok en skepsis, om de var radikale i ny forklædning. Den skepsis var det lykkedes dem at fjerne, det var derfor imødeset med spænding, hvem de ville opstille. Det ville være endnu et pejlepunkt for potentielle vælgere. Ser vi endelig set lyset, må vi igen opgive dem som et alternativ eller er det blot status quo, hvor de nye kandidater fortsat må kæmpe for at få os til at give LA, deres stemme til os?
Det blev desværre ikke det store skridt frem, overraskelserne udeblev.
Joachim B. Olsen er vel den eneste store overraskelse på listen, det var nok en større overraskelse, da han for kort tid siden støttede socialdemokraterne. Han har aldrig lignet en socialdemokrat. Kandidaterne i øvrigt vil mange af os nok mere opfatte mere som socialliberale end liberale, det er skuffende, da der ligenetop er det, vi har for meget af. Nu må vi se hvordan de agerer frem til valget. Den eneste i gruppen, der er kendt for at være rendyrket liberal, er Ole B.Olesen. Vil han sikre at LA fortsat fremstår som et liberalt parti eller ender vi med et nyradikalt midtsøgende socialliberalt parti? LA har stadig muligheden for at overtage rollen som Danmarks liberale parti, men kandidatlisten sikrer dem bestemt ikke en fribillet.
Personligt havde jeg gerne set Torben Mark Pedersen på listen, Asger Aamund ville også have været et scoop, den konservative Mie Harder eller Kurrild Klitgaard kunne have pyntet på listen. Fraværret af tunge erhvervsfolk er også skuffende.
Kandidatlisten er således hverken et skridt frem eller et skridt tilbage for Liberal Alliance, men fastholder partiet i position, hvor de fortsat skal arbejde hårdt for at overbevise os om, at det ikke er lunken caffé latte i nye kopper.
Øv.
