Ud af Danmarks forbehold over for EU er der kun et, som vi for alvor har en interesse i at få ophævet: sommerhusforbeholdet eller sommerhusreglen, der fulgte med, da Danmark indtrådte i EF i 1972. Reglen betyder i al sin enkelhed, at mens vi kan købe ejerlejligheder i Berlin, kan tyskerne ikke købe et sommerhus i Danmark. Vi kan købe fritidshuse over alt i EU. De andre EU-borgere kan ikke købe hos os. En fjernelse af forbeholdet vil kunne skabe mulighed for at få gang i salget af sommerhuse og ferielejligheder. Det vil skabe vækst og øget turisme. Ligesom vi ser det med danskernes lejligheder i Berlin, vil der jo ske det, at de nye ejere udlejer eller udlåner deres fritidsbolig i Danmark til andre, så huset ikke kun er i brug de få uger, almindelige arbejdstagere har ferie. Det vil altså være en fordel for os at droppe forbeholdet. Og derfor skal vi gøre det. At det så også er dobbeltmoralsk at holde andre ude af et marked, vi selv med glæde er med i, kan man tage med i argumentationen efter smag og behag.
Sådan nogenlunde argumenterede jeg ved et debatmøde om EU afholdt af Folkebevægelsen mod EU og Europa-bevægelsen under valgkampen. Selv om EU bliver brandaktuelt i den kommende tid, var der stort set ingen fokus på sagen under valgkampen. Debatten er svær, og de fleste har en interesse i at undgå den, så længe det kan lade sig gøre.
I øjeblikket nævnes Villy Søvndahl som mulig udenrigsminister, men man ser for sig, hvilke kvaler Helle Thorning og Margrethe Vestager må have det med en en SF’er på posten. SF er imod euroen og kun lunkent med på at se på de øvrige forbehold.
Også jeg er pragmatisk indstillet med hensyn til Danmarks medlemskab af EU. Lige så utænkeligt jeg finder det at være helt imod, lige så umuligt forekommer det mig at skulle udvide unionens magtbeføjelser. For mig at se er et internationalt samarbejde om et frit og åbent marked til fremme af fred og sameksistens en oplagt liberal vindersag. EU var reelt rammen om en fredelig omstilling i Østeuropa efter murens fald med Jugoslavien som den triste undtagelse. Samtidig finder jeg det lige så oplagt at vende mig mod bureaukrati, centralisme og lukkethed. Derfor er det ikke en udbyggelse af EU's institutioner der skal være rammen om fremtidens samarbejde i EU. Reelt er det heller ikke en diskussion af de danske forbehold der presser sig mest på i nærmeste fremtid – bortset fra sommerhusreglen, der også handler om noget dejligt konkret og nærværende og ikke blot en abstrakt snak om at ”sidde med ved bordet”.
Vi skal også huske på, at de øvrige EU-lande lever fint med vores undtagelser. Indvendingen plejer så at være, at de kun går ud over os selv. Men spørgsmålet er, om ikke vi også lever udmærket med forbeholdene.
Lad os tage dem et for et – idet jeg springer forbeholdet over for EU-statsborgerskabet over, da det ikke er aktuelt længere: 1) Forsvarsforbeholdet: Danmarks deltagelse i mange internationale aktioner gennem de sidste ti år peger ikke ligefrem på et kæmpe behov for at udvide muligheden for deltagelse i krige. Vi kan være med, hvis vi finder det nødvendigt. Men en folkeafstemning om en ophævelse af forbeholdet ville alt andet lige meget naturligt komme til at dreje sig om, hvor mange nye aktioner danske jenser nu skulle sendes ud i. Jeg tror, mange snart ønsker nye bud på løsninger og mindre krudt og færre kugler i dansk udenrigspolitik. Derfor er der ikke noget reelt behov for at tage forbeholdet op – og det vil heller ikke være muligt at få igennem.
2) Retsforbeholdet: Reelt handler dette forbehold i dag om muligheden for at føre en strammere udlændingepolitik end resten af EU. Forbeholdet kan altså ikke hæves uden at forære DF en oplagt vindersag. Ønsker man derimod en ”åbne grænser, lukkede kasser-politik” som os, kan den indføres helt uden om EU-diskussionen, og det bliver dermed svært at pege på et konkret behov for at hæve retsforbeholdet.
3) Euroen. Ingen tror længere på, at euroen skal indføres i Danmark for at skabe vækst, som der blev argumenteret under folkeafstemningerne for ti og femten år siden. Euroen er og bliver et politisk projekt der går ud på at forene Europa og bør sælges som sådan og ikke alt muligt andet. På ovennævnte debatmøde sagde Lars Weiss fra S, at det gerne måtte gøre ”lidt ondt” at indføre euroen. Det tror jeg er så langt fra virkelighedens verden, som man næsten kan komme, og der er derfor ikke så meget andet at sige til diskussionen, at så længe EU’s lande ikke kan enes om en holdbar økonomisk politik, bliver det svært at skulle overbevise befolkningen om en ændring af tilstanden. Med Sydeuropa i økonomisk kollaps er det svært at se Danmark pludselig tilslutte sig euroen og heller ikke noget der ville gøre hverken fra eller til i det store billede.
Samlet set er det realistiske bud på en europapolitik i de kommende år en institutionel status quo. Vi deltager positivt i samarbejdet og indfører ikke nye barrierer eller toldmure (!), men vi kaster os heller ikke ud i en masse forandringer.
Man vil typisk møde en overordnet indvending mod de ovenstående linje, og dem mødte jeg da også på debatmødet sidste torsdag: er det ikke for slapt blot at være imod ændringer af forbeholdene, fordi man ikke mener, at det er muligt at vinde en folkeafstemning?
Til det er der jo det at indvende, som Søren Søndergaard af alle mennesker så rigtigt fremførte på mødet, at hvorfor skal vi ønske os alle mulige gode gaver indført – bedre miljø, bedre familiesammenføringsregler mv. indført via Bruxelles, hvis det ikke kan lade sig gøre at overbevise vælgerne i Danmark om det rigtige i det politiske indhold?
Men vi skal have åbnet op for salget af fritidshuse, og vi skal have flere til at lægge deres penge her i Danmark.
