Hvad er i grunden de fælles samfundsanliggender, og hvordan bør de logisk finansieres? Findes der en logisk begrundelse for at opkræve skat på arbejdsindkomst? Uanset hvordan disse spørgsmål besvares, ender man i den fordelingspolitiske udfordring, der fremover vil blive stadig vanskeligere at løse, så hvis nogen har gode forslag, er det et passende tidspunkt at komme frem med dem.
Løn er bare et tal
Dybest set, er lønindkomst kun et tal, der udtrykker den modydelse i penge arbejdsgiver skal præstere for at kunne råde over arbejdstagers arbejdskraft. At råde over arbejdskraft indebærer, at det grundlæggende er arbejdsgiver, der formulerer det projekt, der skal arbejdes på, og hvis arbejdsgiver vil vedblive med at være arbejdsgiver, skal projektet helst give et afkast, der er stort nok til at vedligeholde virksomheden og arbejdsgivers privatforbrug. Virksomheden består ud over de ansatte af de produktionsmidler, der er nødvendige for at realisere projektet. Det er arbejdsgiver, der kontrollerer produktionsmidlerne og løber risikoen for, om projektet giver afkast. Arbejdstagers eneste risiko er, og arbejdsgiver har vilje og evne til at indfri aftalen om modydelse.
I gamle dage på stavnsbåndets tid
I et frit samfund har arbejdstager i princippet mulighed for til enhver tid at opsige aftalen med arbejdsgiver, hvis en mere attraktiv aftale kan indgås andet sted. Sådan har det ikke altid været. Engang var landarbejderne bundet til godsejeren af stavnsbåndet, hvilket betød, at landarbejderen ikke uden godsejerens tilladelse kunne forlade det gods, hvor han var født. I dag ville vi kalde det slaveri, men det fungerede, for det var i godsejerens interesse, at godset blev drevet af stærke og til formålet veluddannede folk, for godserne havde en meget vigtig samfundsmæssig opgave med at brødføde hele landets befolkning. Desuden havde godserne også en fælles egeninteresse i at sørge for rigets indre og ydre sikkerhed, for ligesom nu fandtes der jo også dengang svindlere, platugler, mordere og røvere. Og hvad er krig andet end statsorganiseret røveri? Sikkerhed handlede om at fastholde kontrollen over produktionsmidlerne. For at pleje denne fælles egeninteresse, stillede godsejerne våbenføre mænd til hæren, og sikrede et efter datidens standard nogenlunde velfungerede retssystem.
Borgerstanden og senere industrialiseringen fik dette system til at bryde sammen, fordi samfundets formue ikke længere entydigt var bundet til den basale fødevareproduktion. Det har gjort begrebet produktionsmidler mere abstrakt, indtil det i vort nuværende informationssamfund næsten har mistet sit indhold. Samtidig er Maslows behovspyramide blevet vendt på hovedet. Selv om daglig føde og ly stadig er en nødvendighed, fylder disse basale behov påfaldende lidt i mediernes reklamestrømme og livsstilsprogrammer. Men sådan er det nu engang: Hvor der er et behov, er der en efterspørgsel, og hvor der er en efterspørgsel, er der et marked.
På stavnsbåndets tid var kontrollen over produktionsmidlerne centreret om godserne, nu er den koncentreret i multinationale koncerner, men fælles for begge tidsaldre er, at efterspørgslen kommer fra arbejdstagerne. Ud over sikkerhed, er det således også i høj grad en fælles arbejdsgiverinteresse at sikre arbejdstagerne en økonomi, der gør det muligt for dem at efterspørge produkterne.
Konklusionen på dette er, at samfundets fælles funktioner i sidste ende er til for arbejdsgivernes skyld, så hvorfor er det så ikke kun arbejdsgiverne der skal betale skat, ligesom det var på stavnsbåndets tid? Hvor kommer idéen om skat af lønindkomst fra?
Teori om indkomstskattens oprindelse
Måske er den vokset ud af solidaritetstanken. På stavnsbåndets tid var solidaritet blandt landarbejderne en simpel nødvendighed for overlevelse: Gik det dårligt for én familie på grund af misvækst, sygdom, ulykke eller lignende, trådte de øvrige familier til og delte af det lidt de havde. Sådan var det bare, fordi alle havde personlige erfaringer med lignende situationer, og vidste, at de ville blive genstand for den samme omsorg, hvis ulykken ramte dem. At sætte sig udenfor dette fællesskab, kunne betyde den visse død.
Denne kultur fulgte med, da indvandringen til byerne tog fart, men skiftede gradvis karakter fra naturalie- til pengeøkonomi: Man lod hatten gå rundt, så en kollega kunne få råd til at blive gift, oprettede indsamlingsforeninger (som f.eks. Propforeningen til fattige konfirmanders beklædning) og senere sygekasser til dækning af medlemmernes lægeudgifter. Ret hurtigt skete der imidlertid en meget skelsættende forandring, nemlig fremmedgørelsen. Hvor der i begyndelsen var en klar bevidsthed om at det var ”Olsens søn i nr. 4” eller ”Jensens enke med de 8 børn”, man hjalp, blev afstanden mellem ydere og nydere hurtigt større, og med tabet af den direkte empati blev tilskyndelsen til at ”slippe billigst muligt om det” større. Skattesnyderiet var født.
Finansielt er det selvfølgelig en god idé at ligge de indsamlede midler i fælles kasser i stedet for at gemme dem i pudebetrækket. Nogle af disse kasser er forblevet på private hænder som f.eks. forsikrings- og pensionsselskaber, mens en ret betydelig del efterhånden er blevet dirigeret over i statskassen, hvorved enhver forbindelse til det enkelte menneskes solidaritetsfølelse og empati er blevet brudt. Ikke helt, dog. Danskerne kan stadig mobilisere empati og giver frivilligt over 60 millioner årligt til de store humanitære landsindsamlinger. Det er imidlertid påfaldende, at Kræftens Bekæmpelse kan indsamle næsten lige så meget som Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp tilsammen. Vi har nemmere ved at relatere os til kræftramte i Danmark end til sultne og katastroferamte i fjerne lande, hvor befolkningen ikke engang ligner os. Andre indsamlinger som f.eks. Julemærkehjemmene og Børnehjælpsdagen kæmper derimod for deres overlevelse, fordi vi er ved at vænne os til, at deres mærkesager er en offentlig opgave.
Det er derfor nærliggende at konkludere, at hvis skat på lønindkomst oprindeligt har været begrundet i et solidaritetsprincip, så har det haft den stik modsatte virkning. I stedet for aktivt at tage ansvar for at lokalsamfundet fungerer praktisk og socialt, har vi danskere vænnet os til passivt at vente på, at ”staten” eller ”kommunen” tager sig af det. Eftersom stat og kommune fungerer efter regelsæt og ikke efter medfølelse, er dette en meget uhensigtsmæssig konstruktion. Endvidere konstituerer det den offentlige sektor som en ny form for godsejer, blot med den væsentlige forskel, at der ikke er nogen egeninteresse at pleje, bortset fra de politiske partiers kamp om magten.
[[Heldigvis er der blandt levebrødspolitikerne en række personligheder, der markerer sig ved dybfølt og idealistisk at tjene Danmark til landets bedste. Disse politikere fortjener stor anerkendelse og befolkningens taknemmelighed.]]
Stavnsbåndet er genindført (eller måske aldrig afskaffet)
Tilbage til stavnsbåndet. Med et ledighedstal på 117.000 er dette i praksis genindført. Der kan fortælles mange beretninger fra det virkelige liv om ansatte, der finder sig i de mest urimelige vilkår, fordi der ikke er andet arbejde at få. Dette foregår ikke mindst indenfor den offentlige sektor, så det er endnu et eksempel på, at det oprindelige solidaritetsprincip er ophørt med at eksistere. Men selv under fuld beskæftigelse, har arbejdspladsen overtaget godsets rolle som hjemsted for primærgrupperne (se min klumme af 13/6-2011). Set ud fra dette perspektiv kan der drages en række konklusioner:
- Magten ligger ikke i Folketinget, men hos dem, der kontrollerer produktionsmidlerne, dvs. nutidens godsejere.
- Nutidens godsejere agerer globalt, hvilket yderligere er med til at svække de nationale parlamenters indflydelse.
- Nutidens godsejere har en egeninteresse i en effektiv infrastruktur til transport af gods, arbejdskraft og information.
- Nutidens godsejere har en egeninteresse i sundhedsvæsenet til at vedligeholde helsetilstanden i arbejdsstyrken.
- Nutidens godsejere har en egeninteresse i uddannelse og forskning for at sikre arbejdskraft, der bedst muligt kan håndtere og videreudvikle produktionsmidlerne.
- Nutidens godsejere har en egeninteresse i indkomstudjævning, fordi en bred mellemklasse med jævne indkomster giver er større multiplikatoreffekt end en lille rig overklasse og en stor fattig underklasse.
- Nutidens godsejere har en egeninteresse i sikkerhed mod faktorer, der truer produktionsmidlerne. Denne sikkerheds tilvejebringes gennem kriminalitetsforebyggelse og –bekæmpelse, uafhængige domstole og militært forsvar.
- Og nutidens godsejere har brug for stabilitet, dvs. i en befolkning, der er så tilfredse, at voldelige samfundsomvæltninger kan undgås. Derfor vil der være en række velfærdsydelser, som godsejerne har interesse i at investere i, selv om de ikke direkte giver afkast på bundlinjen.
Eftersom det ensidigt er nutidens godsejere interesser, der plejes, følger det logisk, at det også er dem, der betaler for det. Så kan man kalde det skat, joint ventures eller noget helt andet, og den komplicerede opgave med at fordele omkostningerne retfærdigt mellem store og små virksomheder, er i princippet arbejdstagerne uvedkommende. Arbejdstagerne forventes til gengæld at opfylde deres bestemmelse: At arbejde, at forbruge og at reproducere sig. Hvis der blandt arbejdstagerne lokalt, regionalt eller nationalt eksisterer et solidarisk ønske om at løse fælles opgaver, som f.eks. omsorg for uarbejdsdygtige individer, følger det lige så logisk, at disse opgaver skal organiseres og løses for arbejdstagernes regning uden indblanding og sammenblanding med arbejdsgiverinteresserne.
Liberalisternes Lykkeland eller helvede?
Lyder det ikke som Lykkeland for enhver liberalist? Det ville også være så smukt, hvis det ikke var fordi at hele konstruktionen bygger på, at der er balance mellem den samlede tilgængelighed til produktionsmidler, den samlede arbejdsstyrkes størrelse og den globale efterspørgsel. Men det er der ikke, og ubalancerne eskalerer.
Der er en fysisk overgrænse for adgangen til produktionsmidler. Den begrænsede adgang til energi er antageligt det mest påtrængende problem. Vi kan snart se en ende på Jordens beholdning af fossile energikilder, og de har jo også kedelige miljømæssige sideeffekter. Kernekraft bygger også på en endelig ressource, og selv om det skulle lykkes at lave jordskælvssikre a-kraftværker, er der mange, der er betænkelige ved muligheden for at benytte affaldsprodukterne til fremstilling af masseødelæggelsesvåben. Vandkraftværker har vist sig at belaste økosystemerne, og de øvrige såkaldte vedvarende energikilder har indtil videre ikke indfriet forventningerne. Også andre af Jordens ressourcer er tæt på at være opbrugte, her skal blot nævnes overfiskning og tømning af miner.
Indenfor de givne produktionsmidler er gevinstmaksimering arbejdsgivers centrale fokus. Dvs. at skabe den størst mulige værditilvækst ved tilføjelse af mindst mulig arbejdskraft. Teknologisk innovation tjener primært dette formål, og har siden oplysningstiden været meget succesrig. Flere og flere manuelle arbejdsfunktioner bliver forældende eller overflødige. Det er i forbrugernes interesse, at arbejdsgiver tager disse rationaliseringsgevinster hjem, for det gør produkterne billigere og dermed mere tilgængelige.
Men hvis mængden af produktionsmidler er givet, og behovet for manuel bearbejdning er faldende, betyder dette sammen med en voksende verdensbefolkning, at en stadig større andel af de arbejdsduelige individer kommer til at stå uden adgang til meningsfuld beskæftigelse, og dette skaber et fordelingsproblem i en økonomi, hvor et arbejdsforhold er en betingelse for selverhvervet indkomst. Hvis ikke presset fra de ledige og (efter liberalistiske principper) fattige masser skal true samfundenes stabilitet, må der findes en anden mekanisme end ansættelsesforhold til udjævning af indkomstforholdene. En mekanisme, der ikke ideologisk kan rummes indenfor de kendte politiske hovedretninger, og som hverken behøver at være logisk eller retfærdig, men alene tjener to ting: For det første at reducere risikoen for voldelige samfundsomvæltninger, og for det andet at begrænse verdens samlede forbrug til de til rådighed værende ressourcer.
Hvis nogen har gode forslag til løsning af denne udfordring, er det et godt tidspunkt at komme frem med dem nu.
