Joachim B. Olsen: Jeg er stolt af at være kendt

Af Kristian Bo Eriksen, 180Grader

Kristian_Bo_Eriksen

08/03/2011

Af Kristian Bo Eriksen, 180Grader.dk

UGENS VALGBAROMETER: Spidskandidaten for Liberal Alliance i Københavns omegns storkreds, Joachim B. Olsen, har svært ved at se, at det skulle være et problem, at han er kendt. Især TV2 kritiserede efter weekendens landsmøde LA for at have for mange uerfarne folketingskandidater, der først og fremmest er opstillede, alene fordi de er kendte.

  

”Jeg kan slet ikke se, at det er et problem, at jeg er kendt. Jeg er er stolt af det. For jeg er kendt for at være sportsmand, og mine resultater som kuglestøder har krævet vedholdenhed, fokus og en høj grad af målrettethed. Det er vel ikke så dårligt,” siger Joachim B. Olsen til 180Grader: 

”Selvfølgelig kvalificerer det ikke i sig selv til blive politiker, at jeg er kendt. Til gengæld er der vel ingen der siger, at fordi man er god til én ting, kan man ikke være god til andet.”


”Det var jo heller ikke sådan, at jeg gik ind i politik fra den ene dag til den anden. Jeg havde mange samtaler med Anders Samuelsen om mine holdninger og partiets politik, før jeg blev kandidat.”

Inspireret af USA

Det er da heller ikke politiske holdninger, der mangler hos Joachim B. Olsen. Især er han drevet af sine oplevelser i USA. Han boede i forbindelse med sin karriere som kuglestøder fire år i USA, og det var noget af en øjenåbner for ham.


”Jeg oplevede, da jeg flyttede hjem til Danmark, hvor dårlige vilkår, friheden har i Danmark. Vi adfærdsregulerer, så alle passer ind i systemet på en måde, jeg synes, er næsten umoralsk.”


Joachim B. oplevede en helt anden verden i USA: ”Her er staten på afstand. Det giver en helt fantastisk følelse af frihed.” 

Men han stiller også  op, fordi han støtter partiets andre mærkesager. For eksempel den økonomiske politik.

”Det giver en dejlig sikkerhed, at vi har en økonomisk politik, der ligger fint på linie med mange økonomers anbefalinger. Vi har løsningerne, der er holdbare. Det giver selvtillid.”


Joachim B. Olsen ærgrer sig lidt over, at valget ikke blev udskrevet allerede lige efter nytår.


”Da var det som om, blå blok havde lidt momentum. Nu er det mere sådan, at der er stilstand i dansk politik. Men vi må kæmpe videre. Intet er afgjort. Jeg tror faktisk, regeringens største problem er, at den har siddet så længe. Der er sådan en uskreven regel i dansk politik om, at en regering ikke kan sidde ud over 10 år. Det har den nuværende imod sig. Så er det jo ekstra ærgerligt, at Venstre og Konservative ikke har brugt de 10 år på reformarbejde. Så havde Danmark været i en langt bedre situation i dag. En situation, der ville minde om den, der er i Tyskland og Sverige med højere vækst.”

LA kan flytte vælgere over midten

Det, der kan gøre en forskel, er Liberal Alliances succes, mener Joachim B. Olsen:

”Vi kan afgøre valget. Godt nok trækker vi nok flest vælgere fra andre borgerlige partier. Men vi trækker også vælgere fra de Radikale. Jeg har faktisk også mødt mange socialdemokrater, der er enige med os. Men det er tit svært at flytte krydset. Mange stemmer jo ikke kun af politisk overbevisning. Der er også et mål af tradition og vane, som vi skal prøve at bryde.” 

”Faktisk er vi vel det eneste rigtige arbejderparti. Vi satser på vækst og dermed arbejdspladser frem for et liv på overførselsindkomst. Det tror jeg mange, der traditionelt stemmer socialdemokratisk, godt kan forstå.”

Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.

"Ugens valgbarometer" vender tilbage en gang om ugen frem til valget, hver gang med en ny interviewperson.

Kilde: