For flere mennesker er problemet for Ole Sohn ikke, at han hyldede et totalitært system, men at timingen var forkert. Alle og enhver vidste i årtier før 1989, at de kommunistiske stater var totalitære og menneskeundertrykkende. Altså var det moralsk belastende at være kommunist - for ikke at tale om DKP-formand. Vi har her at gøre med en moden mand, der for blot 21 år siden hyldede et regime, der solidt undertrykte et helt folk, og sågar myrdede adskillige af dem. En mand, der potentielt står til at besætte en magtfuld position i en socialdemokratisk ledet regering. Så er det vel fuldt ud berettiget samt sagligt, at der kan rejses en række spørgsmål omkring ham. De spørgsmål må han "leve med", idet han er en fremtrædende politiker, der meget vel kan gå hen og bliver minister i en ny regering.
Andre har formentlig gjort noget meget værre, men det kommer ikke sagen ved - det er sagen Ole Sohn som man skal forholde sig til. Det sære er jo, at skønt alle ivrigt deltager i den almindelige hetz mod nazister, så er holdningen over for kommunister helt anderledes blød. Havde Ole Sohn været en tidligere formand for DNSB og ikke for DKP, så havde folk hylet op ved udsigten til, at han måske bliver minister. Hvorfor denne bemærkelsesværdige forskel? Kommunister er jo mindst lige så "ekstremistiske" som nazister, hvis dette udtryk da overhovedet giver mening og ikke bare udtrykker et småborgerligt snæversyn.
Ole Sohns antidemokratiske fortid har været oppe flere gange før - hver gang siger Ole og støtterne, at han jo har gjort op med sin fortid i sine bøger, hvilket bringer journalisterne til øjeblikkelig tavshed. Måske er det fordi journalisterne ikke har brugt tid på hans forfatterskab – find venligst de passager i Ole Sohns bøger, der giver hans efterrationaliserende syn på, hvordan han kunne opkaste sig til formand for et antidemokratisk parti økonomisk støttet af et imperium, der truede Danmark med atomkrig. Enten har han gjort op med fortiden, og så skal han ikke længere rives det i næsen – eller også er der intet reelt (dvs. personligt) opgør og det skal/kan få konsekvenser for hans politiske fremtid.
Til trods for Ole Sohns tidligere kærlige forhold til marxistisk totalitarisme, må jeg indrømme, at den dubiøse plan Fair Løsning er langt mere interessant at diskutere end Sohns tvivlsomme fortid. Skulle man ikke hellere sætte planen under granskningens lys – Sohn har jo bidraget til denne? Fair løsning er grundlæggende i bedste fald socialistisk betontænkning omskrevet i moderne og letforståelige teser og i værste fald tolkningen til en langt mere centralstyret stat med kollektivisering og formynderi som udgangspunkt for yderligere skatter og eliminering af fritænkning og personligt ansvar. Ole Sohn luner sig sikkert ved tanken kan man forestille sig. Skulle man ikke hellere diskutere de reelle problemer, at Danmark har over to millioner på overførselsindkomst, og et kæmpe hul i statskassen. Dertil kommer, at firmaer på stribe flytter produktionen væk fra DK. Skulle man ikke give Sohn og kammeraterne mindre at lune sig ved?!
