Hizb ut-Tahrir og en danske venstrefløj har visse lighedstræk. Men Hizb ut-Tahrir er en del af en langt farligere bevægelse, som man bør imødegå.
Når venstrefløjen går imod krigen i Afghanistan skyldes det – oftest – en misforstået selvhad rettet mod vestlige værdier, som er en udløber af den udvandede marxisme, der hurserede op igennem den kolde krig, og som reelt blot er anti-amerikanisme og anti-vestlighed. Venstrefløjens politiske ståsted blev defineret negativt og dermed rettet indad i de samfund, som disse marxister selv var en del af. Dette omsættes i dag til argumenter om, at krigen er udtryk for arrogance og imperialisme, og man afsværger, at vestlige samfund skulle besidde værdier stærkere og mere ophøjede end andre samfunds. Det er reelt et udtryk for en anerkendelse af, at man har tabt værdikampen mellem de vestlige kapitalistiske værdier og de socialistiske, men som enhver dårlig taber manifesterer denne anerkendelse sig ikke i respekt og åben anerkendelse, men derimod en afsværgelse kampens præmis, som i dette tilfælde bliver til en værdierelativisme – den filosofiske, politiske udgave af ‘det var dommerens skyld’. Når ikke ens egne værdier sejrer, er der ingen vinder.
Hizb ut-Tahrir derimod er markant anderledes. De har ikke anerkendt noget nederlag, end ikke indirekte, og de opfatter deres værdier som ophøjede. Værdier der blandt andet foreskriver kvindeundertrykkelse og korporlig afstraffelse. Deres projekt er ikke bare politisk, men også religiøst – i Hizb ut-Tahrirs optik to sider af samme sag. Der er et klart mål, Kalifatet, og man siger åbent, at danske soldater må og bør lade livet.
Venstrefløjen og Hizb ut-Tahrir har dog én ting til fælles. De maskerer begge deres politiske projekt bag konspirationsteorier om vestligt imperalisme og en af dem opfundet geopolitisk dagsorden, som de føler sig stødt af. Men hvor den danske venstrefløj reelt blot er tøsefornærmede over gammelt nag fra den kolde krig – ingen af dem råbte jo op, da Sovjet invaderede Afghanistan – så spiller Hizb ut-Tahrir fornærmede, over hvad de kalder en besættelsesmagt, for at fremme muligheden for deres utopi om et Kalifat. Og selvom Hizb ut-Tahrir også repræsenterer anti-vestlighed, så er deres projekt primært positivt defineret og promoverer indædt et alternativ til den vestlige verdens samfundsform, det liberale demokrati.
Den anti-vestlighed som Hizb ut-Tahrir repræsenterer er altså ikke bare mere omfattende og mere velfunderet, end det den danske venstrefløj agiterer for. Hizb ut-Tahrirs mål er ultimativt en undergravning af hele den danske politiske præmis, så de kan sætte et kalifat i stedet. Alt sammen i Islams og den hellige profet Muhammeds navn.
