Fire danske historikere vil have svar på, om Ole Sohn som DKP-formand modtog penge fra Moskva.
...
Regeringen har med støtte fra Enhedslisten afvist et forslag fra Dansk Folkeparti, der ville pålægge regeringen at kontakte russerne for at få adgang til præsidentarkivet. Men hvad regeringen ikke vil, forsøger historikerne Morten Thing, Kurt Jacobsen, Bent Jensen og Niels Erik Rosenfeldt nu at gennemføre.
I et brev har de foreslået rigsarkivar Asbjørn Hellum at kontakte de russiske arkivmyndigheder for at undersøge muligheden for at kopiere og hjemføre dokumenter i præsidentarkivet vedrørende det sovjetiske kommunistpartis økonomiske støtte til DKP i perioden 1980-91.
»På den måde kunne vi få af- eller bekræftet, hvad Ole Sohn har sagt. Det ville være en fin slutsten på en lang diskussion,« begrunder Morten Thing, forskningsbibliotekar og dr.phil. ved Roskilde Universitet, henvendelsen.
Netop de fire historikere bag brevet har tidligere siddet i et udvalg, der hjalp Rigsarkivet med at få en aftale i stand om hjemtagelse af andre dokumenter fra præsidentarkivet. Ifølge Morten Thing er det deres håb, at Rigsarkivet af den grund vil se velvilligt på henvendelsen.