"Vi har løsningen, vi har løsningen", brøles der uhæmmet fra alle sider af folketinget. Som i de små klasser, når læreren spør' om noget, alle kan svare på: "Mig, mig, MIG", mens de små labber vifter som tilskuerbølger over podernes lyskrøllede hoveder.
Engang sagde man, at beskedenhed og ydmyghed er dyder. Det er der vel stadig en vis sandhed i, dog ikke i politik. Her er ubeskedenhed og bedrevid selve drivkraften i forførelsens kunst. Inkompetencen er desværre ofte følgesvenden, som mange nok fornemmer, men ikke vil se, denne store, nøgne kejser, som kun ganske få tør udpege. Derfor burde politik også være det umuliges kunst, som i kunsten at få kynisk intelligens til at fremstå som visdom! Det burde faktisk ikke være muligt, men ved Gud i Himlen, hvor der arbejdes på den sag, og det værste er, at det lykkes. Igen og igen. Fordi vi af uransalige årsager tillader det. Pompøse løfter, altid rettet mod en fremtid, der i sagens natur ikke kan spås om, men også løfter, historien for længst har dømt ude, slynges fortsat i hovedet på os med dommedagskraft. Og tages STADIGT for gode varer! En farce - nej, tragedie af dimensioner, der fortæller lige så meget om os som vælgere, som om det spin, der fabrikerer og tilskærer disse løfter efter statistikker og meningsmåling på måling i så lind en strøm, at selv en sødmælkskalv bliver misundelig. Vi sluger mere og mere råt, hvad enten det er kritikken af de andre, eller endnu bedre: den politik, vi i lykkelig uvidenhed selv tror på. Men det forbliver råt for usødet, for virkeligheden er meget mere end meninger, politik og gætterier - virkeligheden er faktisk virkelighed, og den har jo en uforskammet evne til at indhente os - igen og igen. Just som vi troede, det hele gik så godt, så var det skidt alligevel... Men vækker det os, vågner vi op til at indse, at vi lader os forføre af veltalere, hvis største aktiv netop kun er formuleringsevnen, ikke indsigten, kompetencen og slet, slet ikke ydmygheden? Hvornår var det egentlig, der blev lighedstegn mellem det, at være politiker og så indsigten til visdomsfyldt at kunne lede en hel befolkning? Hvornår begyndte politikerne selv at tro på, at blot fordi de blev valgt, havde de per automatik også evnerne og kompetencerne til at regere et helt land? Dette gigantiske selvbedrag, som alene hos os har daglige konsekvenser for millioner af mennesker, hvornår opstod det? Og hvorfor er der egentlig ikke for længe siden blevet indført et pointsystem til bedømmelse af MF'ernes menneskelige egenskaber, åndelige habitus, moral og etiske værdier?
Nogle drømmere mener stadig, at sandheden også er en dyd. Problemet med sandheden er dog, at den, der - bevidst eller ubevidst - lyver overfor sig selv, også lyver overfor andre. Det politiske selvbedrag forplanter sig på den måde ud i samfundet som klæbrige ringe i en olietilsølet golf, mens først det ene og så det andet gøres til syndebuk for politikernes fejltagelser. Ingen indrømmer: vi gjorde vores bedste, men det var noget lort alligevel, for så har man jo afskåret sig fra at kunne sælge nye gyldne løfter om en lys fremtid til naive vælgere. Det ville naturligvis have været det mest ærlige og reelle, men sådan er politik ikke.
Det interessante er nu, hvor langt det kan fortsætte. Tilgivelsen fra folkets side er tilsyneladende uendelig, når det kommer til det politiske liv, modsat af, hvad man ellers oplever omkring tilgivelse. Almindeligvis er der yderst kontant afregning forbundet med selv små fejltrin, fx. udløses 0-tolerancen omgående, når en borger udviser blot den mindste forsømmelse overfor en offentlig instans, så hvordan kan det politiske liv fortsætte i det uendelige med dumhederne, selvbedraget og svinestregerne? Hvem holder hånden over eller under det? Tilgivelse er i sig selv en fornem ting, men i det uendelige forsat at tilgive et politisk liv, som overordnet er skamredet af lavere instinkter og drifter frem for storhed og visdom, er det egentlig ikke dumhed? Vores fælles dumhed? Hvorfor accepterer vi igen og igen at blive røvpulet af politikere, som ofte ikke engang ved, at de gør det, forblændede, som de jo er, af egen herlighed? Uanset hvordan eller hvornår vi er blevet forført til at tro på de himmelske løfter, den gyldne politiske hane galer, uanset politisk farve, hvornår bliver vi så endeligt kloge nok til at indse, at vi er ofre for intelligent, men ofte amoralsk og altid uetisk spin?
Mit bud? Ikke foreløbig. Langt fra. Måske endnu længere fra end nogensinde. Se blot på alle debatterne, alle blogs'ene i de elektroniske medier. Den stjerneblinde politik og retorik er gået os i blodet. Vi tåger savlende rundt, som rabiesbefængte hyæner forsvarer vi 'vores' politik, ikke kun sporadisk i nærmiljøet som tidligere, men nu også på nettet. I timevis. Dag efter dag. Jensen mod Hansen. Vi bilder os tilmed ind, vi bliver hørt, men er blot endnu engang faldet til ved en listigt plantet narresut! Vi skændes i øst med vest og omvendt, blablabla om ingenting, en stor, men uvæsentlig gryde, der snedigt holdes i kog for underholdningens og afledningens skyld, en stigende og omsiggribende bevidstløshedsgørelse, hvor et endnu ikke formuleret mål også er en stadig større statslig styring af den enkeltes liv. Vi accepterer mere og mere politikerne og staten som overformynderisk alfader, selvbestaltet bemyndiget til ved lov at beskytte os mod os selv, om vi må ryge, hvor eller hvornår, og om voksne mennesker SKAL køre med sikkerhedssele og styrthjelm. Eller i den samme misforståede samfundsøkonomiske optik at retfærdiggøre, hvor hurtigt en uddannelse SKAL gennemføres. Vi er blevet blinde overfor den gradvise strangulering af vores personlige frirum - ufrihedens Danmark har sneget sig så langsomt og umærkeligt ind på os gennem flere årtier, at de fleste end ikke har opdaget det, men oven i købet ser med billigende og milde øjne på de stigende politiske reguleringer af det enkelte individ, reguleringer, der i ånden efterhånden minder betænkeligt meget om den ubehagelige lugt fra nogle af de totalitære styreformer, som herskede i forrige århundrede på europæisk grund.
Måtte dansken da snart vågne af sin tornerosesøvn. Eller endnu bedre: Holger Danske af sin! Vi behøver dig, vi, de forførte! Gud bevare Danmark!
