I det forvirrende land af Politisk Korrekthed, hvor "mangfoldighed" betyder uniformitet i mening, og "sensitivitet" betyder energisk forfølgelse af selv den mildeste konservative mening, må én ting holdes for øje: normal tankegang er vendt på hovedet.
I verden udenfor akademierne begynder og ender de fleste tanker med verden som den er. Med samtidens feminisme er begyndelsespunktet verden som den ikke er. Derefter kommer totalitære praktikker, og respekt for virkeligheden slutter på en sen tredjeplads. Vi har af kommunistiske lande lært, at folk der taler om Utopia, praktiserer totalitarisme; når som helst der findes magter, der prøver at pode spekulative systemer på virkeligheden (som med kommunismen), er resultatet altid katastrofalt, og grupperne der skulle nyde frugterne (i dette tilfælde kvinder) ender mange gange i en ringere position end da de startede. På akademierne er feministerne blevet en stor del af denne værende magt, og resultaterne bliver efterhånden synlige. Hvad der tidligere havde været en respektabel bestræbelse på at frigøre kvinder, er nu vendt til det modsatte. Praktikker og ideer der slavegør dem.
Ved et nyligt møde på Modern Language Association blev Cathrine Stimpson, en ledende feministisk akademiker spurgt, om hun kunne give et eksempel på en bog der udstiller patriarkatet. Det kunne, eller ville, hun ikke. Hun fastholdt ikke desto mindre, at patriarkatet gennemtrænger alt. Stimpson, som mange feminister involveret i hvad de antager for værende forbedring af gymnasier og universiteter, er usædvanligt modstandsdygtig overfor rationelle argumenter.
Når feministerne finder ud af, at de undertrykte ikke ved at de er undertrykte, så leder dette dem ikke til at betvivle det feministiske dogme. De ser det i stedet som et yderligere bevis på patriarkatets gennemtrængen og behovet for feminismens ideologiske åbenbaring. Hvis der ikke er nogen røg, så er det ikke fordi der ikke er nogen ild, men ilden er overalt, eller ganske enkelt godt gemt. I praksis afholder de workshops og møder, angiveligt for at højne bevidstheden, men i virkeligheden for at lære kvinder, især førsteårsstuderende, at se forhindringer og undertrykkelse, hvor de tidligere havde troet dem selv frie.
Folk der er uenige med feminister behandles, ikke som om de gør ærlige forsøg på at forstå deres bekymrede venner, men som folk der er blevet blændet af de undertrykkende samfundsstrukturer. Det er nemt for feminister at nægte "den blinde" retten til at tale. På Boston College har den feministiske professor Mary Dale nægtet at anerkende mænd der rakte hånden i vejret i klassen grundet "fallotechokrati" og Star Wars. På Yale sidste år protesterede en studerende mod amerikansk politik i centralamerika som "røvirriterende" og fik en reprimande for sin "latente heterosexisme". På Harvard har feminister medbragt fløjter til lektionerne, så de kunne "fløjte" på undertrykkelse. Hvis professoren anvender et uacceptabelt ord som "han", for at referere til et kønsneutralt objekt, begynder larmen. På én eller anden måde er feministerne frigjorte fra de undertrykkende strukturer, der kontrollerer alle andre. De ser "sandheden" og er derfor overlegne i forhold til dem der er uenige med dem. Sat over verden føler de, at deres arrogance retfærdiggøres.
Andre anekdotiske beviser på feministisk vanvid findes til overflod. Eksempelvis videnskab, engang forestillet sig som immun mod sygdomme der plager menneskeheden, er for nylig kommet under angreb af feminister. Ifølge Helen Longino, forfatter af Science as Social Knowledge, er videnskab naturligt "mandlig", fordi de fortidige distinktioner som subjekt/objekt og deduktiv logik blev skabt og skrevet om af mænd. For at opnå feministernes godkendelsesstempel, må videnskaben blive mere "intuitiv" og mindre imperisk. Med andre ord må videnskaben blive mere uvidenskabelig.
Ofrene for feministisk teori og praktik er ultimativt kvinder selv. Indoktrinerede som førsteårsstuderende ser mange unge kvinder verden gennem offerbriller resten af deres akademiske karrierer og videre ind i den virkelige verden. Hellere end at løfte sig over tilfældige omstændigheder læres de at se kønsbaseret determinisme overalt, og tro de er magtesløse overfor esoteriske, usynlige strukturer komponerende "patriarkatet". Systemer der holder samfundet ansvarligt for dine personlige problemer, og dekreterer at der ikke findes så meget man kan gøre for at løfte sig over problemer der ikke er éns egne fejl, er både lokkende og svækkende.
Ifølge Webster´s Collegiate Dictionary er sexisme “fordomme eller diskrimination baseret på køn”. Feminismen er kommet hele cirklen rundt; til et punkt hvor feminismen er fordomsfuld baseret på køn. Ved at give ”patriarkatet” forrang anerkender de stiltiende skiftet. Som gode utopianere besværer de sig ikke med modsigelser. Fremtiden, siger de, vil bringe forandringer vi end ikke kan fatte på nuværende tidspunkt. I mellemtiden vil den nye sexisme – kontemporær feminisme – diskriminere mod individer baseret på køn.
I verden udenfor akademierne begynder og ender de fleste tanker med verden som den er. Med samtidens feminisme er begyndelsespunktet verden som den ikke er. Derefter kommer totalitære praktikker, og respekt for virkeligheden slutter på en sen tredjeplads. Vi har af kommunistiske lande lært, at folk der taler om Utopia, praktiserer totalitarisme; når som helst der findes magter, der prøver at pode spekulative systemer på virkeligheden (som med kommunismen), er resultatet altid katastrofalt, og grupperne der skulle nyde frugterne (i dette tilfælde kvinder) ender mange gange i en ringere position end da de startede. På akademierne er feministerne blevet en stor del af denne værende magt, og resultaterne bliver efterhånden synlige. Hvad der tidligere havde været en respektabel bestræbelse på at frigøre kvinder, er nu vendt til det modsatte. Praktikker og ideer der slavegør dem.
Ved et nyligt møde på Modern Language Association blev Cathrine Stimpson, en ledende feministisk akademiker spurgt, om hun kunne give et eksempel på en bog der udstiller patriarkatet. Det kunne, eller ville, hun ikke. Hun fastholdt ikke desto mindre, at patriarkatet gennemtrænger alt. Stimpson, som mange feminister involveret i hvad de antager for værende forbedring af gymnasier og universiteter, er usædvanligt modstandsdygtig overfor rationelle argumenter.
Når feministerne finder ud af, at de undertrykte ikke ved at de er undertrykte, så leder dette dem ikke til at betvivle det feministiske dogme. De ser det i stedet som et yderligere bevis på patriarkatets gennemtrængen og behovet for feminismens ideologiske åbenbaring. Hvis der ikke er nogen røg, så er det ikke fordi der ikke er nogen ild, men ilden er overalt, eller ganske enkelt godt gemt. I praksis afholder de workshops og møder, angiveligt for at højne bevidstheden, men i virkeligheden for at lære kvinder, især førsteårsstuderende, at se forhindringer og undertrykkelse, hvor de tidligere havde troet dem selv frie.
Folk der er uenige med feminister behandles, ikke som om de gør ærlige forsøg på at forstå deres bekymrede venner, men som folk der er blevet blændet af de undertrykkende samfundsstrukturer. Det er nemt for feminister at nægte "den blinde" retten til at tale. På Boston College har den feministiske professor Mary Dale nægtet at anerkende mænd der rakte hånden i vejret i klassen grundet "fallotechokrati" og Star Wars. På Yale sidste år protesterede en studerende mod amerikansk politik i centralamerika som "røvirriterende" og fik en reprimande for sin "latente heterosexisme". På Harvard har feminister medbragt fløjter til lektionerne, så de kunne "fløjte" på undertrykkelse. Hvis professoren anvender et uacceptabelt ord som "han", for at referere til et kønsneutralt objekt, begynder larmen. På én eller anden måde er feministerne frigjorte fra de undertrykkende strukturer, der kontrollerer alle andre. De ser "sandheden" og er derfor overlegne i forhold til dem der er uenige med dem. Sat over verden føler de, at deres arrogance retfærdiggøres.
Andre anekdotiske beviser på feministisk vanvid findes til overflod. Eksempelvis videnskab, engang forestillet sig som immun mod sygdomme der plager menneskeheden, er for nylig kommet under angreb af feminister. Ifølge Helen Longino, forfatter af Science as Social Knowledge, er videnskab naturligt "mandlig", fordi de fortidige distinktioner som subjekt/objekt og deduktiv logik blev skabt og skrevet om af mænd. For at opnå feministernes godkendelsesstempel, må videnskaben blive mere "intuitiv" og mindre imperisk. Med andre ord må videnskaben blive mere uvidenskabelig.
Ofrene for feministisk teori og praktik er ultimativt kvinder selv. Indoktrinerede som førsteårsstuderende ser mange unge kvinder verden gennem offerbriller resten af deres akademiske karrierer og videre ind i den virkelige verden. Hellere end at løfte sig over tilfældige omstændigheder læres de at se kønsbaseret determinisme overalt, og tro de er magtesløse overfor esoteriske, usynlige strukturer komponerende "patriarkatet". Systemer der holder samfundet ansvarligt for dine personlige problemer, og dekreterer at der ikke findes så meget man kan gøre for at løfte sig over problemer der ikke er éns egne fejl, er både lokkende og svækkende.
Ifølge Webster´s Collegiate Dictionary er sexisme “fordomme eller diskrimination baseret på køn”. Feminismen er kommet hele cirklen rundt; til et punkt hvor feminismen er fordomsfuld baseret på køn. Ved at give ”patriarkatet” forrang anerkender de stiltiende skiftet. Som gode utopianere besværer de sig ikke med modsigelser. Fremtiden, siger de, vil bringe forandringer vi end ikke kan fatte på nuværende tidspunkt. I mellemtiden vil den nye sexisme – kontemporær feminisme – diskriminere mod individer baseret på køn.
