På tværs af landegrænserne har europæerne udtrykt deres utilfredshed med deres nationale regeringers krisehåndtering og generelle politik ved parlamentsvalgene, der er blevet afholdt siden krisens udbrud. De siddende regeringer er således blevet skiftet ud med oppositionen. Det sås blandt andet i Spanien, hvor det socialistiske parti PSOE under ledelse af Zapatero blev udskiftet med det konservative PP med Rajoy i spidsen. Ligeledes gik det i England, da Labour-regeringen under Brown faldt til fordel for en Tory-ledet koalitionsregering under Cameroun. Endvidere gentog scenariet sig i Portugal, hvor Socrates’ socialistiske regering tabte valget til en centrum-højre koalitionsregering, som efterfølgende overtog magten. Scenariet gentager sig også hvis man kaster et blik på Irland, hvor Fianna Fail tabte med et brag tilbage i 2011. Fianna Fail har ellers været det næsten konstante regeringsparti i Irland, med sine 60 år i regeringskontorerne ud af cirka 80 års perioden i hvilken Irland har været et selvstændigt land med egen regering. Siden da har centrum-højre koalitionen med Fine Gail, som største parti, dannet regering. Det mest velkendte eksempel er vel Danmarks eget, da VK-regeringen tabte valget i efteråret 2011. Eksemplerne er mange, de seneste til listen kan siges at være det franske og det græske. Det næste i rækken kommer næste år, når der er valg i Tyskland, hvor Angela Merkels CDU-ledede regering sandsynligvis taber. Det bebudes allerede nu med delstatsvalgene, hvor Merkel fik et historisk nederlag i Tysklands folkerigeste delstat; Nordrehein-Westfallen. Det var CDUs værste valg siden Anden Verdenskrig, hvor de efterfølgende måtte lade regeringsførelsen overtage af konkurrenten SPD. Det var ellers delstaten, der før har budt på 45% af stemmerne til Merkels CDU.
Der tegnes dermed i høj grad et billede af generel utilfredshed blandt de europæiske borgere, der udmøntes i proteststemmer, som så stemmer på det politiske alternativ til den siddende regering. Der er derimod intet der tyder på at der er en generel højre- eller venstredrejning i Europa, for det er som sådan ikke den ene eller den anden fløj der hverken til- eller fravælges. Nej det der vælges er simpelthen alternativet – oppositionen. I Frankrig og Danmark gjaldt det eksempelvis at der sad borgerlige regeringer, som begge faldt til fordel for venstrefløjen. I England og Spanien derimod sad venstreorienterede regeringer, som ligeledes faldt til fordel for deres borgerlige oppositioner, etc. I Grækenland derimod er sagen mere kompleks i og med at ingen klart blev valgt til, men snarere en fragmentering fandt sted. Fragmentering i den forstand at stemmerne pladseres spredt over langt flere partier end normalt i Grækenland, hvor det er de to store partier PASOK og Nyt Demokrati, der plejer at vinde størstedelen af stemmerne og dermed magten. Således er der i høj grad tale om protest-valg. Helle Thorning-Schmidt er da formentlig også den første, der er blevet statsminister i Danmark simpelthen fordi at, det kunne da være meget sjovt. Et andet sjovt eksempel er at, Belgien for første gang i lang tid faktisk har en regering. Så mens de øvrige europæere udskifter deres regeringer, forsøger Belgien sig nu med at have en.
Imidlertid er der to regeringspar, der vejer tungere end de øvrige, hvis man ser på Europa i sin helhed; det tysk-franske. Hvor man før talte om Merkozy (Merkel, den tyske kansler og Sarkozy, den franske præsident), er situationen nu ændret og Europas nye førerhold hedder Frangela. Frangela kom til verden om aftenen den 6. maj i år i Frankrig, da Francois Hollande slog den daværende præsident Nicolas Sarkozy med 51,6% Vs. 48,4% af stemmerne. Dermed endte Merkozy-æraen og en ny begyndte; Frangela-æraen. Den bliver dog muligvis kort, da den tyske part muligvis udskiftes til næste år. Men et års levetid, er den garanteret.
Valget af Hollande er i sandhed historisk på flere måder. Det er kun anden gang at Frankrigs femte republik har en socialistisk præsident, den første var Mitterand – der som bekendt huskes for sine omfattende nationaliseringer. Ligeledes er Sarkozy den anden præsident i den femte republiks tid til ikke at magte at vinde genvalg, det første nederlag led d’Estaing. Altså historiske udsving i forhold til normen i fransk politik. Endnu mere bemærkelsesværdigt bliver valget af Hollande, hvis man ser på bl.a. en måling om hvilke karakteregenskaber de to kandidater besad i vælgernes optik, hvor et af spørgsmålene lød hvem der var mest statsmand af de to, der vandt Sarkozy med 54% overfor Hollande med 23%. Altså en signifikant forskel på de to. Et andet spørgsmål lød hvem der bedst var i stand til at træffe svære beslutninger, igen vandt Sarkozy med 49% mod 23%. Ydermere var der et spørgsmål, der gik på hvem der var bedst til at håndtere krisen, også her vandt Sarkozy med 41% mod 27%. Ikke desto mindre blev Hollande valgt og vil således være en dominerende nøglespiller de næste fire år i Europa. Med al sandsynlighed vil han også dominere mere end hans forgænger Sarkozy eftersom magtbalancen mellem Frankrig og Tyskland er ændret, til Frankrigs fordel. Merkel lider nederlag i delstatsvalgene, hvor hun svækkes internt. Eksternt er hun isoleret mod flere medlemsstater, der argumentere forgæves mod hendes opstramningspolitik og gerne så en mere keynesiansk tilgang til krisen. Merkel vil det næste års tid presses yderligere i og med at hendes eget skæbnevalg rykker nærmere. Derimod vandt Hollande et klart mandat i Frankrig, hvilket styrker ham. Derudover har han også opbakning på flere fronter i Europa eftersom han træder ind på scenen som Mr. Vækst. Hvordan styrkeforholdet mellem Frankrig og Tyskland vil udfolde sig, efterhånden som de to parter finder hinanden, bliver spændende at følge for uden tvivl er Frangela en helt anden størrelse end Merkozy – og det vil Europa mærke fremover.
Følg min blog på: http://www.damefrokosten.com/category/unity-in-diversity-eu-under-luppen/
