Nicolai Sennels: Dansk kultur er verdens bedste
Af: Nicolai Sennels, psykolog og forfatter
Den danske kultur er noget særligt, på den gode måde. Forskningen viser, at danskerne er verdensmestre på flere områder, der har med menneskelig lykke og psykologisk modenhed at gøre.
Danskerne har flere år i træk vist sig at være verdens lykkeligste folk. OECD undersøgte i 2009 folks tilfredshed med livet i 140 lande (Politiken, 20. maj 2009 “Her er verdens lykkeligste folk”). Danmark kom endnu en gang på 1. pladsen. Hvad er det vi gør, som gør os så lykkelige? Nogle forskere mener, at danskerne er så lykkelige, fordi vi ikke forventer så meget, og derfor heller ikke bliver så skuffede. Det lyder ikke usandsynligt, for evnen til at stille sig tilfreds er bestemt en sund ting og et tegn på, at man ikke er urealistisk eller forkælet.
Danskerne er også verdensmestre i noget andet, nemlig tillid til andre mennesker. Forskere fra Syddansk Universitet har undersøgt befolkninger over hele verden for at se, hvem der stoler mest på hinanden (Avisen.dk, 6. august 2010 “Danmark er verdensmester i tillid”). Danskerne er dem i verden, der stoler mest på andre mennesker. Det er der sikkert flere grunde. Den mest oplagte er vel, at danskerne stoler på hinanden, fordi man kan stole på en dansker. Det er et tegn på, at vi har en høj moral, at vi holder vores løfter og at vi grundlæggende tror på det gode i andre mennesker.
Tyv tror hver mand stjæler, men hvis man selv har rent mel i posen og en god motivation, så stoler man også mere på andre. Nogle forskere forklarer den høje tillid og det, at vi holder hvad vi lover, med vores vikingefortid. Vores økonomi byggede dengang på, at vi kunne sende varer afsted på handelsskibe, og så føle os sikre på, at vi ville få betaling, når skibene måneder eller år efter vendte tilbage. Andre peger på vores særlige danske andelsbevægelse, hvor gensidig tillid til, at alle gør deres bedste og ingen stjæler af fælleskassen, er det bærende grundlag.
Danskere har også en tredje verdensrekord, nemlig i selvsikkerhed. Forskere fra Aalborg Universitet har undersøgt graden af såkaldt gelotofobi i 72 lande (Aalborg Universitet, “Danskerne skammer sig skam ikke”). Gelotofobi er “angst for at blive grinet af”. Gelotofobe mennesker er ifølge forskningen mere usikre end andre, de har en indre følelse af at være latterlige og de er bange for at andre kan se disse ting. Det handler i høj grad om dårlig selvtillid og følelsen af at være til grin – og forsøg på at skjule dette. Danskerne er ifølge undersøgelsen det folk i verden, som er mindst gelotofobe. 1,67 procent af danskerne har en mild form for gelotofobi. Omvendt er Mellemøsten det område, hvor der er mest gelotofobi. 30 procent af araberne er gelotofobe.
Det er intet under, at det land, hvor folk tager andres vittigheder mindst personligt, er tørnet sammen med verdens mest usikre og fornærmelige kultur (den muslimske) – i Muhammed-krisen. En lav grad af gelotofobi gør det muligt at grine af sine egne problemer, og er grundlaget for et sundt debatklima. Hvis folk er selvsikre og kan klare andres ironi, så gør livet ikke så ondt, og vi kan være uenige med hinanden, og stadigvæk være venner. En høj grad af gelotofobi gør derimod, at man ikke kan tåle kritik og at andre laver sjov med en. Det gør det også svært at deltage i en intellektuel debat, fordi man hurtigt føler sig hånet og latterliggjort. Så tyer man istedet til trusler, vold og påstande om krænkelse af ens ualmindeligt skrøbelige ære. Den slags piveri og sure brok er hverken særligt ærefuldt eller noget imponerende tegn på styrke.
Kulturer former de mennesker, der lever i dem. Den påvirker vores værdier, vores måde at være sammen og den måde, vi ser os selv og livet på. Nogle kulturer gør folk aggressive, sårbare over for kritik, uansvarlige, sex-forskrækkede og intolerante overfor ikke-troende. Her har især muslimske lande gjort sig særligt bemærkede. Andre kulturer gør folk lykkelige, tillidsfulde og selvsikre. Vi tænker måske ikke så meget over det, men vores danske syn se livet på har bestemt noget at tilbyde verden. Det er intet under, at vi danskere er blevet spydspids i den globale værdikamp mod islams fornærmede og fanatiske surmuler.
Den største fare er, at indvandringen fra lande med et helt andet menneskesyn og kultur ødelægger vigtige dele af vores danske og vestlige kultur. For hvad sker der med glæden, når utrygheden øges og velfærden beskæres som følge af den mislykkede integration af muslimer? Hvad sker der med vores gensidige tillid, hvis store dele af befolkningen har helt modsatte værdier? Hvad sker der med tilliden, hvis staten er nødt til at kontrollere alt og alle, fordi muslimsk indvandring på drastisk vis har øget graden af for kriminalitet, terror og socialt bedrag? Og hvad gør det ved vores evne til at grine befriende af tingene, når vi bliver truet med vold og retssager, hvis vi laver sjov med islam og peger fingre af muslimsk kultur? Folk risikerer at blive hakket i stykker med en økse, hvis de laver en tegning af muslimernes profet. Mange tør ikke engang bruge deres eget navn, når de diskuterer islam på internettet eller skriver læserbreve.
Vi er kommet i en situation, hvor islam og muslimsk indvandring har gjort det nødvendigt at være barske og konsekvente. Den gensidige tillid, som er grundlaget for venskab og sammenhold i et land, bliver udfordret. Vores grundlovssikrede ytringsfrihed giver retten til at lave grin med det meste – inklusiv gelotofobe kulturer og religioner – men færre tør bruge den, for de gelotofobe dele af befolkningen har det med at være voldelige. Det er ikke sjovt.
Heldigvis er vi danskere ikke så nemme at få bugt med. Vi har stadigvæk vores humor, vores mod og vores befriende holdning til folk, der prøver at få deres vilje ved at blive sure. Vi har kvinder og mænd, der frejdigt siger deres mening, vi elsker vores land og vi kan vise børster, når tingene bliver alvor.
