SRF vil suspendere værnepligten hurtigst muligt, og Forsvaret erkender selv, at tiden er løbet fra ordningen. Alligevel vil de resterende forligspartier vente på en undersøgelse – og ikke gøre noget før 2014. Problemet er bare, at den undersøgelse allerede er lavet. Har vi virkelig brug for to?
I sin første nytårstale forsøgte Anders Fogh Rasmussen som bekendt at gøre op med det, han kaldte eksperttyranniet. Han ville fjerne det ”mellemlag, som tapper ressourcer og fjerner opmærksomhed fra det væsentlige”. Men de fine ord blev aldrig til handling. I stedet fik VK-regeringen selv travlt med at oprette kommissioner og udvalg i tide og utide.
Og nu skal vi altså beriges med endnu en rapport. Selvom den faktisk allerede er skrevet én gang.
Skæv sammensætning eller ej
I det nye regeringsgrundlag (http://www.socialdemokraterne.dk/blank.aspx?func=file.download&docId=721526) skriver SRF, at de vil drøfte en suspendering af værnepligten med forligspartierne. Det har fået blandt andre Dansk Folkeparties Marie Krarup og Konservatives Lene Espersen til – undskyld klichéen – at råbe vagt i gevær.
De frygter begge, at en afskaffelse af værnepligten vil give en skæv samfundsmæssig sammensætning i Forsvaret. Med kun 16,5 % kvinder kunne man dog godt argumentere for, at skævheden allerede må siges at være der.
Politikerne vil ikke lytte til Forsvaret
Spørgsmålet er altså, hvorfor vi nu skal have en ny rapport, når Center for Militære Studier allerede har lavet én rapport, der kun er tre år gammel? Det skulle være et ganske udmærket grundlag at træffe en afgørelse på baggrund af.
Mit gæt er derfor, at alle partierne er fuldstændigt ligeglade med indholdet af endnu en undersøgelse. Det eneste formål er at udskyde den uundgåelige beslutning. For en gangs skyld kunne man godt tænke sig, at politikerne vil lytte til Forsvaret og respektere det flertal, der faktisk er i Folketinget.