Feminister 2011 er som kvinder 1950

De såkaldte liberale feminister er jaget vildt fra deres medsøstre, der i disse tider retter det skarpe skyts mod dem

jesperk

03/11/2011

De såkaldte liberale feminister er jaget vildt fra deres medsøstre, der i disse tider retter det skarpe skyts mod dem. Og bitre medsøstre er det, om man skal tro Berlingske, hvor den anonyme blogger ”Bitterfissen Bethany” tages til indtægt for en række fæle udfald mod Anne-Sophie Hermansen. Det er vel stadig sådan, at det er fra børn, fulde folk og anonyme bloggere, at man skal høre sandheden?

BB rammer i hvert fald en så sandfærdig nerve, at selveste Elisabeth Møller Jensen fra kvindernes sandhedsministerium KVINFO bliver så kildret de rigtige steder, at hun i et anfald af skamfyldt latter slet ikke kan lade være med at synes det er morsomt.

Det paradoksale er, at de ”sande kvindeforkæmpere” og feminister ifølge den officielle sandhed skal findes hos KVINFO og lignende, for der ligger en ubekvem sandhed gemt i statistikkerne, som må så tvivl om Elisabeth Møller Jensen, Bitterfissen og de andre sandhedsmonopolister i kvindesagen.

For mit postulat er, at KVINFO arbejder for akkurat de 50’er værdier, som de ellers tager så skarpt afstand fra. Ikke erklæret, bevar mig vel, men i effekterne af deres arbejde.

Ifølge den seneste opgørelse, så udgøres 39,1% af Folketinget efter valget i 2011 af kvinder.

Hold lige det tal in mente!

For hvad er det, at kvotetilhængerne i virkeligheden er ude i? Jo, det er på den ene side klart, at de hænger fast i nogle meget gamle forestillinger om Mænd som de store undertrykkere, som står i vejen for Kvindens ligeværdige udfoldelse. De er tydeligt imod det patriarkalske landskab, hvor kvinder står for neden i en bakkedal og kun kan gøre sig håb om opstigning, hvis mændene forbarmer sig over dem og løfter dem op. Så man skulle tro, at kvinderne – de rigtige kvinder™ - her var på vej til at ranke ryggen og selv begynde opstigningen uden mandlige støttepædagoger.

Det er i hvert fald svært at forestille sig Elisabeth Møller Jensen, Bitterfissen og ligesindede stå der som små frække piger og tigge Sugar Daddy om hjælp til at nå deres erklærede mål, ikke sandt?

Det er så her at den Jung’ske sandhed om Skyggen går hen og spiller dem et pus. Vi kender godt udtrykket, at ”dem vi hader mest, er dem vi ser os selv i”. Sommetider er det personer, andre gange blot personer vi tror repræsenterer en bestemt ide. Alt dette er sandt, men forstået på den måde, at vi hader dem, der spejler en side af os selv, som vi ikke vil erkende vi har. Altså vores Skygge.

Der findes en ubekvem sandhed, der viser dette med al tydelighed.

Det begynder med det lille tal 39,1%. Procentdelen af kvinder i Folketinget. For med almindelig købmandsregning viser dette tal, at de kvote-hungrende KVINFO’ere og andre sympatisører såmænd bare har udskiftet Sugar Daddy – den fæle Mand – med Staten, der så sort på hvidt og for alle praktiske formål er en Mand!

Om det er en konkret Mand eller pr. stedfortræder Folketinget, der statistisk er mere Mand en Kvinde kommer ud på det samme.

Feministerne opnåede kvindernes lighed for loven, og det kan jeg kun tilslutte mig, hvilket jeg vil vædde på at det massive flertal af mænd også vil. Vi elsker såmænd kvinder, vi elsker at omgås jer, vi elsker at have sex med jer og ja, vi elsker såmænd det meste ved jer. Undskyld blot at vi sommetider er blevet lidt forvirrede over de modstridende signaler I sender. Det skyldes jo modstriden mellem den måde tingene er på, og den måde visse feminister gerne vil have at tingene er.

Det feministerne af denne kaliber desværre aldrig nåede at arbejde med, var sig selv. For trods al retorikken, så nåede de aldrig at komme overens med deres sande, biologiske natur, deres tendenser og deres naturlige seksualitet. Det, der kunne have været en spændende, frugtbar sandhed om kvinder, blev blot en flygtig tankekonstruktion uden forbindelse til jorden, kødet og biologien. Den sandhed om kvinderne, der kunne have blotlagt deres inderste drivkræfter og givet dem positiv retning endte i en kvælende sandhed, hvor dele af virkeligheden måtte censureres for at få puslespillet til at hænge sammen.

For hvordan skal kvinder finde deres selvværd og styrke til at skyde deres kroner op i solen, hvis de altid vil have en lille djævel til at sidde på skulderen, som med en knevrende stemme  - eller er det i virkeligheden en dyb, myndig Mands stemme? - minder dem om, at de næppe havde fået jobbet uden kvoterne og alle de andre kunstige, præstationsfremmende tiltag? Selv nænner jeg ikke at give kvinderne den slags doping, for misbruget vil gøre dem ondt og yderligere skabe splid mellem kønnene.

Kvindernes inderste natur blev delegeret til Skyggesiden, og nu ser vi, hvordan KVINFO og andre mistænkeligt bitre og mandefjendske kvinder begår værre fejl end dem, der aldrig tog feminismens kåbe på sig.

For de liberale feminister – ja jeg tillader mig at købe denne smigrende etikette – vil i sidste ende gøre kvinderne det bedre og mere moderne end de feminister, der roder rundt i fortiden og slet ikke vil erkende, hvad de er.

Mens vi venter på den anden bølge af feminisme, der faktisk tager kvinderne alvorligt og tror på, at de er gode nok præcis som de er, må vi så se på dette skuespil fremført af kvinder, der ikke kan eller vil erkende deres Skygge.

Det bliver underholdende at se dem tage festuniformen på til ære for de resterende 60,9% Sugar Daddies i Folketinget.

Kilde: