Et krakeleret skræmmebillede

Cevea med Jens Jonatan Steen (JJS) i spidsen har i den seneste tid givet udtryk for, at det stigende antal af elever i privatskoler er et alvorligt problem, fordi en sådan skolegang bidrager til at skabe et sønderdelt samfund. For Cevea er det uspiseligt at børnenes forældre har mulighed for at fravælge folkeskolen. I tænketankens optik skal folkeskolen pinedød have monopol på undervisning, fordi idealet er en stærk fælles folkeskole, der er afgørende for den sociale sammenhængskraft. Problemet er blot, at den stigende elevtilgang er et resultat af at folkeskolen, for flere forældres vedkommende, ikke lever op til deres ønsker.

Tænketanken ønsker med egne ord en fordomsfri og saglig debat, men allerede fra første færd parkerer JJS sig på klichéernes holdeplads, da han 1/9-2010 i et indlæg i Information mellem linjerne signalerer, at de familier, der vælger en privatskole har valgt fællesskabet fra. Skolebørn som ikke opdrages i folkeskolen bliver elitære egennyttige kættere, og dem der bliver det, bliver rettænkende uselviske kollektivister. Sandt er det, at forældrene vælger et fællesskab fra, men både dem og deres børn indgår til gengæld i et nyt. Og det skal de selvfølgelig have friheden til. Thi det er en grundlovssikret rettighed, at forældre kan vælge folkeskolen fra. Hvorfor dette karakteriseres af Cevea som om forældrene melder sig ud af samfundet og lader hånt om den sociale sammenhængskraft har jeg stort besvær med at se. For er de skattebetalende borgere, der sætter børnene i privatskole, ikke også en del af fællesskabet?

Nogle vil naturligvis påstå at vælger man at placere sine børn i privatskoler, så er det da absolut rimeligt at man afholder udgiften selv. For unddrager privatskole-børnenes forældre ikke en uforholdsmæssig stor mundfuld af fællesskabets midler? En mundfuld som kunne bruges til at løfte niveauet i folkeskolen? Andre vil påstå, at privatskolerne aflaster folkeskolen for et betydeligt kvantum af elever og netop derfor er det kun rimeligt at de modtager tilskud. For er det ikke et direkte angreb på demokratiet, hvis det af privatskolerne kræves, at de skal leve op til politisk besluttede sociale krav, såsom at tage imod elever med særlige behov til trods for deres ret til selv at vælge hvilke elever, de vil optage?

Ikke desto mindre er der ingen af disse argumenter der ved et nærmere eftersyn holder 100 procent vand. Det er på ingen måde rimeligt, at forældre med børn i privatskoler også betaler for andres børn i kommuneskoler. Det er ej heller rimeligt at privatskolerne modtager statstilskud og samtidig praktiserer nul-tolerance overfor statsindblanding. Men fjerner man statstilskuddet til privatskolerne og bruger pengene på folkeskolen, så må man også give forældrene med børn i privatskole en skattelettelse som kompensation for deres egenbetaling. Alternativt kunne man indføre man et voucher-system, som ikke er baseret på at støtte den enkelte skole men det enkelte skolebarn. Hvert barn tildeles en voucher på et fast beløb, og så kan man selv vælge om man vil indløse sin voucher på folkeskolen, privatskolen, den muslimske eller kristne friskole osv. Alt hvad der overstiger voucheren skal forældrene selv betale.

Så tilbage står spørgsmålene: Hvorfor maler Cevea et skræmmebillede af privatskolen og fjendtliggør en mulig fremtidig samarbejdsparter i løsningen på folkeskolens problemer? Hvorfor bruger man ikke energi på at debattere på konstruktiv vis og skabe synergi til fordel for den sociale sammenhængskraft? Svaret synes ligetil. Cevea er naturligvis ude i et politisk ærinde, som udelukkende bidrager til at skabe mindre social sammenhængskraft i samfundet.