Kære Helle,
Du må have glemt min fødselsdag igen i år, for jeg har i hvert fald ikke modtaget nogen hilsen fra dig. Jeg ved godt, at en gammel mand på 90 år, der bor på plejehjem i Danmark, måske ikke optager din daglige interesse, men jeg ville altså rigtig gerne have hørt fra dig.
Olav har lige været inde ved mig for at støvsuge og sikre sig, at jeg spiste op. Fuldkornsvælling og appelsinjuice var igen på menuen. Jeg må indrømme, at jeg snart brækker mig over det lort, men vi skal følge regeringens kostplan, ellers bliver der skåret i folkepensionen. Olav smuglede heldigvis en lakridspibe ind til mig, han havde købt den i Holland, hvor han ofte rejser hen for at købe gode sager, som ikke kan fås i Danmark. Så nu sidder jeg med en lakridspibe i munden og skriver denne mail til dig. For resten, så kender du sikkert ikke Olav. Sidst du var her, var det Frederikke, der var min daghjælper, men regeringen mente, at der skulle flere mænd ind i faget, så Frederikke blev forflyttet til tømrerfaget, hvorefter Olav fik jobbet som daghjælper. Han er nu meget sød, men jeg kan godt mærke på ham, at han hellere ville arbejde som IT-konsulent, hvilket han gjorde før han kom hertil.
Det havde sgu været dejligt, hvis jeg havde nået at flytte firmaet ud for Danmarks grænser, så havde jeg haft noget til alderdommen, eller så havde jeg måske haft mulighed for at bo ved jer i Italien. Min ansøgning kom bare lige et par dage for sent, det ved du jo godt. Lige inden de lukkede grænserne for udflytning af små virksomheder. Det betød jo også, at jeg måtte give hele mit overskud til staten, da jeg blev pensioneret som 67-årig. Jeg tror helt ærligt, at jeg stadig kunne have styret min virksomhed, men jeg SKULLE gå på pension. "Der skal være plads til de unge på arbejdsmarkedet", sagde min sagsbehandler, og så fik jeg tildelt denne ældrebolig.
Misforstå mig ikke Helle. Jeg brokker mig overhovedet ikke, mit liv har været fyldt med oplevelser, men da jeg var ung, da kendte jeg en dame, der hed Thyra Frank. Hun drømte om plejehjem, hvor de gamle kunne spise og drikke det mad, de havde lyst til. Hvor plejen foregik på deres præmisser, og jeg må da indrømme, at jeg nogle gange drømmer om sådan et plejehjem også. Specielt når vi får vores 15 minutters gårdtur. Jeg ville bare så gerne blive ude i solen, men solen er for stærk, siger de. Den giver kræft, så derfor må vi maksimalt få 15 minutter i solskinsvejr, og 45 minutter, når det er overskyet. Vidste du for resten, at jeg stillede op til folketinget sammen med Thyra Frank? Det var længe før du blev født. Jeg kom ikke ind. Måske var det lige der, tingene begyndte at udvikle sig.
I hvert fald så blev skatten sat op, og din mor og far flyttede fra landet nogle år efter. De mente ikke, at 60% i skat var noget for dem, så de flyttede til Italien. Jeg besøgte jer flere gange, og da du kom, ville din mor og far gerne tilbage til Danmark, fordi de gerne ville have dig i nærheden af mig og din bedstemor. I kunne desværre ikke få lov til at komme ind. Din far havde ikke point nok, idet han ikke havde den rette uddannelse, og selvom han havde sin egen virksomhed med 30 ansatte, så var der ikke point nok. Din bedstemor og jeg, vi havde ikke optjent nok skattepoint til, at vi måtte forlade landet, så derfor var vi låst. Vi var så ulykkelige.
Undskyld Helle. Jeg brokker mig altid. I virkeligheden bør jeg jo være glad, for staten vil mig jo det bedste. Jeg er jo også 90 år og har et godt helbred, så hvad kan jeg klage over. Jeg må gerne se 45 minutters TV, og jeg må sidde ved computeren i 35 minutter. Så jeg kan næsten få dagen til at gå.
Nå jeg vil smutte igen. Jeg skal lige have udfyldt et besøgsskema, så jeg kan besøge bedstemor. Jeg har tænkt mig at tage hende ud og spise i aften. Vi tager hen i cafeteriaet, jeg har nemlig gemt de sidste to måneders bøfkort, så vi begge kan få en bøf, og så har jeg stadig to klip tilbage på mit alkoholskort, så det bliver med vin og hele svineriet. Vi har det sgu meget godt.
Vi ses Helle. Bedstefar savner sit barnebarn. Håber snart vi ses, men det er svært at få turistvisum til Danmark, det ved jeg, og mine mails har det med at forsvinde, så kontakten er ikke hvad den har været. I næste uge har jeg en dag med mobiltelefon. Der vil jeg forsøge at ringe til dig. Det eneste, jeg måske kan brokke mig over, er, at du er blevet opkaldt efter Danmarks statsminister. Hvornår mon hun tvinges på pension?
Din bedstefar
