Er der en statsminister til stede?

Dansk politik står for tiden i reformernes tegn

_slettet_bruger_8391

21/05/2012

Dansk politik står for tiden i reformernes tegn. Store emner, som kan give stof til megen debat. Der er da også en ganske livlig debat, men den er ret særpræget.

Man diskuterer noget, der ikke findes

 

Man diskuterer for eksempel skattereformen. Men der er ingen skattereform. Kun nogle spredte udmeldinger og gætterier.

Man diskuterer forslaget om at udvide arbejdstiden, måske ved at inddrage et par helligdage.  Men der er intet forslag. Kun forlydender og spekulationer.

Man diskuterer begrundelserne for reformerne – for eksempel begrundelsen for at udvide arbejdstiden nu, hvor der er betydelig arbejdsløshed. Men der er ingen klare og forståelige begrundelser. Kun generelle standardsvar.

Man diskuterer tidsplanen for reformerne. Men der er ingen tidsplan. Kun løse ender.

Råbene gennem røgen

 

Røgen hænger lavt over Slotsholmen. Kuglerne flyver om ørerne på regeringen. Den er trængt tilbage i meningsmålingerne.

Nu kæmper den indædt for at redde reformernes liv. En kamp mod uret. Jo længere tid, der går, jo mere blod taber reformplanerne. Der er akut behov for en rolig og kyndig hånd, som kan lukke sårene. Gennem røgen hører man råbene:

Er der en statsminister til stede?