I sidste uge kunne man læse historien om Michael Djursaa, der af myndighederne har fået forbud mod at se sin søn, mens hunden Kovo er til stede.
Nu viser det sig, at samme sagsbehandler har sat en anden far i en lignende situation. Det drejer sig om Henrik Vibe fra Broby på Fyn. Henrik Vibe har en søn på seks og en datter på otte, som han ikke må have på besøg, mens hunden Ticco er til stede. Ticco er rottweiler - en race der indtil videre er fuldt lovlig.
"I begge sager har statsforvaltningen begrundet afgørelsen med, at mødrene er bekymrede," skriver fyens.dk.
Michael Djursaa - faderen i den første sag - har besluttet at gå videre med sagen. Til familiestyrelsen skriver han blandt andet:
"Jeg synes, det er tankevækkende, at én enkelt sagsbehandler mener at kunne bestemme over andre menneskers private hjem, uden der foreligger nogle strafbare forhold eller dokumentation for, at nævnte hund på nogen måde skulle være farlig."