Nu går det ellers bare derud af. Med den ene terroradvarsel efter den anden. Offentlige steder og offentlig transport er, forstår man, tikkende bomber i disse dage. En bedrøvelig forskrækkelse.
jo, jo. Det kan ske. Og det kan ske for hvem som helst. Hvor som helst. Men hermed en opfordring. En opfordring til at vise, at terrorister eller frygten for samme ikke ændrer noget som helst i vores frie samfund. En opfordring til at vise, at politiske mål ikke nås med voldelige midler eller frygten for samme.
Det er naturligt at udvise en vis agtpågivenhed i det offentlige rum. Ja, det er sund logik. Det gælder hver evig eneste dag. Men når det først hysteriske dimensioner, er eventuelle terroristers mål allerede nået. Frygten er en helt konkret trussel mod vores individuelle udfoldelse. En slags fordrejet kategorisk imperativ, der opfordrer os til kun at gøre det, der ligger indenfor frygtens rammer.
Det er en god idé at kigge sig over skulderen, inden man krydser en vej. Men det er en afsindigt dum idé slet ikke at krydse vejen.
Det er sagt så mange gange før, men det gør det så absolut ikke mindre sandt. Vi må og skal ikke bøje os for trusler.
Det er livet for kort til.
