EL: Regeringen agerer lønpresser i trepart

Regeringen er med til at presse lønnen ned for helt almindelige danskere med den trepartsaftale, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil ...

GoldSt4ndard

23/05/2012

Regeringen er med til at presse lønnen ned for helt almindelige danskere med den trepartsaftale, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil indgå med arbejdsmarkedets parter, mener Enhedslisten.

"De vil øge konkurrencen mellem lønarbejderne, så de kan få presset lønnen ned. Og det er det, som alt det her arbejdsudbudssnak går ud på," siger Enhedslistens Finn Sørensen.

”Hvis man tager nogle penge fra de arbejdsløse eller øger et arbejdsudbud, så bliver de mere sultne efter at få et job, da der bliver flere til at konkurrere om det samme job, og det vil føre til, at lønningerne bliver trykket ned. Og det vil føre til flere arbejdspladser," siger han.

 Det ser ud til at Enhedslisten rent faktisk har forstået hvordan arbejdsmarkedet fungerer, med udbud, efterspørgsel og prisdannelse.

Men det er ganske afslørende at Enhedslisten helt tydeligt ønsker, at det at have et arbejde skal være noget ganske ekslusivt, for en lille sluttet skare der kan opretholde en fed hyre. Det er langt vigtigere end lav arbejdsløshed og de kunne virkelig ikke være mere ligeglade med de lavere klasser - under fagforeningsarbejderklassen - der ikke kan få et arbejde.

Ikke at der ideologisk er noget nyt i det. Det er jo kernen i socialisme at arbejderklassen skal indføre et diktatur (proletariatets diktatur) der har ret til at berige sig på bekostning af alle andre i samfundet. Som regel plejer de at pege på dem over - borgerskabet, men mange glemmer at det i lige så høj grad gælder dem under, dem der ikke er fine nok til at være med i den eksklusive klub der skal have lov til at have et arbejde. Men det er sjældent at de siger det så direkte som her. Solidariteten gælder som altid kun indtil det er dem selv der skal af med noget.