Jeg har egentlig altid haft sympati for socialister. Sympati, ikke forståelse. Socialister burde jo have store hjerter, og have et entydigt fokus på fællesskabet, idet deres syn på samfundet i den grad bygger på en ligelig omfordeling af ressourcer, og en planstyret økonomi, der sikrer, at alle i vores fællesskab er lige. Det er sgu da en sympatisk tanke - altså hvis det kunne lade sig gøre. Hvis vi tog den menneskelige natur ud af ligningen, så kunne det måske lade sig gøre, men desværre er mennesker ambitiøse, grådige og stræbende efter motivationsfaktorer, som på ingen måder kan opstå i et samfund bygget på 100% lighed. Det er jo forunderligt, at man i dag forbinder korruption med de tidligere ultrasocialistiske stater - bare det er jo en klar indikation på, at selv dem, der med revolution indfører en socialistisk tankegang, ikke engang selv kan forholde sig til at være lige så lige som alle de andre.
Min sympati med den danske udgave af socialisme er dog en gang for alle blevet væk. Det danske samfund er måske i virkeligheden noget af det tætteste, vi kommer på socialisme, idet vi har et indbygget kulturelt lighedsprincip, der bygger på feministiske værdier. Vi ser ikke op til dem, der klarer sig godt. Vi synes ikke, der er fedt, når én enkelt dansker bygger et imperie op, og tjener kassen. Vi bliver faktisk en lille smule fornærmet, hvis denne dansker ikke straks deler ud af sin nyfundne materielle rigdom, og giver tilbage til det danske egosocialistiske samfund. Den danske jantelov lever i bedste velgående i egosocialismen.
Med janteloven i hånden og egosocialismen i sindet, så har vi opdraget flere generationer af borgere til at kræve ind og hele tiden spørge: Hvordan får JEG MERE, UDEN at LAVE MERE? Borgere, der fra barnsben er blevet opdraget til, at det drejer sig om INDIVIDET, men at vi stadig skal være lige. Dette oxymoron, det egocentrerede fællesskab, har bare konsekvenser, idet vi nu har et samfund, hvor mange lever af midler fra staten. De hjemmeboende studerende spørger: Hvorfor skal vi ikke også have råd til at gå på café på statens regning? Arkitekten på efterløn spørger: Hvorfor må jeg ikke spille golf på statens regning? Familien med en årsindkomst på over en million spørger: Hvorfor skal staten ikke betale vores børns tøj? Den pensionerede direktør spørger: Hvorfor skal statens folkepension ikke bruges på mit otium i Sydspanien? Alle spørger, alle har travlt med at tilrane sig offentlige midler, netop fordi vi har opdraget vores borgere til at tænke i "JEG" og argumentere med "VI".
Egosocialismen er på vej til at ødelægge vores samfund. De, der gider at arbejde og starte noget op i Danmark, gider ikke egosocialisternes konstante brokkeri og overbeskatning af den entusiasme, offervillighed, risikovillighed og forbandet arbejdsbyrde, der lægges i at skabe noget stort i Danmark. Hvis man konstant bliver mødt med en skepsis og en krævementalitet, hver gang man udretter noget, så kan jeg sgu godt forstå, at man som dygtig iværksætter eller virksomhedsejer flytter til et land, hvor folk tænker i "VI" og argumenterer med "JEG". Fællesskabets eneste chance for at overleve er, hvis vi anerkender, at nogle mennesker har succes, og deres succes har en afsmittende positiv virkning på resten af samfundet. Lad os hylde iværksætteren, der skaber 20 nye arbejdspladser, lad os glæde os over, at de 10 år, hvor han har levet med risiko og levet på klods, nu kan afløses af nogle gode år, hvor han bliver økonomiske uafhængig. Han trækker jo 20 mennesker med sig i sin succes, og sørger derved for, at statskassen bliver fyldt med gode kroner, som vi kan bruge på dem, som virkeligt trænger. Det er IKKE SU til hjemmeboende gymnasieelever, og det er ikke efterløn til den golfspillende arkitekt. Det er heller ikke en børnecheck til højtlønnede eller folkepension til den tidligere direktør med eget hus i Spanien.
Samfundet skal bygges op omkring tanken om fællesskab, men vi skal vænne os til at spørge: "Hvad kan JEG gøre for fællesskabet?", og ikke "Hvad kan fællesskabet gøre for mig?". Egosocialismen bygger på tanken om, at fællesskabets goder skal bruges til at maksimere individets egen personlige gevinst, hvilket er i kontrast til min holdning, hvor fællesskabet bygges på individets forskelligheder og muligheder, og fællesskabet VINDER, hver gang et individ har succes. Lad os derfor bygge fællesskabet op omkring en respekt for de mennesker, der skaber arbejdspladser, for de mennesker der arbejder hårdt på arbejdspladserne og for de mennesker, der ikke kan klare sig selv.
Lad os have et fællesskab, hvor vi anser succes for en nødvendighed for fælles rigdom, og hvor vi anerkender menneskets natur og motivation. Vi er ikke lige, for vi er født forskellige. Nogle har evnen til at skabe arbejdspladser, nogle elsker at arbejde med mennesker, nogle gider ikke at lave noget, og nogle er født med nogle begrænsninger, der ikke giver dem samme muligheder som alle andre. Fællesskabet skal ikke udnyttes af dem, der ikke gider at lave noget på bekostning af hårdtarbejdende folkeskolelærere, SOSU-assistenter, iværksættere, direktører og lignende. Det skal kunne betale sig at arbejde, det skal kunne betale sig at arbejde hårdt, det skal kunne betale sig at skabe muligheder for andre i fællesskabet, hvilket man netop gør, når man tjener penge til samfundet. Denne indtjening sikrer, at vi som samfund har råd til at betale for, at de ældre får en ordentlig pleje, at de syge får en god og effektiv behandling, at vores handicappede får et godt liv, hvor de også betragtes som ressourcer og ikke som ofre og selvfølgelig også at vores børn får en ordentlig uddannelse. Først når vi slår hånden af egosocialismens fortalere, kan vi bygge vores samfund op omkring nogle værdier, hvor krævementaliteten elimineres.
Vi er ikke ofre i et statsligt komplot, vi er ofre for en egosocialistisk kultur, hvor alle vil tilrane sig fællesskabets ressourcer, men ingen vil bidrage til det. Vi forventer, at de flittige, de hårdtarbejdende, dem der studerer i mange år, dem der løber risiko med iværksætteri og dem der tager ansvar, at de betaler til os, der faktisk ikke rigtigt gider. Vi vil have vores cafépenge og vores efterløn, fordi vi er trænet i egosocialismens ånd til at kræve ind til MIG SELV. Fællesskabet er skabt til MIG, for MIG. Hvis fællesskabet ikke understøtter mig, så er det jo ikke noget fællesskab? Egosocialisme for the EPIC LOSS!!
Tak for kaffe.
