En af de mest ineffektive dele af den offentlige sektor er den danske u-landsbistand, og det skal vi have set på. Danida fremfører altid selv, at dansk bistand ligger i top internationalt. Vores bistand er altså bedre end andre landes. Det kan man være glad for – bistand er også et svært område, men det er bare ikke godt nok. Overordnet set har bistanden ikke medvirket til vækst. F.eks. er et af de lande, der har modtaget mest dansk bistand gennem årene, Tanzania, ringer stillet på de fleste parametre end i 1960.
Endnu værre er det, at vi giver bistand til regeringer, hvis politik går direkte imod grundlæggende danske liberale, principper. Vi giver f.eks. penge til Uganda, hvor der er dødsstraf. Der er oven i købet dødsstraf for at være homoseksuel. Og ikke nok med det. Vi giver penge til opbyggelsen af et retssystem, vor disse straffe idømmes. Se f.eks. den flotte brochure fra Danida her: http://viewer.zmags.com/publication/5eecfa6d#/5eecfa6d/16
I går fremførte Kamal Qureshi fra SF på et debatmøde om LGBT- (Lesbian, Gay, Bisexual, Transsexual-) rettigheder i Studenterhuset på Købmagergade, at Søren Pind var en anelse bedre end Ulla Tørnæs på området. Kamal ville også fortsat lade danske midler gå til ngo’er i lande som Uganda – altså for ikke direkte at støtte regeringen.
Problemet er, at det ikke er effektivt. Tingene ændrer sig ikke i Afrika på den måde. Vi er nødt til at skrue bissen på. Danmark må via sine ambassader informere modtagerlandene om, at vi nu foretager en analyse af forholdende for homo- og transseksuelle. At vi selvfølgelig ikke længere overhovedet arbejder i lande, hvor der er dødsstraf. Vi må orientere vore partnere i EU og FN-bistanden om, at danske midler ikke længere kan gå til lande, hvor helt grundlæggende liberale rettigheder krænkes. Forhåbentlig vil det få visse lande til at skifte kurs. Det kan f.eks. nævnes, at der er en nogenlunde efter forholdene rimelig retssikkerhed for homoseksuelle i Uganda naboland Rwanda, fordi bistandsgiverne stillede krav efter folkemordet for 20 år siden.
Indvendingen er altid, at vi svigter ved at trække os fra de lande, hvor forholdene er værst. Men vi har ikke ubegrænsede ressourcer. Vi må bruge dem effektivt. I hvert fald så længe der er tale om offentlige midler. Privat kan man godt engagere sig i f.eks. Uganda. Vi arrangerer f.eks. flere rejser om året i mit rejsebureau, Akademisk Rejsebureau, til Uganda og Ghana, hvor forholdene også er meget grelle, men her er der jo ikke tale om bistand, men forretning.
