Donbæk-skat er til skade for borgere og erhvervsliv

Kære Leif  Jeg havde som udgangspunkt opgivet alt håb om at se en SF’er komme til fornuft, men jeg fik en flig af forhåbning, da jeg læste din opta...

Lilian Parker Kaule,

08/10/2013

Kære Leif

 
Jeg havde som udgangspunkt opgivet alt håb om at se en SF’er komme til fornuft, men jeg fik en flig af forhåbning, da jeg læste din optakt på Modkraft til vores debat på torsdag på discountbaren Billy Booze. 

Du skriver: “Som det står lige nu, har politikerne, skat og politi i adskillige år forsømt at regulere de brodne kar i Indre By. Det har betydet at sort arbejde, dårlige arbejdsforhold og svindel har overtaget store dele af restaurationerne – og det er der ingen som kan være tjent med – statskassen bliver snydt, medarbejderne bliver udnyttet og de ærlige restaurationer kan ikke konkurrere når de andre snyder.


Det glæder mig du også er optaget af lige konkurrencevilkår for vores lokale erhvervsliv. Det er netop ved at tillade, at det frie marked regulerer sig selv gennem udbud og efterspørgsel, vi får det bedst fungerende erhvervsklima. Og du har fuldkommen ret i, at ingen er tjent med at den eksisterende lovgivning ikke overholdes.

Det er netop derfor folketinget i foråret 2005 vedtog Fairplay-lovgivningspakken, der fører målrettet tilsyn med de områder du nævner. Så heldigvis har vi allerede tilsynsførende myndigheder, hvilket leder mig tilbage til det essentielle spørgsmål i debatten.

Hvorfor ønsker SF at lukke ned for bylivet? Hvorfor ønsker SF at sætte en stopper for, at vi kan nyde en gin & tonic på en bar eller et glas vin på en restaurant? For det er konsekvensen af bevillingsnævnets nye restaurationsplan.

I skylder københavnerne en god forklaring på, hvorfor I nægter tildeling af nye bevillinger.

Din egen SF-sundhedsborgmester Ninna Thomsen siger, det er fordi hun er bekymret for de 
unges forhold til alkohol
og hun mener det er for nemt at gå fra gymnasiet til et værtshus og drikke sig fuld. 


For det første mener jeg slet ikke politikere skal blande sig i hvordan vi vælger at leve vores liv - punktum! 


For det andet vil en blokering for tilgangen af nye barer slet ikke have den effekt I ønsker at opnå. Kunderne vælger blot de eksisterende restauratører, med overfyldte barer og høje priser til følge, så argumentet holder ikke.


Uden naturlig konkurrence bliver det ikke billigere i nattelivet, men jeg går ud fra det for SF, er en ’logisk’ måde for at forhindre unge i at drikke, fordi de rammes hårdere på pengepungen. Problemet er, det er en ødelæggende kurs for såvel erhvervsdrivende som for kunderne og at København er dyr nok i forvejen uden politisk benspænd.


København har ikke brug for en ’Donbæk-skat’ i alle barer i form af overpriser, fordi nogle få politikere på rådhuset synes Indre By har nået et mætningspunkt hvad angår barer, så de derfor agerer by-konger og by-dronninger over for borgerne.
København har i stedet brug for en afbureaukratisering til gavn for såvel borgere som erhvervsliv og derfor skal man stemme på Liberal Alliance 19. november.

Vi ses på torsdag Leif!

/Lilian


Lilian Parker Kaule er kandidat til Borgerrepræsentationen for Liberal Alliance

Følg med på Lilians Facebook-side.

Kilde: