DF i april: Formålsløst at halvere dagpengeperiode

Dansk Folkeparti sidder i disse timer i forhandling med regeringen om en genopretningsplan for økonomien

Ole Birk Olesen,

24/05/2010

Dansk Folkeparti sidder i disse timer i forhandling med regeringen om en genopretningsplan for økonomien. Ifølge Danmarks Radio har partiet lagt et forslag på bordet om at halvere dagpengeperioden fra fire til to år. Den 6. april i år (klokken 22.50) gik Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted, ellers på Folketingets talerstol og afviste et lignende forslag fra Liberal Alliance med disse ord:

-----

"Nu står vi med et forslag, som egentlig, kan man sige, er tilbagevendende. Det er jo jævnt tit, at det popper op, at der skal ændres i dagpengeperioden. Der har været mange forslag fremme om, hvordan det skal skrues sammen, og nu har vi så et forslag her fra Liberal Alliance, der går ud på at halvere dagpengeperioden til 2 år. Der bliver henvist til, at det vil få flere ud på arbejdsmarkedet i form af en forøgelse af beskæftigelseseffekten på 10.000 personer.

Noget af det, man så glemmer i den forbindelse, er selvfølgelig også, at der vil være en hel del af dem, der mister dagpengene på den måde, der vil ryge ud af systemet, og som måske ikke lige kan finde et job. Det bliver der ikke taget hensyn til. Man regner med, at bare man halverer dagpengeperioden, er man også sikker på, at de, der falder ud efter 2 år, har fået job. Sådan er virkeligheden ikke.

Der henvises også til, at det kun er Belgien og Island, der har en længere dagpengeperiode end Danmark, og der henvises til nabolandet Sverige, hvor de gennemførte en dagpengereform, så man kun kunne modtage dagpenge i 300 dage. Vi skal så også i den forbindelse gøre opmærksom på, at det jo er bemærkelsesværdigt, at Danmark er et af de lande, der har den allerlaveste ledighed, når man ser på, at vi trods alt har en dagpengeperiode på 4 år. Så det hænger jo heller ikke sammen, hvis man skal kigge på det på den måde. Så det er ikke sådan, at folk ikke vil i arbejde. Under højkonjunkturen har det jo også vist sig, at når jobbene var der, kom folk også i arbejde. I Dansk Folkeparti kan vi ikke se nogen grund til at halvere dagpengeperioden. Tværtimod skal man se på, hvordan man får bedre kontakt imellem de ledige og virksomhederne, der har nogle job. Der kunne vi godt i Dansk Folkeparti ønske os, at der var sådan en mere direkte kontakt mellem jobcentre og arbejdsgiverne, altså at man sagde til arbejdsgiveren: Du har et ledigt job, og vi har en ledig, der er klar til at arbejde. Værsgo.

En sådan mere direkte kontakt ville få nogle flere ud i arbejde. Men man kan arbejde på at få beskæftigelsesministeren overbevist om, at det er noget af det, vi skal se på.

Dansk Folkeparti kan ikke støtte en halvering, netop fordi vi ikke kan se noget formål med det. Vi er ikke overbevist om, at der skulle være nogle fordele ved en halvering, altså at det skulle give flere i beskæftigelse. Efter vores overbevisning er der ikke noget, der tyder på det. Så vi siger nej til forslaget."

-----

For knap tre uger siden stemte hele Dansk Folkepartis folketingegruppe nej til at halvere dagpengeperioden ved en afstemning i folketingssalen.