Det tager tid at blive rask på Bornholm

Af David Elmer, Agenda Mere end hver femte sygedagpengemodtager på Bornholm og i Køge har været på sygedagpenge i mere end et år

Agenda

31/03/2011

Af David Elmer, Agenda

Mere end hver femte sygedagpengemodtager på Bornholm og i Køge har været på sygedagpenge i mere end et år. Omvendt gælder det kun for fem procent af sygedagpengemodtagerne i Slagelse. I det hele taget er der meget stor forskel på andelen af langvarigt syge i kommunerne, selv mellem kommuner med ens vilkår.

På Bornholm medgiver jobcenterchef Allan Westh, at andelen af langtidssyge-meldte er høj.

”Det er ikke tilfredsstillende, og det handler vi også på nu. Vi har de seneste to år anvendt anden aktør på området uden den ønskede effekt, og derfor ændrer vi nu strategi. Vi har lige fået en ekstra driftsbevilling på godt en halv million kr. samt penge til konsulentbistand for at nedbringe antallet af lange sygedagpengeforløb,” siger han.

Han mener dog, at Bornholm har særlige problemer, der ikke gør det rimeligt at sammenligne med andre kommuner.

”Vi har kun ét sygehus, og det gør behandlings- og udredningstiden længere, og vi mangler speciallæger. Desuden har vi høj ledighed, og folk er generelt mere motiverede til at blive klar til arbejde igen, når de har et arbejde, der venter,” siger han.

Bornholm vil fremover have mere fokus på arbejdsmarkedet og opkvalificering af den sygemeldte. Målet er på sigt næsten en halvering af de langvarige forløb, fortæller Allan Westh.

For to år siden var København på en førsteplads, når det gjaldt langvarige sygedagpengeforløb. Dengang havde godt 27 procent af sygedagpengemodtagerne modtaget sygedagpenge i mere end et år. I dag er den andel faldet til knap 18 procent.

Det skyldes ifølge Thomas Thellersen Børner, direktør i Københavns Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning, at kommunen har gjort en bevidst indsats på området.”Vi fik 18 mio. kr. over to år til at nedbringe antallet af langvarige sygedagpengemodtagere. Nu, to år efter, sparer vi kommunen for ca. 90 mio. kr. årligt som følge af den indsats,” siger han.

Han erkender, at indsatsen skete netop fordi København havde rigtigt mange sygedagpengemodtagere, der havde fået lov at gå længe, uden at kommunen havde fået afklaret deres situation.

”Ekstrabevillingen blev brugt til at fjerne den ophobede sagspukkel, og samtidigt er arbejdsgangene lavet markant om, så der også bliver færre med kortere sygedagpengeforløb,” siger han.

København har analyseret, hvad der er sket med de langvarigt sygemeldte, der stoppede med sygedagpenge. 2 ud af 3 er gået til en anden offentlig ydelse, og 1 ud af 3 er selvforsørgende. Ud af dem, der er selvforsørgende er det kun 10 procent, der slet ingen indkomst har, og som derfor sandsynligvis er forsørget af en ægtefælle.

De seneste to år har der i gennemsnit været et fald i andelen af langvarige sygedagpengemodtagere på landsplan. Men i hver tredje kommune er andelen steget.

Denne artikel er leveret i samarbejde med Agenda, nyhedsbrev for Dansk Arbejdsgiverforening.

Kilde: