Efter opblomstringen af den radikale feminisme i 70erne er kvindens krop igen gjort skamfuld og hendes seksualitet og udadvendthed i denne sammenhæng nærmest sygelig. Hos de gammeldags feminister i de røde partiers top tilkendes hun ikke en reflekteret, bevidst seksualitet og karakter. Med det er vi bombet tilbage til 1887: Manden er en udadvendt, driftig herre med en naturlig, uregerlig seksualdrift, mens kvinden igen er en skrøbelig, sjælelig skabning, som ikke formår at udstå kønslig omgang, som hun lyster. Men en bestyrelsespost kan hun administrere, forstår man.