I går kunne man kl. 21:00 på DR Nyhederne se et indslag om den dobbeltmoral vi udviser ved at forbyde udlændinge at købe danske sommerhuse, men vi vil gerne selv købe ferieboliger sydpå. Dette forbud trådte i kraft, som et af vores forbehold, da vi blev medlem af EF.
Venstre bevægede i DR’s indslag sig længere imod en nationalorienteret socialistisk politik alá Dansk Folkeparti. Det konkluderer jeg ved at de vil lukke Danmark mere og mere bl.a. igennem øget grænsekontrol og samtidigt øge det offentlige forbrug – selvom vores omkostningseffektivitet er på et obskurt niveau.
Venstres ordfører Torsten Schack Pedersen siger at forbuddet, imod at udlændinge kan købe danske sommerhuse, er en rigtig godt forretning for Danmark idet turisterne så lejer sommerhuse i stedet for, hvilket skaber titusindvis af arbejdspladser…
Kære Torsten hvor mener du konkret at de titusindvis af arbejdspladser genereres?
- I byggebranchen? Nej…
- I boligsalgsbranchen? Nej…
- I sommerhusudlejningsbureauer? Nej, for sommerhusudlejninger foregår i mange tilfælde over nettet og kræver derfor i stadig mindre grad menneskelig arbejdskraft…
Så kære Torsten, svar mig på hvor du finder de titusindvis af arbejdspladser du nævner og hvordan mener du konkret at det er en god forretning for Danmark?
Torsten har ganske enkelt ikke tænkt sig om før han udtalte sig. For hvis vi nu tillader udlændinge at købe sommerhuse i Danmark ville staten få en øget indtjening fra boligskatter. Afskaffelsen af forbuddet ville også betyde at det økonomiske incitament, som udlændinge har til at vende tilbage år efter år, vil skabe en turisme redundans der vil stabilisere antallet af turister i Danmark. Pga. de forbedrede muligheder for at holde ferie i Danmark ville det også kunne få flere turister til Danmark, hvilket staten også tjener fedt på via bl.a. momsen på dagligvarer.
Herudover vil huspriserne stige og vi vil redde en masse nødlidende danskere fra at teknisk insolvente. Som der også bliver sagt i programmet så afskærer man en stor del af befolkningen fra at have råd til sommerhuse – men er det en menneskeret af have sommerhus? i så fald er udlændingene ikke også berettiget denne menneskeret? Og for resten hvad så med de studerende eller lavtlønnede, der heller ikke i dag har råd til et sommerhus?
Vi kan ikke alle være grever og baroner – næsten 100% af alle sommerhuse ejes af danskere, hvorfor en stor del alm. Danskere vil få en indirekte økonomisk gevinst igennem en øget værdi af deres sommerhus.
Med venlig hilsen
Nichlas Larsen
Folketingskandidat for Liberal Alliance
www.facebook.com/nichlaslarsen