Vidensniveauet er for lavt hos danske teenagere. Det forringer ikke bare de unges livskvalitet, men også landets konkurrenceevne. Viden er nemlig ikke blot et spørgsmål om formelle kompetencer. Viden er et eksistentielt fænomen. Med Venstres og Socialdemokraternes forslag om længere dage i skolen giver håb om fremtidens skole. Det er en god idé. I fremtiden behøver de unge mennesker måske ikke længere frustreres over manglende viden om den verden, de lever i.
Naturen er god
”Alt er godt som det udgår fra skaberens hænder; i menneskenes hænder udarter alt. […] Han tåler ikke, at noget ser ud som det er skabt af naturen, ikke engang menneskene; dem skal han absolut have dresseret som cirkusheste; dem skal han have vredet ud af sin facon som træerne i sin have.” Sådan skrev filosoffen Jean Jacques Rousseau i sit pædagogiske storværk ”Emile eller om opdragelse” fra 1762. Meningen var klar: naturen er god og forstyrrer vi den, muterer den og forvanskes.
Forestillingen om ansvar for egen læring, hviler på dette natursyn. Og det er en katastrofe, for Rousseau har ikke ret. Det forholder sig stik modsat. Hvis ikke mennesket opdrages og civiliseres, så mister det rent faktisk muligheden for at udfolde sit potentiale fuldstændigt. Det kan vi lære af en gammel historie fra Indien.
Det var i slutningen af 1920 i distriktet Midnapore i Vestbengalen. Singh var præst og rektor på et lille børnehjem, da det rygtedes, at der huserede menneskespøgelser på egnen. Det var jo det rene overtro, og Singh satte sig for at undersøge sagen nærmere. I stedet for spøgelser fandt Singh to piger, Amala og Kamala på omkring 3 og 7 år. Pigerne levede med en lille flok ulve. Deres hår voksede vildt, og de løb på alle fire, således at det kunne være vanskeligt at genkende dem som mennesker. Singh så dog med det samme, at der var tale om mennesker, og det lykkedes ham at bringe dem med sig tilbage til børnehjemmet, hvor han gjorde, hvad han kunne for at rehabilitere dem. Deres ulveadfærd, mente han, havde blokeret for deres menneskelighed. Naturen havde vanartet dem, og nu skulle de hjælpes til et rigtigt menneskeliv.
Tilbage på børnehjemmet holdt pigerne sig for sig selv og sad i et hjørne og stirrede ind i væggen. De spiste ikke meget og søgte tilsyneladende deres ulvefamilie; de stak af og var svære at finde, fordi de næsten var helt lydløse i krattet omkring børnehjemmet. For en kort stund så det ud til at de ville knytte sig til en lille dreng på hjemmet, men der gik ikke længe før de overfaldt ham. Når andre nærmede sig, snerrede de og viste tænder. Amala, den yngste af pigerne døde efter kort tid på børnehjemmet, og Kamala trak sig yderligere ind i sig selv.
Jungleloven
Kamalas liv blandt ulvene havde formet hende så meget, at hun aldrig lærte at gå ordentligt oprejst. Hendes sener var for korte, de havde simpelt hen ikke udviklet sig til oprejst gang. Og ligesom hendes opvækst blandt ulve havde begrænset hendes fysiske potentiale, havde den også hæmmet hendes åndelige. Efter tre år kunne hun 12 ord og efter yderligere nogle år, var hun i stand til at udtale omkring 40 ord. Det er samme antal, som børn med en normal opvækst lærer hver uge i den tidlige sprogtilegnelse.
Historien om Amala og Kamala står ikke alene. Der er mange eksempler på ”ulvebørn.” Det var sådanne historier, der inspirerede Rudyard Kipling til at skrive historien om Mowgli. Pointen her er selvfølgelig at fastslå, at ansvar for egen læring er et blålys. I hvert fald i førskolealderen og de små klasser. Ansvar for egen læring er ikke bare en dårlig idé, der er en forkert idé. Små børn er helt frem til teenagealderen videbegærlige i helt uhyggelig grad, og samtidig har de en fantastisk hukommelse. Enhver med små børn ved, at de hurtigt lærer sange og hele bøger udenad. Det potentiale skal da udnyttes i skolen. Bare tank op. Gem projektarbejdet til ungdomsårene, når ønsket om at forstå livets sammenhænge begynder at trænge sig på.
De færreste mennesker, tror jeg, tænker på, at det at lære at gå ikke bare kommer af sig selv. Vi er arten der går oprejst, og derfor er vi helt selvfølgeligt af den opfattelse, at vores gener er kodet til at få os til at gå ganske automatisk. Det er de bare ikke. Til gengæld er det så indlejret i vores kultur, at vi slet ikke opfatter, hvor meget vi egentlig stimulerer vores børn, når de skal lære at gå. Så snart vi ser gangrefleksen, reagerer vi på den og laver hoppeøvelser, så armene er ved at ryge af ungerne. Amala og Kamala efterlignede deres ”forældre” – ulvene – og lærte at gå på fire.
Kultur er bedre
En anden ting, vi kan lære af Amalas og Kamalas historie, er, at det vigtigste for et menneskes udvikling er den kultur, det lever i. Vi er naturens børn og naturen har udstyret os med rigtig mange potentialer, men det er den opdragelse, vi får, og den kultur, vi lever i, der afgør hvordan og i hvilket omfang, vores potentialer realiseres. Kultur skal formidles. Kultur er nemlig alt andet end naturlig. Rousseau havde galt fat, hvis ikke vi skoles, udarter vi.
Folkeskolen laver ikke ulvebørn, og det ville også være uretfærdigt at hævde at den næsten gør det. Men det er ikke uretfærdigt at hævde, at den ikke udfolder børnenes potentiale i tilstrækkeligt omfang. Undersøgelser viser, at det i høj grad er den familiekultur, børnene kommer fra, der afgør deres uddannelsesniveau. På trods af 9 års skolegang. Det er virkelig forstemmende. Meningen med en fælles og gratis skole for alle, er at give alle lige mulighed for at få en god uddannelse og et godt liv, sådan som de privilegeredes børn altid har haft mulighed for. Desværre ser det ud til at skolen er med til at fastholde den negative sociale arv i stedet for at give børnene mulighed for at bryde den.
I 2008 kunne Ugebrevet A4 (nr. 7) berette, at børn fra familier der holdt avis og havde bøger derhjemme også var de børn, der fik de bedste karakterer. De havde samtidig forældre med længerevarende uddannelser eller de kendte nogen, der havde. Ugen efter kunne A4 vise, at læsescoren i de berygtede pisa-tests steg hos de børn, der var vant til at diskutere politik og samfundsforhold med deres forældre. Scoren steg med 54 point for dem, der havde mere end 100 bøger derhjemme.
Nu må man selvfølgelig ikke tro, at man bare kan tage 100 pyntebøger med hjem fra Ikea og så vente på, at kandidatgraden kommer i hus. Antallet af bøger fortæller os noget om kultur. Man dannes af viden, man klarer sig bedre, når man reflekterer – en i øvrigt umiskendelig menneskelig egenskab – over sin hverdag, sit samfund og sin verden. Man lærer at forstå den og begå sig i den. Men tallene viser os, at skoling, det er noget, man får derhjemme.
Den multifarvede skole
Er det så tilbage til den sorte skole? Heldigvis ikke. Lærdom og glæde er ikke hinandens modsætninger. Tværtom er uvidenhed og manglende kompetencer årsag til megen frustration og ”dårlige” liv. Højtuddannede lever længere, end lavt uddannede. Min forhenværende forstander lærte mig (og han havde vist lært det af Johannes Sløk), at man aldrig skal overvurdere sine elevers vidensniveau, men aldrig undervurdere deres intelligens. Sådan som skolen er indrettet, undervurderer vi deres intelligens.
For ikke længe siden havde jeg elever, der i konstruktiv frustration over eget vidensniveau foreslog en heldagsskole for fremtidens børn. Et dristigt forslag med skolegang fra 9-17 (for deres egen aldersgruppe) og med en videbegærlig blanding af kreative og boglige fag, lektiegrupper, sport og diverse lege i løbet af ugen – afvekslende og intellektuelt mættende. Oven i købet fortæller forskningen os, at kombinationen af kreative og boglige fag krydsbefrugter hinanden og giver bedre indlæring. De unge er klar. Og nu lader det til, at der er partier på begge sider af folketingssalen også er det. Det er gode nyheder.
