”Man skulle tro, det var løgn, men du kan fuldstændig forudsige ned i det allermindste, hvilke værdier folk har, hvilken æstetik, de har (…) Der er det blå segment, de rige, de individualistiske, som er konservative eller stemmer Venstre. Der er det grønne, typisk de offentligt ansatte akademikere, som er SF’ere, Politiken-læserne, som vil redde hele verden, idealisterne, men som egentlig er fyldt med fordomme og ikke accepterer andre end sig selv, når det kommer til stykket. Hvorimod de blå tror, at der findes rimelige løsninger på problemer, som kan stille de fleste tilfredse.”
Så smigrende omtaler reklamemanden og forfatteren Knud Romer i et ti år gammelt interview det blå segment, som jeg gerne vil tilhøre, og så svidende præcist det grønne segment, som er dets primære politiske modpol, men også den gruppering, som vi blå nok er nødt til at samarbejde med for at få gennemført ændringer, fordi de ligner os med hensyn til uddannelsesniveau, livsstil og interesser. Vi har mere tilfælles med dem end med ”Hr. Cerut og Fru Kakkelbord”, som Aamund kalder DF’s og socialdemokraternes kernevælgere. Forskellen på det blå og det grønne segment er dybest set, at hvor det grønne segment vil bestemme over andre for at frelse dem, vil det blå frigøre dem til at gøre, hvad de vil. Heri ligger også forskellen på de tidligere radikale, som er trukket over i LA og de radikale, som er blevet i B eller er trukket over i SF. De deler sig i et blåt og et grønt segment.
Det grønne segment vil altid fastholde, at liberalisme dybest set handler om egoisme: at rage mere til sig selv på de svages bekostning: Skattelettelser er egoisme, en større offentlig sektor er et udtryk for godhed. Det grønne segment ved bedre end folk selv. De vil lovgive, adfærdsregulere og beskatte sig til en bedre verden. Fedtskatten skal få folk til at spise sundere. Hundeforbuddet skal få hundene til at bide mindre. 12-minuttersreglen skal få folk til at arbejde mere. Med hensyn til de to første har vi allerede dokumentation for, at de ikke har virket. Den sidste er jeg sikker på vil vise sig kontraproduktiv. Det hører en anden tidsalder til at tro, at man skaber værdier og vækst ved at sidde et bestemt antal minutter længere på pinden hver dag. Tanken er igen den centrale styrings. Men hverken legoklodsen eller den dybe tallerken blev mig bekendt opfundet af folk på akkord.
Politik handler en hel del om, hvad man kan lide at spejle sig i. Det har det tilfælles med reklame. Vælgerne stemmer på folk, som ligner dem selv. Den liberale vælger har dog den fordel, at hans frisind kan hjælpe ham til at se kvaliteter hos personer, som ellers ikke ligner ham. Det grønne segment kan ikke se igennem sine fordomme om det blå som bestående af hvide, egoistiske, fremmedhadende, antifeministiske, homofobiske, skatteunddragende mænd. Medmindre de møder en en dag, som faktisk viser sig at være en ganske flink fyr.
