Mens EU-landene kæmper for at redde stumperne af Europas økonomi, fortsætter den hjemlige dans om småligheder.
Det seneste eksempel er debatten om det postulerede Udkantsdanmark, som mit fædrene Vendsyssel angiveligt er en del af. Den stoute egn har altid ligget langt fra alt – undtagen sig selv. Og det er netop den væsentligste pointe i den diskussion. Vi er os selv nærmest, og hvis et område eller en egn har svært ved at skabe vækst og fastholde et aktivt handelsliv, er det først og sidst lokalbefolkningens egen skyld.
Vel er der landsbyer, der sygner hen med tomme og usælgelige huse, men nord for Limfjorden bor der dog stadig nogle hundrede tusinde, der aldrig kunne finde på at bo andre steder. De har naturligvis krav på den samme betjening som andre skatteborgere, men ligesom man heller ikke giver særlige vækstpakker til Birkerød, er der heller ikke grund til at give det til Brønderslev. Der er ingen grund til at sætte flere penge i halsløse projekter som cykelstier uden cykler, parkanlæg uden besøgende og kulturhuse, der ikke har befolkningsunderlag nok til at fylde salen til en aften med halvkvædede viser.
Det vil ikke fremme udviklingen. I bedste fald vil det bare udskyde afviklingen, for skal man fastholde folk på den egn, hvor de bor, skal der en helt anderledes tankegang til.
Først og fremmest handler det om, at vi erkender, at vi ikke er større, end vi er. Befolkningsmæssigt er vi ikke større end Storhamborg, og størrelsesmæssigt har vi at gøre med nogle afstande, der får andre europæere til at mene, at vor værste afkrog i deres land ville tilhøre oplandet til nærmeste millionby. Fra Sulsted, hvor jeg er født, kan jeg med fly via Aalborg nå Rådhuspladsen på under to timer, og fra Rådhuspladsen kan jeg på den samme tid i bil nå både Langeland og Vestlolland. Talknuser bliver jeg aldrig, men det er altså intet at regne, og det sætter den aktuelle politiske diskussion om udkanterne i et pinligt relief.
I stedet for at fastholde vælgerne på, at vi er et lille land, hvor mulighederne med rationaliseringens fornuft er store, lover man dem guld og grønne skove finansieret af tilskud. Det er gode penge kastet efter dårlige, og jo mere tilskud, der skal ydes, jo højere skat må der opkræves.
Derfor er det foruroligende at se, hvordan liberale og borgerlige politikere er gået med på oppositionens galej. Det virker som et desperat forsøg på at vinde de tabte vælgere tilbage, men jo mere socialdemokratisk regeringen agerer, jo færre vælgere får de til at blive. Lad os få fordommene ryddet af vejen og sandheden op på bordet.
Udkantsdiskussionen må stoppe nu. Europa er ved at blive kørt over af Kina, mens Grækenland, Spanien og Portugal reelt er gået fallit, og formår vi ikke at hæve vores danske politiske drøftelser op på et højere niveau, kan vi glemme alt om at udpege udkantsområder i Danmark. For så ender hele landet med at blive én stor udkant.
Det seneste eksempel er debatten om det postulerede Udkantsdanmark, som mit fædrene Vendsyssel angiveligt er en del af. Den stoute egn har altid ligget langt fra alt – undtagen sig selv. Og det er netop den væsentligste pointe i den diskussion. Vi er os selv nærmest, og hvis et område eller en egn har svært ved at skabe vækst og fastholde et aktivt handelsliv, er det først og sidst lokalbefolkningens egen skyld.
Vel er der landsbyer, der sygner hen med tomme og usælgelige huse, men nord for Limfjorden bor der dog stadig nogle hundrede tusinde, der aldrig kunne finde på at bo andre steder. De har naturligvis krav på den samme betjening som andre skatteborgere, men ligesom man heller ikke giver særlige vækstpakker til Birkerød, er der heller ikke grund til at give det til Brønderslev. Der er ingen grund til at sætte flere penge i halsløse projekter som cykelstier uden cykler, parkanlæg uden besøgende og kulturhuse, der ikke har befolkningsunderlag nok til at fylde salen til en aften med halvkvædede viser.
Det vil ikke fremme udviklingen. I bedste fald vil det bare udskyde afviklingen, for skal man fastholde folk på den egn, hvor de bor, skal der en helt anderledes tankegang til.
Først og fremmest handler det om, at vi erkender, at vi ikke er større, end vi er. Befolkningsmæssigt er vi ikke større end Storhamborg, og størrelsesmæssigt har vi at gøre med nogle afstande, der får andre europæere til at mene, at vor værste afkrog i deres land ville tilhøre oplandet til nærmeste millionby. Fra Sulsted, hvor jeg er født, kan jeg med fly via Aalborg nå Rådhuspladsen på under to timer, og fra Rådhuspladsen kan jeg på den samme tid i bil nå både Langeland og Vestlolland. Talknuser bliver jeg aldrig, men det er altså intet at regne, og det sætter den aktuelle politiske diskussion om udkanterne i et pinligt relief.
I stedet for at fastholde vælgerne på, at vi er et lille land, hvor mulighederne med rationaliseringens fornuft er store, lover man dem guld og grønne skove finansieret af tilskud. Det er gode penge kastet efter dårlige, og jo mere tilskud, der skal ydes, jo højere skat må der opkræves.
Derfor er det foruroligende at se, hvordan liberale og borgerlige politikere er gået med på oppositionens galej. Det virker som et desperat forsøg på at vinde de tabte vælgere tilbage, men jo mere socialdemokratisk regeringen agerer, jo færre vælgere får de til at blive. Lad os få fordommene ryddet af vejen og sandheden op på bordet.
Udkantsdiskussionen må stoppe nu. Europa er ved at blive kørt over af Kina, mens Grækenland, Spanien og Portugal reelt er gået fallit, og formår vi ikke at hæve vores danske politiske drøftelser op på et højere niveau, kan vi glemme alt om at udpege udkantsområder i Danmark. For så ender hele landet med at blive én stor udkant.
