En paranid stat er en social konstruktion, som ikke ser nogen trussel fra borgeren mod staten som for lille til at agere og ingen overtrådt borgerrettighed for stor til at ignorere.
Den paranoide stat er i sig selv en destabiliserende konstruktion, fordi samfundets udviklingsevne undermineres i takt med at staten mange fejl, ressoucespilde og bureaukratiske regler og dermed også samfudets evnen til at finansiere en stadigt mere bureaurkatisk stat.
Samtidig presses alle til at komme mere i statens søgelys i takt med at skatten stiger og rådighedsbeløbet falder. Dem som betaler skat, får mindre og mindre rådighedsbeløb indtil de presses til at tænke skat mere kreativt. Dem som er på overførselsomkostninger fordi staten har skubbet arbejdspladserne til udlandet presses af den stadigt større ubalance mellem leveomkostninger og overførsler. Alle bliver dermed større trusler mod staten og kommer længere og længere ud i gråzonen, hvor de bliver jaget vildt.
De eneste uskyldsrene er selvfølgelig centraladminstrationen som vasker deres hænder i deres syn på sig selv som samfundets neutrale redningsmænd, mens de systematisk skubber på for flere angreb på de kriminelle borgere og den centrale styring.
På et tidspunkt lige inden det hele bryder sammen bliver statens paranoia en selvopfyldende profeti, fordi så bliver borgerne nødt til at forsvare sig mod staten. På det tidspunkt er samfundets strukturer sunket så dybt er der ikke er nogen nem vej tilbage - uddannelser, forskning, erhvervstrukturer, internationeale relationer, formuer, kompetancer, basisstrukturer, love, moral og it-systemer har været udsat for grov misrøgt i årtier, så de nu aktivt modvirker tiltag til genopretning.
