Det begyndte med brask og bram. Det var dengang i 2001, hvor meget tydede på, at vi trygt kunne imødegå en fremtid med en regering, der ikke kun på papiret var liberal og borgerlig. Det gjaldt ikke mindst værdipolitikken. Dygtigt fik nu forhenværende kulturminister Brian Mikkelsen med sin kanon sat fokus på vores historie og kulturelle rødder. Det var konservativ politik, der var til at forstå, og det er da også evident, at kanonen har haft stor betydning i vores tilgang til kulturen.
Men det var dengang. I dag er værdikampen fuset ud, og i den politiske debat er der ikke meget, der tyder på, at den er ved at vende tilbage. En værdikamp – eller kamp for vores kultur og selvforståelse – er ikke en statisk størrelse, men kan kun have sin berettigelse ved vedvarende at være til stede i nutiden. Derfor er det bekymrende, at De Konservative tilsyneladende ikke længere har modet til fortsat at sætte dagsordenen på dette vigtige emne. Udefra set er forklaringen ligeså enkel, som den er fatal.
Tidligere var en konservativ politiker som regel kendetegnet ved at besidde et stort kendskab til vores kultur og historie. Det var gerne i konservative hjem, man så de fyldte bogreoler, den solide kunst og lyttede til den klassiske musik. Ikke for at hæve sig over andre. Ikke for at man ikke dyrkede andre kulturgenrer. Men fordi man havde en erkendelse af, at netop den form for kunst og kultur var med til at forme et menneske, der havde rod i historien, og dermed var sig selv og sit lands identitet bevidst.
I dag er det undtagelsen, der bekræfter reglen. Det er svært at finde blot en håndfuld markante konservative, der af et oprigtigt hjerte kæmper den solide konservative sag. Det kom særligt til udtryk, da Brian Mikkelsens afløser i kulturministeriet, Carina Christensen, nærmest gjorde en dyd ud af, at hun aldrig havde hørt klassisk musik. Naturligvis kunne hun ikke lyve, men at have en konservativ kulturminister, der var så langt fra det, partiet engang stod for, synliggjorde problemets omfang. Derfor kan man ikke bebrejde Carina Christensen det store, for hun udtrykte blot et symptom. Ganske vist forsøger Per Stig Møller dygtigt at føre kulturpolitikken tilbage til den konservative lejr, men når den måske største mangel på dens forståelse kommer fra egne rækker, synes kampen tabt på forhånd.
Det samme gælder kirkepolitik. Den har altid været en konservativ mærkesag, fordi et tæt forhold mellem stat og folkekirke er ligeså vigtigt for den nødvendige sammenhængskraft, som kulturen er det. I disse år er der en stigende fokus på og mediebevågenhed omkring kirkelige forhold, og derfor er det forstemmende, at De Konservative nærmest er usynlige i debatten. Hvor Venstre, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, De Radikale og SF – og selv kirkekritiske Liberal Alliance – har kompetente og engagerede ordførere, har De Konservative reelt forladt scenen. Kun sporadisk kommer der nogle udtalelser, der i bedste fald kan henføres til afdelingen for almindeligheder. Set i lyset af politikeres naturlige behov for at blive eksponeret er det fristende at tænke, at tavsheden skyldes regulær uvidenhed.
Partiet er nu sejlet agterud på sin egen hjemmebane, og som inkarneret konservativ er det beskæmmende. Tidens store problem og udfordring er derfor ikke en ny gang suppe på Lene Espersens afbud til det famøse udenrigsministermøde i Canada. Nej, årsagen og virkningen stikker så dybt, at der reelt kan blive tale om at genrejse partiet. Ikke ved et dramatisk formandsopgør, fløjkrige og massiv mudderkastning. Men slet og ret ved, at partiet pudser sin egen historie og sit eget udgangspunkt af, så det bliver i stand til at genstarte værdi- og kulturkampen.
Det er ikke nok at svare, når man bliver spurgt. Vi skal selv i offensiven, vi skal selv stille spørgsmålene, og vi skal først og fremmest turde finde nogle konservative politikere, der også tør udfordre vælgerne kulturelt og åndeligt. Ellers vil det ende, som det begyndte: Med brask og bram.
Men det var dengang. I dag er værdikampen fuset ud, og i den politiske debat er der ikke meget, der tyder på, at den er ved at vende tilbage. En værdikamp – eller kamp for vores kultur og selvforståelse – er ikke en statisk størrelse, men kan kun have sin berettigelse ved vedvarende at være til stede i nutiden. Derfor er det bekymrende, at De Konservative tilsyneladende ikke længere har modet til fortsat at sætte dagsordenen på dette vigtige emne. Udefra set er forklaringen ligeså enkel, som den er fatal.
Tidligere var en konservativ politiker som regel kendetegnet ved at besidde et stort kendskab til vores kultur og historie. Det var gerne i konservative hjem, man så de fyldte bogreoler, den solide kunst og lyttede til den klassiske musik. Ikke for at hæve sig over andre. Ikke for at man ikke dyrkede andre kulturgenrer. Men fordi man havde en erkendelse af, at netop den form for kunst og kultur var med til at forme et menneske, der havde rod i historien, og dermed var sig selv og sit lands identitet bevidst.
I dag er det undtagelsen, der bekræfter reglen. Det er svært at finde blot en håndfuld markante konservative, der af et oprigtigt hjerte kæmper den solide konservative sag. Det kom særligt til udtryk, da Brian Mikkelsens afløser i kulturministeriet, Carina Christensen, nærmest gjorde en dyd ud af, at hun aldrig havde hørt klassisk musik. Naturligvis kunne hun ikke lyve, men at have en konservativ kulturminister, der var så langt fra det, partiet engang stod for, synliggjorde problemets omfang. Derfor kan man ikke bebrejde Carina Christensen det store, for hun udtrykte blot et symptom. Ganske vist forsøger Per Stig Møller dygtigt at føre kulturpolitikken tilbage til den konservative lejr, men når den måske største mangel på dens forståelse kommer fra egne rækker, synes kampen tabt på forhånd.
Det samme gælder kirkepolitik. Den har altid været en konservativ mærkesag, fordi et tæt forhold mellem stat og folkekirke er ligeså vigtigt for den nødvendige sammenhængskraft, som kulturen er det. I disse år er der en stigende fokus på og mediebevågenhed omkring kirkelige forhold, og derfor er det forstemmende, at De Konservative nærmest er usynlige i debatten. Hvor Venstre, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, De Radikale og SF – og selv kirkekritiske Liberal Alliance – har kompetente og engagerede ordførere, har De Konservative reelt forladt scenen. Kun sporadisk kommer der nogle udtalelser, der i bedste fald kan henføres til afdelingen for almindeligheder. Set i lyset af politikeres naturlige behov for at blive eksponeret er det fristende at tænke, at tavsheden skyldes regulær uvidenhed.
Partiet er nu sejlet agterud på sin egen hjemmebane, og som inkarneret konservativ er det beskæmmende. Tidens store problem og udfordring er derfor ikke en ny gang suppe på Lene Espersens afbud til det famøse udenrigsministermøde i Canada. Nej, årsagen og virkningen stikker så dybt, at der reelt kan blive tale om at genrejse partiet. Ikke ved et dramatisk formandsopgør, fløjkrige og massiv mudderkastning. Men slet og ret ved, at partiet pudser sin egen historie og sit eget udgangspunkt af, så det bliver i stand til at genstarte værdi- og kulturkampen.
Det er ikke nok at svare, når man bliver spurgt. Vi skal selv i offensiven, vi skal selv stille spørgsmålene, og vi skal først og fremmest turde finde nogle konservative politikere, der også tør udfordre vælgerne kulturelt og åndeligt. Ellers vil det ende, som det begyndte: Med brask og bram.
