Før i tiden var det man kaldte en sofavælger, en person som rent faktisk havde stemmeret, men ikke brugte den på valgdagen. I dag er en sofavælger en person, typisk i alderen 18-25, gerne studerende, som ikke interesserer sig for politik, men stadig bruger sin stemmeret.
Den nye sofavælger er en person, som ikke udbredt ved hvad det vil sige at være venstre- eller højreorienteret. En person som typisk kritiserer den siddende regering for enkeltsager, men ikke har sat sig ind i deres ideologi eller øvrige politik.
Hvordan stemmer den nye sofavælger så? Den nye sofavælger er nok det bedste eksempel på en marginalvælger vi har i Danmark. En der sjældent stemmer på det samme parti to gange. Er der noget galt i at være marginalvælger? Nej, bestemt ikke.
Problemet er den måde, man tilegner sig sin viden om politik på. Op til valgkampen løber de etablerede massemedier om kap for at producere de nye ”tests” hvor man kan finde ud af hvilket parti man er mest enig i, som regel ved at man tilkendegiver om man er enig eller uenig i 10-15 enkeltsager, som de forskellige partier har givet deres holdning til kende om. Til slut får man så svaret på, hvilket parti man er mest enig i.
Hvad kan man så bruge den information til? De oplyste og normalt begavede mennesker fristes til at sige ”ikke ret meget”, for som langt de fleste nok ved, så er størstedelen af disse enkeltsager langt fra altid i skik med partiernes ideologi og grundholdninger.
Disse tests lokker imidlertid flere og flere, og i særdeleshed unge, naive og letpåvirkelige førstegangsvælgere og teenagere til sig, og pådutter dem en politisk holdning. Sammenlagt med de tvivlsomme politiske statements de suger til sig mens de lige suser forbi TV'et som kører en valgdebat, minutter før de skal i byen og drikke sig i hegnet, så har du et ungt sind, som er påvirket af (langt oftest) venstrefløjens påståede medmenneskelige og solidære retorik.
Det er måske derfor vi har fået ordsprog som ”Hvis man ikke er rød når man er ung har man intet hjerte. Hvis man ikke er blå når man er ældre, har man ingen hjerne”. Og det passer nu meget godt, for alle undersøgelser peger da også på, at jo yngre folk er, jo mere venstreorienterede er de som regel. Tanken om at alle skal have alt, og alle lever i glæde og harmoni med hinanden, lyder da også meget godt på papiret. Problemet er bare, at det er himmelråbende urealistisk, men så snart man har stemt rødt, så har man i hvert fald god samvittighed.
De markedsorienterede (oftest røde partier) er rigtig gode til at fange de unge. Enhedslisten lavede ved sidste valg en bunke flyers, hvor de mente at SU'en burde fordobles, så udeboende studerende ville modtage over 10.000 kr. hver måned, så de slet ikke behøvede at arbejde. En af SF's store kæpheste har altid været at tvinge virksomheder til at oprette praktikpladser, og de rødes studenterorgan Danske Gymnasieelevers Sammenslutning advokerer for færre elever i klasserne, og at blandt andet de større skriftlige opgaver på gymnasiet og HF, bliver gjort lettere, så flere (skoletrætte hipsters) også kan få et eksamensbevis på, at de trods alt ikke er helt tabt bag en vogn.
Problemet er den identitetskrise der præger vores postmoderne samfund, og at de unge ikke længere kan holde styr på deres eget liv, fordi de overvældes af muligheder. De gider ikke at tænke selv, eller tage stilling selv. De vil gerne have en flad samfundsstruktur, hvor alle er lige, og der er en statsmagt der dikterer hvordan de skal udforme deres liv. De stemmer ikke efter landets fremtid, men er så impulsstyrede, at de tænker hvad der bedst for dem selv lige nu. De tænker ikke på, at de en dag får et job, gerne vil beholde så mange af pengene de tjener selv, gerne vil eje fast ejendom, købe en bil, og nyde den frihed som alt dette giver. Ungdomsoprør, kvindebevægelse og den frie opdragelse, har medvirket til, at vi lever i et samfund, hvor de unge stort set er blottet for disciplin og evne til at tænke og handle selv.
