I halvanden hundrede år har selvejersamfundet præget udviklingen i Danmark. Det drejer det sig i runde tal om perioden fra 1849 til 1968. Tiderne skifter. Et vendepunkt er indtruffet i historien. Kapitalismens tidsalder er slut. Ejerskab er ikke længere forbundet med selvstændighed i bedriften. Denne generation har været vidne til et af historiens sjældne overgange fra en klasses dominans til en anden. Selvejernes toneangivende position er bragt til en afslutning. I dag bærer de intellektuelle stafetten. Universiteterne udgør vor tids magtbaser. Herfra udruges den nye dominansklasse.
Følgende problemstilling trænger sig på: Er de intellektuelle en demokratisk klasse? Eller forholder det sig sådan, at demokratiet udelukkende lader sig realisere i et selvejersamfund?
Den danske grundlov fra 1849 understreger både den personlige og den økonomisk frihed. Grundloven forudsætter ganske enkelt et samfund med mange selvejere. De store bondereformer var ved den tid så godt som gennemført. Udviklingen fra fæstebønder til selvejebønder beredte fundamentet for den fri forfatning. Samtidig kommer næringsfriheden i fokus. Tidsånden er præget af den klassiske liberalisme.
Erfaringen tilkendegiver imidlertid, at de intellektuelle ikke har til hensigt at respektere selvejerkulturen og markedsfriheden. Universiteternes kandidater er nemlig embedsjægere. Og det skaber helt andre interesser. Spørgsmålet må da lyde: Hvilken type samfund ønsker de intellektuelle? Hvad giver dem udviklingsmuligheder og et godt forsvar mod fremtidige oprør?
Eksamensbesidderne vil en orden, der ligner skolen. Ved pulten har de boglige elever oplevet succes. De er skolens vindere. Lærerne er tilfredse med deres indsats. Du er dygtig, du skal i gymnasiet, læs videre. Men ude i det praktiske liv er successen langt fra givet. Markedskræfterne belønner ikke specielt de boglærde. Forbrugerne efterspørger fødevarer, beklædningsgenstande, huse og andre materielle goder. Antag at en af skolens favoritter stilles over for spørgsmålet: Hvad kan du producere? Formår du at få en virksomhed til at gå rundt? Har du forstand på penge?
Boglæseren bliver straks usikker. Alt det med ejendom, produktion og købmandskab har vedkommende ikke lært i skolen. I et selvejersamfund synes vinderchancerne beskedne. Spørgsmålene skaber forlegenhed.
Hvad man ikke er god til, går man ikke ind for. Kapitalisme er noget bras. På dette punkt synes mange intellektuelle enige. Nej, skolepulte og kontorer, det ved man, hvad er. Politik og stat må gerne vokse. Det øger mængden af skriveborde. Samtidig bestyrkes positionen som dominanter. Staten er en værdifuld partner, der også yder et stærkt forsvar over for protestbevægelser.
Demokrati er et positivt ord. Folkestyre er noget, som overklassen i den vestlige verden er nødt til at gå ind for. Bogens folk er da heller ikke karrige med brugen af demokratiske begreber. Akademikerne definerer nemlig demokratiet på deres egen måde. Folkets styre handler om politik, meddeler de intellektuelle. Demokrati er en politisk styreform, som tillader flere partier. Stemmeretten tillægges stor vægt, selv om den kun er en metode. Ja, stemmeretten udtrykker demokratiets egentlige væsen. Ifølge den boglige klasse er der også tale om folkets styre, selv om de valgte kandidater alle tilhører samfundets førende lag.
De folkevalgte i dag udgør et demokratisk problem. Om folketinget kan det samme siges. Og videre, parlamenterne rundt om i Europa truer friheden. På alle fronter er akademiske fuldtidspolitikere til fare for demokratiet, eftersom de fylder det private rum med politik. Parlamenterne arbejder på højtryk. Nutidens lovgivningssale er politikfabrikker.
Demokrati handler ikke om at stemme, men om at bestemme, bestemme over sig selv og sit eget. Og kun det. Selvbestemmelse er drømmen for millioner af mennesker verden over. At arbejde i fred med sit eget, hvilket privilegium! Individets ret til at bestemme over sin egen tilværelse er demokratiets mål og indhold. Akkurat i det perspektiv er det tydeligt, at politikmageriet ødelægger friheden.
Hvor meget politik kan et demokratisk samfund tåle, før det ikke længere er demokratisk? Ikke ret meget. Det er svaret. Brugen af det politiske instrument på en aktivistisk facon lægger demokratiet i graven. Dækkes et bestemt areal med politik, er det slut med selvbestemmelsen på den grund. Det vil i givet fald være en kriminel handling.
Vælgerne bruger meget tid på at forbedre politiks kvalitet. Den bestræbelse er i den nuværende historiske situation dømt til at fejle. Partierne fra enhver kant styres af intellektuelle. Højre og venstre avler den samme afgrøde. Overalt i Europa er de intellektuelle sikre vindere på valgdagen. Det boglige borgerskab behersker både regeringsrollen og oppositionsrollen. Spektaklet mellem partierne betyder ingenting. Sociale skel mellem folketingsgrupperne eksisterer netop ikke. Der er tale om ligemænd, som rivaliserer om ministerposter og andre forfremmelser. Politiks kvalitet er før og efter et valg af samme art.
Folket bør i stedet for bekymre sig om politikkens kvantitet. De sande trusler stammer fra politikmængden. Politiks kvantum danner skellet mellem et frit og et ufrit samfund. Selvbestemmelsesretten trives udelukkende på arealer, der ligger åben for individuel foretagsomhed og personligt ansvar. Det stærke civilsamfund er demokratiets base. Det er på civile territorier med mange og frie selvejere, at demokratiet lever. Politiksfæren udgør en potentiel demokratisk trussel. Derfor skal den formindskes, splittes og bindes.
Mindre mængder af politik øger det menige folks styrke, og det er betryggende. Almindelige mennesker eksperimenterer ikke med samfundet, tværtimod, fornuft og besindighed råder i det brede lag. I et demokrati skal man nære mistillid til magt, men have tillid til det enkelte menneske.
Følgende problemstilling trænger sig på: Er de intellektuelle en demokratisk klasse? Eller forholder det sig sådan, at demokratiet udelukkende lader sig realisere i et selvejersamfund?
Den danske grundlov fra 1849 understreger både den personlige og den økonomisk frihed. Grundloven forudsætter ganske enkelt et samfund med mange selvejere. De store bondereformer var ved den tid så godt som gennemført. Udviklingen fra fæstebønder til selvejebønder beredte fundamentet for den fri forfatning. Samtidig kommer næringsfriheden i fokus. Tidsånden er præget af den klassiske liberalisme.
Erfaringen tilkendegiver imidlertid, at de intellektuelle ikke har til hensigt at respektere selvejerkulturen og markedsfriheden. Universiteternes kandidater er nemlig embedsjægere. Og det skaber helt andre interesser. Spørgsmålet må da lyde: Hvilken type samfund ønsker de intellektuelle? Hvad giver dem udviklingsmuligheder og et godt forsvar mod fremtidige oprør?
Eksamensbesidderne vil en orden, der ligner skolen. Ved pulten har de boglige elever oplevet succes. De er skolens vindere. Lærerne er tilfredse med deres indsats. Du er dygtig, du skal i gymnasiet, læs videre. Men ude i det praktiske liv er successen langt fra givet. Markedskræfterne belønner ikke specielt de boglærde. Forbrugerne efterspørger fødevarer, beklædningsgenstande, huse og andre materielle goder. Antag at en af skolens favoritter stilles over for spørgsmålet: Hvad kan du producere? Formår du at få en virksomhed til at gå rundt? Har du forstand på penge?
Boglæseren bliver straks usikker. Alt det med ejendom, produktion og købmandskab har vedkommende ikke lært i skolen. I et selvejersamfund synes vinderchancerne beskedne. Spørgsmålene skaber forlegenhed.
Hvad man ikke er god til, går man ikke ind for. Kapitalisme er noget bras. På dette punkt synes mange intellektuelle enige. Nej, skolepulte og kontorer, det ved man, hvad er. Politik og stat må gerne vokse. Det øger mængden af skriveborde. Samtidig bestyrkes positionen som dominanter. Staten er en værdifuld partner, der også yder et stærkt forsvar over for protestbevægelser.
Demokrati er et positivt ord. Folkestyre er noget, som overklassen i den vestlige verden er nødt til at gå ind for. Bogens folk er da heller ikke karrige med brugen af demokratiske begreber. Akademikerne definerer nemlig demokratiet på deres egen måde. Folkets styre handler om politik, meddeler de intellektuelle. Demokrati er en politisk styreform, som tillader flere partier. Stemmeretten tillægges stor vægt, selv om den kun er en metode. Ja, stemmeretten udtrykker demokratiets egentlige væsen. Ifølge den boglige klasse er der også tale om folkets styre, selv om de valgte kandidater alle tilhører samfundets førende lag.
De folkevalgte i dag udgør et demokratisk problem. Om folketinget kan det samme siges. Og videre, parlamenterne rundt om i Europa truer friheden. På alle fronter er akademiske fuldtidspolitikere til fare for demokratiet, eftersom de fylder det private rum med politik. Parlamenterne arbejder på højtryk. Nutidens lovgivningssale er politikfabrikker.
Demokrati handler ikke om at stemme, men om at bestemme, bestemme over sig selv og sit eget. Og kun det. Selvbestemmelse er drømmen for millioner af mennesker verden over. At arbejde i fred med sit eget, hvilket privilegium! Individets ret til at bestemme over sin egen tilværelse er demokratiets mål og indhold. Akkurat i det perspektiv er det tydeligt, at politikmageriet ødelægger friheden.
Hvor meget politik kan et demokratisk samfund tåle, før det ikke længere er demokratisk? Ikke ret meget. Det er svaret. Brugen af det politiske instrument på en aktivistisk facon lægger demokratiet i graven. Dækkes et bestemt areal med politik, er det slut med selvbestemmelsen på den grund. Det vil i givet fald være en kriminel handling.
Vælgerne bruger meget tid på at forbedre politiks kvalitet. Den bestræbelse er i den nuværende historiske situation dømt til at fejle. Partierne fra enhver kant styres af intellektuelle. Højre og venstre avler den samme afgrøde. Overalt i Europa er de intellektuelle sikre vindere på valgdagen. Det boglige borgerskab behersker både regeringsrollen og oppositionsrollen. Spektaklet mellem partierne betyder ingenting. Sociale skel mellem folketingsgrupperne eksisterer netop ikke. Der er tale om ligemænd, som rivaliserer om ministerposter og andre forfremmelser. Politiks kvalitet er før og efter et valg af samme art.
Folket bør i stedet for bekymre sig om politikkens kvantitet. De sande trusler stammer fra politikmængden. Politiks kvantum danner skellet mellem et frit og et ufrit samfund. Selvbestemmelsesretten trives udelukkende på arealer, der ligger åben for individuel foretagsomhed og personligt ansvar. Det stærke civilsamfund er demokratiets base. Det er på civile territorier med mange og frie selvejere, at demokratiet lever. Politiksfæren udgør en potentiel demokratisk trussel. Derfor skal den formindskes, splittes og bindes.
Mindre mængder af politik øger det menige folks styrke, og det er betryggende. Almindelige mennesker eksperimenterer ikke med samfundet, tværtimod, fornuft og besindighed råder i det brede lag. I et demokrati skal man nære mistillid til magt, men have tillid til det enkelte menneske.
