Et hyppigt brugt argument for dansk deltagelse i EU har været, at vi på
den måde får større indflydelse end hvis vi stod udenfor. Det har været
argumentet ved samtlige euro- og traktatafstemninger herhjemme, og er
ligeledes argumentet for, at vi til stadighed bliver spurgt om vi ønsker
at afskaffe de danske forbehold, selvom vælgerne allerede har stemt nej to
gange.
Man kan mene om den nyindførte danske grænsekontrol, hvad man vil. Men når
et flertal i det danske Folketing, bestående af danske folkevalgte, ikke
må vedtage at beskytte danske grænser og danske interesser, fordi en eller
anden portugisisk kommissionsformand, som ingen har stemt på, og en tysk
ambassadør som ingen kender, er uenige, hvor meget er argumentet om dansk
medindflydelse i EU så værd? Og hvor meget handler EU så om demokrati?
Sandheden er, at EU er bureaukraternes drøm. Det er muligheden for at
fjerne lovgivningen så langt som muligt fra den enkelte borger, til en
glasbygning centralt i Bruxelles, hvor man kan omfordele tusindvis af
milliarder uden nogensinde at spørge en eneste vælger.
Sagen om grænsekontrollen viser fint, at magten i EU ikke ligger blandt de
folkevalgte, men blandt dem ingen har stemt på, såsom kommissionen. Det
kan godt være, at der sidder en dansker med ved bordet, men hvis ikke
danskeren er repræsentant for det danske folk, er vedkommendes deltagelse
ikke meget værd, ligesom vores egen deltagelse som land, fremstår som
spild af tid.
