Bragt som "Dagens brev" i Berlingske Tidende 29. september 2011
Af Inger Schroll-Fleischer, ba.scient.pol. og blogger på Damefrokosten.com
Der er to anledninger, hvor det som udgangspunktet bare er bedst at holde sin kæft – når man har en hemmelighed eller intet godt at sige. Det betragtes sædvanligvis som et positivt karaktertræk, at man er i stand til at holde mund i ovenstående tilfælde. Men lige for tiden er det i forbindelse med regeringsforhandlingerne på Crowne Plaza i tilsyneladende altid vindblæste Ørestaden ved at være en problem.
Dag ud og dag ind prøver de evigt ihærdige journalister på TV2 News at vride et ord eller to ud af ”forhandlerne”, når Villy Søvndal lige skal ryge færdigt eller Margrethe Vestager kommer cyklende. Men der er intet at skrive hjem om, for der bliver ikke sagt meget andet end ”ingen kommentarer” og forvisninger om, at man skam er klar over, at Folketinget åbner 4. oktober. Nå, men så er dét da på plads.
Den allestedsnærværende Hans Engell har på TV2 News slået fast, at det er et positivt vidnesbyrd om det kommende regeringssamarbejde, at man er i stand til at holde forhandlingerne hemmelige og ikke lader oplysninger sive til pressen. Jeg tillader mig at være uenig med den tidligere partiformand og nuværende orakel.
Den larmende tavshed fra Crowne Plaza er ved at blive et problem for Helle Thorning-Schmidt og co., der i skrivende stund har forhandlet i noget, der ligner 14 dage. Ingen tvivl om, at kvalitet tager tid og at et regeringsgrundlag tager den tid, et regeringsgrundlag skal tage. Men den langvarige stilhed skaber en uvished, der ikke gavner forhandlerne. Når Helle Thorning-Schmidt før eller siden stiger ned fra bjerget, sender hvid røg ud fra hotellet og forkynder den store glæde, at nu er planen på plads, så bliver det ikke som en statskvinde i offensive, men som en administrator, der for længe har været gemt bag papirdyngerne og nu virker i defensiven.
Der er en naturlig respekt omkring det at trække i arbejdstøjet – get the job done – men før eller senere spørger man sig selv, om ikke man burde have løst opgaven nu? Når man i måneder har skreget på valg nu og gerne i forgårs, så virker det kikset, at det skal tage så mange dage at finde fælles fodslag. Så kan man sige, at hvem kunne have vidst, at Radikale ville blive så store og videre i dén dur, men her er det jo, at Helle Thorning-Schmidt skal træde i karakter og være lederen. Den, der viser vejen og afklarer, om man kan finde ud af at være enige om andet end at være uenige.
Holder Helle kæft, fordi hun har en hemmelighed – eller bare ikke har noget godt at sige?
