”Betalingsringen slår Amager i stykker”

Spørger man politikere og eksperter, er der slet ingen tvivl: Betalingsringen er den bedste og den værste idé nogensinde

_slettet_bruger_530

04/10/2011

Spørger man politikere og eksperter, er der slet ingen tvivl: Betalingsringen er den bedste og den værste idé nogensinde. Den redder liv og giver penge i kassen, siger de røde. Den er dyr og gør livet besværligt, svarer de blå. Jeg er derfor cyklet ud til den kommende grænsedragning ved Øresundsvej på Amager for at tale med de lokale om politikernes snak om miljø og millioner.

”Jeg gider sgu da ikke betale for at køre ind til byen og igen blive røvet, når jeg formaster mig til at købe cigaretter og flæskesvær,” brummer Ole, da jeg møder ham i Lergravsparken ved Øresundsvej. Han peger ud på vejen og ryster på hovedet: ”Det er det glade vanvid. Betalingsringen slår Amager i stykker.”

Jeg er cyklet fra universitetsbygningerne i det gamle Kommunehospital til Amager for at komme i snak med grænsefolket. Det er nemlig blandt andet her, betalingsringen kommer til at trække et skel mellem det indre og ydre København. Det mener i hvert fald det afgående konservative folketingsmedlem, Rasmus Jarlov.

”De byområder, som ligger lige ved betalingsringen, vil blive hårdt ramt. Dagligvarebutikkerne vil miste en stor del af deres kundegrundlag, fordi folk vil forsøge at undgå at krydse betalingsringen. Ingen vil betale 50 kr. for at købe ind,” siger han.

Betalingsringen flytter stemmer

Tilhængere forsøgte at gøre valget til en folkeafstemning om betalingsringen, og så skulle resultatet jo være klart: Et smalt flertal sagde ja tak. Ser man på et kort over Københavnsområdet, har de fleste valgkredse da også givet flertal til rød blok.

Men bag farverne gemmer sig en betydelig forskel. De områder, der ligger inden for betalingsringen, har konsekvent stemt mere rødt end dem, der ligger på den anden side.

På Amager bekræftes tendensen af de to valgkredse, der bliver delt af betalingsringen. Et zoom på de enkelte valgsteder viser, at blå blok vinder 5 procent umiddelbart på den anden side af grænsen. Kunne det tænkes, at en del af støtten hænger sammen med, hvor dyr betalingsringen bliver for den enkelte vælger?

En by med plads til alle

Tilbage i Lergravsparken støder jeg på den 23-årige studine, Michaela. Hun har stemt på Enhedslisten, og hun er vild med planerne om en betalingsring.

”Ja, det er verdens bedste idé! København skal være en by med plads til alle – og lige nu er der kun plads til de rige med egen bil. Prøv at se på cykelstierne. Det er jo kaos om morgenen,” forklarer hun.

Men er det ikke uretfærdigt, at københavnere kan komme til at betale 11.000 kr. mere om året?

”Nej, det synes jeg ikke. Der er jo ikke nogen, der tvinger folk til at køre rundt i deres bil. De kan bare tage et tog eller en bus.”   

Der er nok nogle, der vil mene, at de ikke kan undvære en bil. Hvad vil du sige til dem?

 ”De skulle tage at stramme op. Der er så meget forurening i København, og det er så usundt for alle. Jeg tror, der er 500, der dør hvert år, fordi folk drøner rundt i deres biler. Det kan jo ikke være rigtigt.”

Bydele bliver de største tabere

For Rasmus Jarlov er de økonomiske effekter af betalingsringen det afgørende. Ifølge ham bliver det almindelige mennesker, der kommer til at betale for forandringerne.

”Alt i alt vil det betyde, at butikker og arbejdsplader vil forsvinde. Dermed vil bydele som Vanløse, Østerbro, Valby og Bispebjerg blive de største tabere,” siger han.

Det bliver vist ikke i dag, jeg skal føre de to blokke til enighed. Jeg tænker tilbage på Ole, der ellers i en menneskealder havde vidst, hvor han skulle sætte sit kryds. Nu kunne han ikke få sig selv til det længere.

”Jeg har altid stemt på Socialdemokraterne,” fortalte han, ”men det fik de sgu ødelagt den her gang. Nu sætter jeg min lid til Dansk Folkeparti.”

Kilde: