Hvad er det vigtigste resultat af EU-topmødet i onsdags? Det kan godt være, at det er, hvad denne
overskrift i Jyllands Posten giver udtryk for: Grækere hænger Merkel ud som nazist
Jeg tror ikke, at det er en flertalsholdning i Grækenland; men det kan hurtigt
blive det. Reaktionen har selvfølgelig sin baggrund i Euro-krisen, som Tyskland
og til dels Frankrig søgte at løse ved at sætte et kostbart sikkerhedsnet under
Grækenland og de øvrige gældskriselande mod til gengæld at afskaffe demokratiet.
Når Tyskland skal betale for musikken, vil de også bestemme hvad og hvordan den
spiller! Det er jo forståeligt på et abstrakt økonomisk niveau; men de 17 Euro-landes
befolkninger er netop ikke abstrakte og har aldrig været det, heller ikke da
Euroen blev indført. Vidste de europæiske politikere ikke det? Jo, naturligvis,
men strategien i Bruxelles har altid været ”omvendt”. Man har helt fra
begyndelsen i 1954 konsekvent bygget taget før fundamentet, og derefter fået
gennemført, hvad man egentlig ville ved at true med, at folk ville få taget i
hovedet, hvis de nægtede at understøtte det.
Da den ”Europæiske Kul og Stål Union” blev dannet i
1954 mellem Frankrig, Tyskland, Italien og Benelux-landene med den franske
udenrigsminister Robert Schumann som hovedarkitekt, sagde man, at det var for
at få et fælles marked for netop kul og stål og for at sikre freden i
Europa. På den baggrund fik man vedtaget et tættere politisk samarbejde, ”De
seks” eller EEC, i 1958. Men alt dette var først og fremmest kulisser: taget
bygget før fundamentet. Ingen europæisk politikker med blot en smule forstand
kunne tro, at der i 1954 og mindst 100 år fremover kunne være nogen som helst
fare for krig mellem Tyskland, Frankrig og Storbritanien. 1. og 2. verdenskrig
havde effektivt gjort en ende på den mulighed, alene fordi de tre lande ikke
mere havde noget at slås om. De to krige i begyndelsen af århundredet var kampe
om verdensherredømmet - intet mindre. Men i 1954 var ikke blot verdensherredømmet,
men også bare det at kunne kalde sig en stormagt langt uden for Frankrigs rækkevidde.
Verden tilhørte USA, Sovjet og et par år endnu Storbritanien. Det forhold var
ubærligt ikke blot for Schumann, men for hele det franske establishment. Fransk
gloire krævede handling. I 1958 var Tyskland allerede blevet en regional økonomisk
magtfaktor (Wirtschaftswunder); men p.gr.a. fortidens forbrydelser var landet
stadig en politisk dværg. En sammenslutning ville ikke blot være èn vej; men
den eneste vej for Frankrig til at opnå ny stormagtsværdighed, al den stund Tyskland
blot skulle give befolkningsmæssig volumen, betale regninger og holde mund i
den internationale politik. Sådan var set-up´et, og det har det egentlig blevet
ved med at være. Meget sigende er det jo, at den franske præsident de Gaulle i
mange år modsatte sig engelsk deltagelse for at udelukke en potentiel rival. Med
østudvidelsen er den franske dominans aftaget stærk, hvilket også er en vigtig
baggrund for, at den franske befolkning først stemte nej til Lissabontraktaten
i 2005. Men hovedsigtet med EU er blevet fastholdt: at opbygge en stormagt, der
kunne tage konkurrencen op med først USA og Sovjet – siden USA og BRIK-landene.
Da det begyndte at gå lidt trægt med integrationen i 90´erne (f.eks. Danmarks
nej i 1992, Mitterands demonstrative folkeafstemning, der endte med et blamerende
hårfint resultat, kun 51% ja, og stor skepsis i mange af de øvrige befolkninger,
der ikke blev spurgt) opfandt man vidundermidlet: Euroen, som naturligvis
heller ikke skulle til afstemning i langt de fleste af de lande, der er i dag
er medlemmer. Vidste politikerne ikke, at en fælles valuta kræver fælles - eller
i det mindste nøje afstemt - økonomisk politik? Jo, naturligvis, men de vidste
også, at der ville blive behov for en fælles økonomisk politik (en europæisk
regering), når de forventede finansielle problemer opstod, og netop det var målet!
I dag er de store lande så næsten ved målstregen:
stram styring af de 17 euro-landes økonomi fra Bruxelles. Men til manges
fortrydelse – og især fransk – er det nu alene Tyskland, der sætter
dagsordenen. Merkel er naturligvis ikke Hr. Hitler; men hun er meget nær ved at
få gennemført det Neuropa med fælles valuta, som han blev tvunget til at opgive,
så på den måde kan man egentlig godt forstå den græske udmelding.
EU har altid været en kamp mod de folkelige demokratier
for at genrejse en europæisk stormagt, og det kan man næppe kalde et fredsprojekt.
Lad os komme ud, før vi også skal til at slås indbyrdes, som det skete ved opløsningen af
Jugoslavien og Sovjetunionen! Slagsmålet kan sagtens begynde i Grækenland eller
Italien, når de begynder at føle den tyske pisk.
NB: Politikens foreslår i dag på lederplads, at
Danmark skal med i Euroen, fordi det er bedre at sidde med ved bordet(!)
Frankrig sidder med ved bordet; men fik ingen indflydelse. Politikens verden
har altid været abstrakt.
