Her i dette udmærkede forum er det et ofte tilbagevendende tema, at det er en afgørende forudsætning for fremtidens velstand, at arbejdsstyrken i den private sektor øges. Det vil nok være mere korrekt at sige, at forholdet mellem den private og offentlige sektor skal afbalanceres, så de tilsammen forbruger nationalproduktet – ikke mere, men gerne en smule mindre. Enhver burde kunne regne ud, at det er sund husholdningsøkonomi.
Retorisk kan man spørge: Hvor er det egentlig velstanden produceres? Hvad er det for en produktion, der gør os til glade og tilfredse borgere? Tja, hvis man følger den seneste tids dækning af den såkaldte ’Brønderslev-sag’ bliver vi i hvert fald ikke særlig glade og tilfredse af at blive konfronteret med, at børn i Danmark kan blive udsat for så uhyrlige forhold. Kunne man forestille sig, at det er noget, den private sektor skal tage sig af? Nej, vel! I et velordnet samfund vil der altid være opgaver, der ikke er nogen økonomisk tilskyndelse til at påtage sig, men som skal løses, for at samfundet kan opfattes som attraktivt.
Det står altså ikke til diskussion, at en offentlig sektor er nødvendig, men det kan i høj grad diskuteres, hvor stor, den kan blive, givet samfundet samlede evne til at skabe værdi, og her ligger jo den private sektors spidskompetence. Vi er alle sammen sådan indrettet, at det skal kunne betale sig, før vi tager hånden op af lommen, og dette grundvilkår gælder, uanset hvilken farve regeringen har. Derfor ’lever’ den private sektor af det personlige incitament til skabe værdier, og derfor ’dør’ den private sektor, når dette incitament fjernes.
Lad os derfor kalde en spade for en spade. Når blå 2020-plan vil ’frigøre’ godt 60.000 personer til arbejdsmarkedet ved at forringe efterlønnen og forhøje pensionsalderen, og når rød ”fair løsning” vil have alle til at arbejde 12 minutter mere for den samme løn, så handler det slet ikke om, at den private sektor mangler arbejdskraft, men om at den offentlige sektor er blevet så uforholdsmæssig stor, at den kvæler initiativet i den private.
I Niels Juul Eilersens glimrende kronik ”Går Danmark Fallit” omtaler han et omkostningsgab på 2000% i forhold til BRIK-landene, og det vil selv et skattetryk på nul ikke kunne kompensere for. I samme kronik skriver Eilersen:
”Ved at flytte disse [offentligt ansatte] - ofte dygtige og veluddannede - mennesker tilbage til værdiskabende arbejde kan der genereres milliardbeløb, der får politikernes ævl om efterløn, førtidspension, 12 minutter om dagen osv. til at blegne.”
Springer til b7 – skak
Vi aktiverer efterlønnere og pensionister eller flytter de dygtige og veluddannede offentlige ansatte tilbage til værdiskabende arbejde – og VUPTI, så er der masser af jobs i den private sektor.
Det er her, kæden hopper af. Den private sektor er jo konjekturfølsom som bare pokker. Et dårligt halvårsregnskab, og Vestas lukker det halve Lolland. Jobzonen.dk der er en af de større jobbanker, annoncerer med 10.000 ledige stillinger, og der er ikke mange af dem, der henvender sig til seniorer. Godt det samme, for ungdomsarbejdsløsheden – også blandt de veluddannede – eksploderer. Hvis det virkelig skal batte noget på de offentlige finanser, er det pænt mange offentlig ansatte eller seniorer med rollatorer, der skal genplaceres; mange flere end jobmarkedet kan opsuge.
”Vi skal leve af innovation og serviceindustri”, hævdes det, men der er grænser for, hvor meget innovation et land kan rumme, og serviceindustri genererer jo ikke værdi i sig selv, men kun i kraft af den primærproduktion, den servicerer, som f.eks. pizzabudet, der er afhængig af et bageri.
Bundlinjen er, at den teknologiske udvikling og outsourcing reducerer antallet af almindelige private jobs i et langt hurtigere tempo end det demografisk betingede fald i arbejdsstyrken, og det vil overlade en stor del af befolkningen til håbløs fattigdom.
Eller til offentlig forsørgelse af den privilegerede elite, der er så heldige at have evnen og muligheden for en uddannelse og en karriere.
Sort dronning slår springer og mat.
