Regeringens politik er rød

Kæden hopper af, når visse medier og kommentatorer konkluderer, at den røde regering fører blå politik

Martin Ågerup

21/03/2012

Kæden hopper af, når visse medier og kommentatorer konkluderer, at den røde regering fører blå politik. Eller at forslagene lægger op til gennemgribende reformer af velfærdsstaten.

Faktum er, at den vedtagne politik indtil nu har været ganske rød. Regeringen har hævet skatterne og afgifterne med 5 mia. kr. Den har planer om at overfinansiere den kommende skattereform med 3 mia. kr., og alt tyder på, at den vil bruge disse ekstra skattekroner på at gøre den offentlige sektor endnu større - noget man må håbe, de borgerlige partier ikke vil gå med til.

Regeringen har øget pensionsbeskatningen, skærpet beskatningen af familieejede virksomheder, og den har planer om at beskære virksomheders mulighed for at trække tidligere års underskud fra i skatten af kommende års overskud, hvilket især vil ramme iværksættere og vækstvirksomheder.