Så meget vil det koste danskerne at privatisere sundhedsektoren!
"
Hvis regeringen fortsætter den meget kraftige støtte til privathospitalerne, så ender det danske sundhedssystem, som noget der minder om det amerikanske - og det skræmmer eller burde gøre det.
Det amerikanske sundhedssystem er dyrt - meget dyrt. Tager vi de samlede udgifter til sundhed og sætter dem i forhold til den samlede produktion, så udgjorde sundhedsudgifternes andel i USA 15,3 pct. i 2005, hvilket er en stigning fra 11,9 pct. i 1990. Til sammenligning udgjorde andelen i Danmark 9,1 pct. i 2005, hvilket er en stigning fra 8,3 pct. i 1990.
Sammenligningen viser at det amerikanske system er langt dyrere end det danske. Hvilket understreges når vi sammenligner sundhedsudgifter pr. indbygger i dollars (købekraft paritet) i USA og Danmark. I USA i 2005 var sundhedsudgifterne pr. indbygger i dollars 6.401, svarende til godt 33.000 kr. I Danmark var de tilsvarende tal $ 3.108, svarende til lidt over 16.000 kr.
Og dog er der næppe nogen, der vil påstå, at det amerikanske sundhedssystem er bedre end det danske. Tværtimod. Alene det forhold at 45-50 mio. amerikanere ikke er forsikret i tilfælde af sygdom, taler sit eget sprog. At blive syg i USA kan betyde økonomisk ruin.
Solidariteten eksisterer ikke i et land med så store indkomstforskelle. De rige klumper sig sammen i "ghettoer" og fastholder deres 'ret' til de bedste hospitaler og klinikker, fordi de er rige. Og fordi det er for dyrt for 'almindelige' mennesker herunder ikke mindst de fattige.
Det er derfor ikke vanskeligt at forstå at Demokraterne i USA i den aktuelle præsidentvalgkamp har en sundhedsreform på programmet.
Regeringen hævder at det er en vild overdrivelse - ja, udtryk for en skræmmekampagne - at sige at det danske sundhedssystem går i retning af det amerikanske.
Som modargument fremføres at den private hospitalssektors andel af de samlede sundhedsudgifter kun udgør nogle få pct. Det kan da ikke genere det offentlige sundhedssystem, siges det. Og hvad med f.eks. tandlægerne som er private. Det har da fungeret udmærket sammen med det offentlige system.
Bortset fra at f.eks. tandlægevirksomhed i alt væsentligt er privat, som følge af historiske tilfældigheder, så er det ikke et argument for at privathospitalerne skal ekspandere for offentlige midler. For det er en kendsgerning at privathospitalerne udbygger kapaciteten og efterhånden dækker hele landet. Og der er på Frederiksberg åbnet en privat betalingsskadestue. Der kan derfor ikke være tvivl om at privathospitalernes andel af de samlede sundhedsudgifter vil stige.
- Kai Vangskjær er økonom, cand.polit. "
"Prisen på en skulderoperation, som i det offentlige ("De Vestdanske Friklinikker") er 7.000 kr., er, når det offentlige henviser til et privathospital en del højere, nemlig 13.000 kr. Når et forsikringsselskab henviser en patient med en privat sundhedsforsikring til et privathospital, så er prisen oppe på 19.000 kr.(Information 18. december 07).
"