Når økonomer går ud og kritiserer regeringens nulvækst plan, overser de i mine øjne de langt største problemer med planen.
Som for eksempel her, hvor man kun angriber en mindstedel af problematikken, nemlig at der er en meget dårlig historik med hensyn til at overholde planerne for et offentligt budget, uden at overskride det.
Vismændene snakkede om et hul på 12-13 mia. kr. næste år.
Hullet er dog langt større, da minusset, konkret, på de offentlige udgifter ligger omkring 100 mia. kr. og med potentiale til at blive større, hvilket jeg kommer ind på senere.
Regeringens spareplan med nulvækst, gætter jeg, hviler på det forhold, at den danske realvækst i BNP først i 2013 vil være tilbage på 2007 niveau. Realvæksten faldt med - 0,9 pct. i 2008 og - 4,7 pct. i 2009, hvilket kræver en positiv realvækst på over 1,7 pct. årligt for at nå 2007 niveauet i 2013.
Problemet med denne, er at nulvæksten hviler på et 2009 udgifts- og indtægtsniveau, hvor det offentliges balance allerede har mistet over 150 mia. i en kombinations af øgede udgifter og mistede indtægter. Nulvækstplanen ser med andre ord tiden an og håber, at underskuddet på omkring 100 mia. årligt forsvinder af sig selv parallelt med, at realvæksten bringer os tilbage på 2007 niveau.
Mellem 2007 og 2009 er de offentlige udgifter bare lige steget med 108 mia. kr. på de to år fra 863,6 mia. kr til 971,9 mia. kr. Det svarer en vækst på 12,5 pct. på to år!
For at gøre ondt værre er der på indtægtsiden alene for staten mellem 2008 og 2009 mistet 55 mia. kr. i mistede skatteindtægter, ja og det er kun mistede skatteindtægter fra 2008 til 2009.
I ovenstående mangler mistede skatteindtægter i kommunerne, at den offentlige nettoformue i andet kvartal alene faldt med 26 mia. kr. tyder på, at man i kommunerne dækker lidt af hullerne i et løbende underskud med den nettoformue, der er opbygget i de gode år. Når denne nettoformue er opbrugt, hvilket den er inden årets udgang, vil det løbende underskud altså vokse i direkte blodrøde tal.
Altså vi taler om et løbende offentligt underskud langt over 100 mia. kr, som nulvæksten under forudsætning af, at den overhovedet lykkes, kun holder fra at vokse yderligere. Det som udgangspunkt, væksten i ansatte i det private, der forhåbentlig er undervejs og fyringer i det offentlige skal nok forbedre underskuddet, dog næppe særligt afgørende.
Alene offentlige udgifter til lønninger til offentlige medarbejdere og overførsler er vokset med 64 mia. kr. mellem 2007 og 2009. Det svarer til en stigning på henholdsvis 13 pct. og lidt over 10 pct. på kun to år.
Hvis der forelå en plan om at reducere de offentlige udgifter til 2007 niveau, ville jeg kalde det for troværdigt, selv om det set med mine øjne er næsten stensikkert, at indtægterne fra skat og moms ikke når op på samme niveau som i 2007 i 2013. Så ville det dog være et skridt i den rigtige retning, uden at det nødvendigvis medfører, at det løbende årlige underskud helt fjernes på bundlinjen af det offentlige budget.
Her må jeg spørge økonomerne, hvorfor går de så mildt til regeringens plan? For mig ligner den ren Anker Jørgensen og manglende debat ser i ovenkøbet ud til at fremme en S og SF regering, der vil være Anker Jørgensen med en faktor 1,5.
Nulvækstplanen håndterer ikke det problem, at på to år steg de offentlige udgifter i et tempo knapt set før. Selv under den flotteste højkonjunktur vi har præsteret de sidste 30 år, ville denne vækst ikke være understøttet. Dens udgangspunkt er, at dybtrøde tal på det offentlige budget ikke skal bløde mere, end at en åben og blødende arterie skal holdes på det niveau, hvor den kun netto mister en halv liter blod om året, men selve blødningen venter vi lige med at standse.
Man må i det mindste håbe, at man tør sige sandheden om dansk økonomi efter næste valg, for der er langt til 2013 med så 'fossende' et underskud.
Som for eksempel her, hvor man kun angriber en mindstedel af problematikken, nemlig at der er en meget dårlig historik med hensyn til at overholde planerne for et offentligt budget, uden at overskride det.
Vismændene snakkede om et hul på 12-13 mia. kr. næste år.
Hullet er dog langt større, da minusset, konkret, på de offentlige udgifter ligger omkring 100 mia. kr. og med potentiale til at blive større, hvilket jeg kommer ind på senere.
Regeringens spareplan med nulvækst, gætter jeg, hviler på det forhold, at den danske realvækst i BNP først i 2013 vil være tilbage på 2007 niveau. Realvæksten faldt med - 0,9 pct. i 2008 og - 4,7 pct. i 2009, hvilket kræver en positiv realvækst på over 1,7 pct. årligt for at nå 2007 niveauet i 2013.
Problemet med denne, er at nulvæksten hviler på et 2009 udgifts- og indtægtsniveau, hvor det offentliges balance allerede har mistet over 150 mia. i en kombinations af øgede udgifter og mistede indtægter. Nulvækstplanen ser med andre ord tiden an og håber, at underskuddet på omkring 100 mia. årligt forsvinder af sig selv parallelt med, at realvæksten bringer os tilbage på 2007 niveau.
Mellem 2007 og 2009 er de offentlige udgifter bare lige steget med 108 mia. kr. på de to år fra 863,6 mia. kr til 971,9 mia. kr. Det svarer en vækst på 12,5 pct. på to år!
For at gøre ondt værre er der på indtægtsiden alene for staten mellem 2008 og 2009 mistet 55 mia. kr. i mistede skatteindtægter, ja og det er kun mistede skatteindtægter fra 2008 til 2009.
I ovenstående mangler mistede skatteindtægter i kommunerne, at den offentlige nettoformue i andet kvartal alene faldt med 26 mia. kr. tyder på, at man i kommunerne dækker lidt af hullerne i et løbende underskud med den nettoformue, der er opbygget i de gode år. Når denne nettoformue er opbrugt, hvilket den er inden årets udgang, vil det løbende underskud altså vokse i direkte blodrøde tal.
Altså vi taler om et løbende offentligt underskud langt over 100 mia. kr, som nulvæksten under forudsætning af, at den overhovedet lykkes, kun holder fra at vokse yderligere. Det som udgangspunkt, væksten i ansatte i det private, der forhåbentlig er undervejs og fyringer i det offentlige skal nok forbedre underskuddet, dog næppe særligt afgørende.
Alene offentlige udgifter til lønninger til offentlige medarbejdere og overførsler er vokset med 64 mia. kr. mellem 2007 og 2009. Det svarer til en stigning på henholdsvis 13 pct. og lidt over 10 pct. på kun to år.
Hvis der forelå en plan om at reducere de offentlige udgifter til 2007 niveau, ville jeg kalde det for troværdigt, selv om det set med mine øjne er næsten stensikkert, at indtægterne fra skat og moms ikke når op på samme niveau som i 2007 i 2013. Så ville det dog være et skridt i den rigtige retning, uden at det nødvendigvis medfører, at det løbende årlige underskud helt fjernes på bundlinjen af det offentlige budget.
Her må jeg spørge økonomerne, hvorfor går de så mildt til regeringens plan? For mig ligner den ren Anker Jørgensen og manglende debat ser i ovenkøbet ud til at fremme en S og SF regering, der vil være Anker Jørgensen med en faktor 1,5.
Nulvækstplanen håndterer ikke det problem, at på to år steg de offentlige udgifter i et tempo knapt set før. Selv under den flotteste højkonjunktur vi har præsteret de sidste 30 år, ville denne vækst ikke være understøttet. Dens udgangspunkt er, at dybtrøde tal på det offentlige budget ikke skal bløde mere, end at en åben og blødende arterie skal holdes på det niveau, hvor den kun netto mister en halv liter blod om året, men selve blødningen venter vi lige med at standse.
Man må i det mindste håbe, at man tør sige sandheden om dansk økonomi efter næste valg, for der er langt til 2013 med så 'fossende' et underskud.
