Personskatten er et anliggende, der i den grad deler befolkningen og dermed også det politiske liv. Udgangspunktet er i grove træk den gamle strid om, hvorvidt det er de højeste indtægter, der bør bidrage med den største andel til vores fælles velfærd, eller om velfærden skal reduceres, så vi hver især kan beholde en større andel af vores indtægter selv.
Begge grundsynspunkter er faktisk sympatiske. Det første har sit afsæt i det sociale element, det andet i den personlige frihed. I virkeligheden to sider af samme 'sag', nemlig det at være menneske. Uden den personlige frihed kan vi ikke ånde, ikke eksistere, men uden det sociale element kan vi ikke eksistere sammen. Det tragiske i hele denne debat er derfor, at noget, som burde være ét og det samme, er delt i to og fører til store stridigheder i kraft af personskatten.
Fremadrettet bliver vi derfor nødt til at spørge os selv: Hvordan indretter vi os i samfundet, så både det sociale element og den personlige frihed får ligeværdige kår?
Svaret skal uden tvivl findes i det, der direkte deler vandene, nemlig personskatten. Én ting er, at bruttoskatten ligefrem opfordrer til spekulation i det mindst mulige bidrag til samfundet frem for samfundssind. Noget andet er, at den direkte beskatning af det enkelte menneske er et 'oldnordisk' anliggende, som nok burde have været reformeret for længe siden, været bragt i overensstemelse med vor tid. Set med mine øjne, er personskatten, ikke mindst i sin vanvittige kompleksitet som bruttoskat, et af de største monumenter over politisk udygtighed gennem årtier, og den direkte årsag til, trods den historisk største velstand nogensinde, at vi er endt i smålige og pinlige diskussioner om, hvem der skal betale for hvem og hvorfor eller ikke. En afskaffelse af personskatten vil løsne op for modsætningerne, for konflikten, som, selvom den primært udkæmpes på den politiske arena, i virkeligheden er det enkelte menneskes kamp med sig selv og sine omgivelser: Skal jeg være egoist eller social? Fremtiden må ligge i en samfunds - og skattestruktur, som rummer begge dele, hvor det sociale element ikke ofres på egoismens alter, og hvor den personlige frihed ikke undertrykkes af det sociale element.
Spørgsmålet er derfor: Hvis vi afskaffer personskatten, hvorledes kan vi så finansiere de opgaver, vores fælles samfund har?
Mit bud hedder fra det økonomiske liv. Hvordan vi end vender og drejer det, så er det kun i det økonomiske liv, der dannes kapital. Samtlige vores indtægter, uanset om man er offenligt eller privat ansat, stammer i sidste ende fra erhvervslivet, det økonomiske liv. Derfor vil det mest logiske og enkle også være at gøre det økonomiske liv til den primære kilde til samfundets underhold. Sådan er det faktisk i forvejen, men det er bare ikke erkendt, og derfor hænger vi bl.a. fortsat fat i det ganske forældede system med personskat. Det politiske liv burde ikke længere spilde kræfterne på den - undskyld udtrykket - forbandede fordelingspolitik, men burde i stedet koncentrere sig om, hvordan man driver et moderne og sundt samfund og hvor meget det må koste. Og den pris pålignes helt enkelt det øknomiske liv som en direkte skat, men naturligvis i respekt for det økonomiske livs fortsatte eksistens og udviklingsmuligheder. Det økonomiske liv må ikke tvinges i knæ til fordel for samfundet. Omvendt må samfundet ikke halte mens det økonomiske liv stortrives. Uvildige eksperter, der hverken repræsenterer det økonomiske liv eller en bestemt politisk holdning, vil kunne hjælpe vore folkevalgte til at træffe fornuftige beslutninger i forholdet mellem samfundet og det økonomiske liv, så den dynamik, der allerede kunne have været der, bliver levendegjort. Engang. Når liberalisme og socialisme bliver erkendt som to sider af samme sag, nemlig mennesket.
