Den danske samfundsmodel befinder sig i en krise, som stikker langt dybere end den nuværende konjunkturnedgang.
Krisen rummer flere facetter. Et af dem er en kraftig svækkelse af vores evne og vilje til at skabe økonomisk fremgang. Gevinsten ved økonomisk fremgang er langt mere end blot materiel. De væsentligste bedrifter og gennembrud i menneskets historie er blevet skabt i epoker med økonomisk velstand, hvad enten vi taler om filosofi, videnskab, kunst eller arkitektur.
S og SF vil primært forholde sig til denne udfordring ved at give statsstøtte til særlige brancher. Det er ikke en brugbar opskrift på vækst. Som økonomisk overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen udtalte til Politiken 5. februar: »Generelt har den slags ingen effekt på antallet af job på langt sigt - vi taler om nul effekt!«. Årsagen til den manglende effekt er ifølge overvismanden, at den offentlige støtte alene bidrager til at flytte arbejdskraft fra én type beskæftigelse til en anden.
»Men havde man ikke støttet disse brancher, ville jobbene bare være blevet skabt et andet sted - uden støtte.
Og det taler for, at disse job ville have været mere produktive. Jobbene bør skabes dér, hvor de giver størst værdi. Og selv om markedet ikke kan alt, så kan det altså noget med ressourceallokering«, forklarede overvismanden.
MED ANDRE ord: Politikerne gør mere skade end gavn ved at trække ressourcer væk fra mere produktiv beskæftigelse og over i mindre produktiv beskæftigelse.
Det skaber ikke økonomisk fremgang, men i stedet tilbagegang. Den fremlagte politik fra S og SF vil ligeledes trække vækst og fremgang ud af økonomien ved at hæve skatterne med 26,3 mia. kr. Det svarer til en skattestigning på 9.400 kr. per husstand i Danmark.
De reelle skattestigninger risikerer det dobbelte. Sagen er nemlig, at mange af de to partiers finansieringsforslag ifølge de fleste økonomer ikke er realistiske. Derfor er der stor fare for, at en rød regering for at indfri sine mange løfter må hæve skatterne væsentlig mere. Det vil ske, når det ikke lykkes at få danskerne til at arbejde 12 minutter ekstra, og når det viser sig, at S og SF ikke er mirakelmagere, som kan opnå dét, som alle regeringer gerne vil opnå, men som ingen hidtil har kunnet opnå - for eksempel at sænke den strukturelle ledighed eller få 95 pct. af en ungdomsårgang til at tage en erhvervsuddannelse.
Disse mirakler vil man opnå uden at anvise politiske tiltag, som skal realisere målene. Tværtimod foreslår S og SF en række ting, som isoleret set trækker i den modsatte retning.
For eksempel vil det øge den strukturelle ledighed at forhøje dagpengeperioden til fire år eller at afskaffe starthjælpen, kontanthjælpsloftet og 450-timersreglen.
Et sted skal pengene jo komme fra, og når de mange fugle på taget er fløjet, sidder der kun én tilbage i hånden: højere skatter.
NÅR S OG SF lukker hånden, kan resultatet meget vel blive en skatteregning på 53 mia. kr. - eller næsten 19.000 kr. per familie. Hvad enten skattestigningerne bliver de bebudede 26 mia. kr. eller de frygtede 53 mia. kr., vil effekten være stærkt negativ for økonomien.
Højere skatter reducerer både udbuddet af arbejdskraft og investeringerne, og dermed reduceres væksten yderligere.
Siden 1998 er Danmark rutsjet fra at være det 6.-rigeste land i verden til en 12.-plads. Og rutsjeturen fortsætter. OECD har netop offentliggjort sin seneste langsigtede prognose. Her spås Danmark en bundplacering frem mod 2026 med den 4.-laveste vækst blandt de 34 OECD-lande.
Et samfund, der gradvis mister sin relative position som et af verdens mest velstående lande, mister samtidig sin relative position som et af verdens mest inspirerende, interessante og skabende lande. Et sådant land bevæger sig i retning af middelmådighed, i retning af en fattigdom, der ikke kun er materiel, men åndelig. En udkant, som de unge og talentfulde drømmer om at forlade.
REGERINGSPARTIERNE har i alt for mange år forsømt denne udfordring.
Men på det seneste er der blevet gennemført nogle tiltag og truffet nogle beslutninger, som trækker markant i den rigtige retning. Skattereformen fra 2009, dagpengereformen fra 2010 samt tilbagetrækningsreformen og den bebudede reduktion af selskabsskatten bidrager alle til at trække Danmark mod øget økonomisk fremgang.
De øger arbejdsudbuddet og sænker skatten på dét, vi har hårdt brug for: investeringer og øget produktivitet.
Det er vejen frem, men der skal meget mere til.
(Denne artikel blev bragt i Politiken 28. maj 2011 som min faste klumme Modpol).
