Jeg er en af de 39 %.
En af de 39 %, der betaler for de 61 %.
En af de 39 %, der sørger for, at offentligt ansatte kvinder kan uddele penge, de 34,5 timer om ugen, de er på arbejde.
En af de 39 %, der bliver svinet til på det groveste for at være et nærigt møgsvin.
En af de 39 %, der får Danmark til at fungere.
En af de 39 %, der yder, så de andre kan nyde.
En af de 39 %, der ville ønske, at beske venstrefløjskærringer ville sætte egne penge bag deres liderlige ønsker om indvandring fra den tredje verden.
En af de 39 %, der ville ønske, jeg selv kunne få lov at støtte private hjælpeorganisationer efter eget valg og ikke i stedet få frarøvet mine penge til Den Store Gavebod(TM).
En af de 39 %, der konstaterer, at samfundets incitamentstrukturer straffer de dygtigste og de mest hårdtarbejdende.
En af de 39 %, der er ved at brække sig over at høre på, at offentligt ansatte og folk på overførselsindkomst (same, same) tror, de betaler skat.
Jeg har fået nok.
Jeg håber, at markederne straffer os noget så grusomt inden for en overskuelig fremtid. At investorerne ude i verden opdager, at vores samfund er fyldt med skimlede kælderkvinder, der ser det som deres fremmeste opgave at tvinge mændene på arbejde og piske dem til at aflevere ved kasse 1, så de kan dele ud bagefter.
Jeg er en af de 39 %.
